Generation Identitær beskyldt for hærværk af BT

I forbindelse med vores anti-islamiserings-happening imod VUC Lyngbys kampagne med en pige iklædt hijab, skrev journalist hos BT, Niels Pedersen, en artikel, der indeholdt en række faktuelle fejl. Generation Identitær blev omtalt som “hærværksmænd” og aktionen som ”hærværk”.

Intet kunne selvfølgelig være længere fra sandheden. Vores aktion var rent symbolsk, og skiltene var lige til at pille af igen og påførte ikke reklamestanderne nogen skade overhovedet. Skiltene var sat nænsomt fast med klar tape. En avanceret metode, som kan være svær for dovne journalister at forstå.

For Niels’ og andre journalisters skyld, har vi produceret en pædagogisk video, hvor vi forklarer præcist hvordan man sætter et skilt op, uden at forårsage skade på andres ejendom.

Generation Identitær synes, at den danske journaliststand skulle fokusere mindre på den tape som vi sætter skilte op med, og mere på den stigende islamisering, som aktionen satte fokus på. For tapen kan, som det ses i videoen nemt fjernes uden spor. Det samme kan desværre ikke siges om islamiseringen af vores samfund.

Vi fortsætter naturligvis med at lave aktioner mod islamisering og masse indvandring, og arbejde for at styrke dansk og europæisk identitet.

Se vores aktion her.

Aktion mod islamisering af det offentlige rum

Generation Identitær slog i dag til mod VUC Lyngbys seneste kampagne. Under billedet af en konvertit, står der “din uddannelse, din fremtid”. Men den fremtid VUC illustrerer, er ikke en fremtid vi ønsker.
Vi skal ikke acceptere islamisk symbolik i det offentlige rum. Vi skal ikke tillade, at en statslig uddannelsesinstitution underkaster sig islamismen.
Kampagnen som er lavet af tidligere kandidat til byrådet for Enhedslisten, Karina Vestergård Madsen, forsøger at ændre forståelsen af islamisme, som det nye normale i Danmark. Det er det ikke. Uanset hvor diskret det forsøges, skal vi nok være der til at hjælpe dem på rette vej.

Derfor har vi hjulpet dem, og rettet teksten til billedet:
”Islamisering – din fremtid?”

Det er ikke vores fremtid der bliver vist på det billede – Er det din?

Aktion mod ny tyrkisk stats-moske i Roskilde

Aktivister fra Generation Identitær iklædte i dag statuen af Margrethe d.1., samt kvindestatuen Guapa burkaer, og satte plakater op i Roskilde. Dette skete i protest mod indvielsen af en moske ejet af den tyrkiske stat, som har forbindelse til den islamistiske bevægelse, Milli Görüs. En indvielse, der foregår med støtte fra både Roskildes borgmester og biskoppen for Roskilde Stift.

Ayasofya-moskéen ejes af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet, der også sender en imam til moskéen, og er en af flere tyrkiske moskeer, der er åbnet i Danmark de senere år. Moskeer, der hører under Diyanet spreder ifølge flere forskere propaganda for Erdogan-regimet. Ligeledes er det kommet frem, at disse stats-moskeer i flere europæiske lande,herunder Danmark, har indsamlet efterretninger for regimet.

Erdogan betragter tyrkere, der bor udenfor Tyrkiets grænser, som en del af Tyrkiet, og har opfordret dem til ikke at lade sig assimilere i de lande de bor i, og at de i stedet skal holde fast i deres kultur og identitet. Ligeledes har han udtalt, at tyrkerne i vores del af verden er ”Europas fremtid”, og at de skal få ”ikke tre, men fem børn”. Moskeerne under Diyanet spiller i denne forbindelse en vigtig rolle, både som center for Erdogans propaganda, men også som en måde, hvorpå tyrkere kan fastholdes i den tyrkiske kultur og religion.

Borgmester i Roskilde, Joy Mogensen, og Biskop for Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, har begge været med til at tage det første spadestik til moskeen, og har budt den velkommen. Begge vedbliver at forsvare moskeen og deltager ved moskeens indvielse idag, på trods af at både politikere og eksperter har været stærkt kritiske overfor deres deltagelse.

Joy Mogensens partikammerat, Tuncay Yilmaz, der sidder i Roskildes byråd er sat i forbindelse med den islamistiske bevægelse Milli Görüs, som han arbejder for. Grundlæggeren af Milli Görüs, Necmettin Erbakan, er blandt andet kendt for at udtale sig voldsomt anti-semitisk. Yilmaz sidder i bestyrelsen for den forening, der driver moskeen og skal også tale til indvielsen.

Generation Identitær finder det forkasteligt, at en borgmester, der skal arbejde for borgernes bedste, støtter sådan et foretagende, og arbejder for yderligere islamisering af Danmark, samt fremmer Erdogan-styrets interesser.

Biskop Peter Fischer-Møller har allerede mødt stærk kritik for at støtte Erdogans moske-arbejde. Generation Identitær mener, at en biskop i den danske folkekirke, bør arbejde for at styrke den kristne tro, og arbejde for at den danske kultur fortsætter med, at være den ledende kultur i landet. I stedet har Fischer-Møller valgt at relativisere kristendommen, og insisteret på at deltage i indvielsen for en moske, der tjener et styre, der forfølger kristne.

Generation Identitær ønsker:

  • Dansk kultur som den ledende kultur i Danmark

  • En de-islamisering af Danmark

  • Remigration i stedet for forfejlet integration

Generation Identitær i aktion i Aarhus

Identitære aktivister gennemførte i dag en happening ved kunstmuseet Aros i Aarhus. Aktivisterne satte skilte op med navne og logoer fra arabiske TV-stationer, som en kommentar til ”kunstneren” Banaan Al Nassers værk ”The Neighbourhoods Gate”, der er et forsøg på at relativisere problemerne med muslimske parallelsamfund i Danmark. Som Al-Nasser siger: ”Afhængig af placering kan en parabolantenne symbolisere tryg parcelhusidyl eller en kliché om mellemøstlig kultur.”

Generation Identitær vil med denne intervention gøre opmærksom på, at hvad der ses på TV i Banaan Al Nasseri høj grad er islamisk propaganda, og andet indhold, der ligger fjernt fra den danske befolkning i værdier. TV-kanaler og andet islamisk medieindhold kan i høj grad være med til at radikalisere den herboende muslimske befolkning, og skaber endnu større afstand mellem den og landets oprindelige befolkning, og kan i værste fald være medvirkende til at skabe flere terrorister. De parallelsamfund vi ser i øjeblikket, og de terrorister der er blevet udklækket i disse rundt omkring i Europa, kan næppe blot siges at være ”en kliché om mellemøstlig kultur”, men må siges at være brutal virkelighed.

Med udstillingen af dette værk er Aros med til at arbejde for en relativisering af de enorme problemer, som Europa har med ikke-vestlige indvandrere i disse år. I øjeblikket har Aros også en udstilling med kunstneren Isaac Julien, der netop handler om migrantkrisen, set fra et pro-indvandringsperspektiv. Charlottenborg, hvor Al-Nassers værk oprindeligt skulle have været sat op, har ligeledes haft masser af værker med samme dagsorden udstillet, mest kendt er nok da de inddrog hele deres facade til fordel for et kunstværk af Ai Weiwei, der udelukkende handlede om de lidelser som migranter gennemgik på vejen over Middelhavet, men ikke sagde et ord om, at det først og fremmest drejede sig om mennesker, der kom for at forbedre deres liv, og ej heller noget om de enorme negative konsekvenser det har haft for de europæiske befolkninger, at lukke migranter ind i så stort antal som det er sket.

Disse værker, er som Al-Nassers, politiske. Det er der ikke noget galt i, men det er påfaldende, at den politiske dagsorden altid er den samme multikulturalistiske, der understøtter udskiftningen af de europæiske befolkninger. Vi ved godt, at eliten i kunstverdenen sætter så kaldt ”progressiv” politik højt, mens de drikker champagne til ferniseringer og håber at udlændingene ikke vil ”leave them alone with the Danes”.

Med vores aktion i dag, vil vi gerne gøre opmærksom på både den farlige relativisering som Al-Nassers værk er udtryk for, og kunstelitens trang til at skubbe en særlig politisk dagsorden frem. Europa står i disse år overfor enorme udfordringer med ikke-vestlige migranter, og disse kan ikke løses med nok så mange kunstværker med politisk korrekte holdninger.

Problemerne kan kun løses ved at andelen af ikke-vestlige migranter i Danmark begynder at falde, i stedet for, som den har gjort siden masseindvandringens start, konstant at stige. Kun sådan kan vi redde den kultur, som kunsteliten ingen interesse har i: den danske.

#RemigrationNu

Identitær skifter navn til Generation Identitær

Fra d. 1. maj, skifter Identitær navn til Generation Identitær. Samtidigt tager vi vores nye logo i brug.

Vi er nu en officieldel af den fælles pan-europæiske bevægelse, og det markerer vi både ved at bruge lambdaet og ved at skifte navn. Vi er på det seneste rykket tættere på de identitære bevægelser i de andre europæiske lande, noget man fx har kunne se ved at, der deltog danske aktivister ved Defend Europes Alpemission for nyligt. Vi forventer mere samarbejde i fremtiden.

Paula Larrain – En politisk ekstremist

Den tidligere reality-TV-medvirkende, Paula Larrain, har på DJØF’s intranet, også kendt som Altinget, skrevet en klumme, hvor hun begræder at Danmark er blevet mere etnocentrisk. Med andre ord, er hun ked af at danskerne, i mødet med en stadigt voksende andel af migranter, som ikke kan integreres, får øjnene op for at det danske folk og den danske kultur rent faktisk er noget, der er værd at bevare.

I klummen påkalder hun både Hitler og Breivik, samt fremmaner dommedagsvisioner om voldsparate højreekstremister mens hun drømmer sig tilbage til sin fjerne ungdom, dengang Dansk Folkeparti endnu ikke var stuerene. I den forbindelse skriver hun:

”Men da man forleden kunne se den etnocentriske – i egen optik patriotiske – gruppe ”Identitær” omfavne Ida Aukens (R) pludselige opvågning til nationalromantik, kan man frygte, at de mere ekstreme gruppers følelse af legitimitet vokser. “

Det er jo påfaldende, at hun anser en demokratisk gruppe, der kun anvender ikke-voldelige midler I form af aktioner og argumenter som ekstrem. Vores mål er at vende migrantstrømmen, og at værne om dansk og europæisk kultur. Det er der heldigvis flere og flere, der er enige med os I. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er kommet med et udmærket bud på en asylpolitik, Dansk Folkeparti har råbt op om problemerne I årevis og ja, selv Ida Auken og Morten Østergaard og andre hos De Radikale, er begyndt at kunne se, at man er nødt til at sætte grænser for indvandring, og at dansk kultur er noget man aktivt er nødt til at bevare.

Det finder vi er glædeligt, men Paula mener det er forfærdeligt. Hvorfor er det at hun gør det? Jo, det er fordi hun befinder sig I en ekstrem position, rent politisk. Paula Larrain mener nemlig, at “Det er nationalistisk, altså chauvinistisk, når man udpeger manglende danskhed hos andre, altså, når man definerer det nationale udfra “danskhed” og som noget, man skal underlægge sig for at være med i den nationale klub og kunne kalde sig dansk. Heri ligger et kulturelt krav og et følelsesmæssigt krav, der dermed gør det nationale til en modsætning for de mange af os, der er kommet hertil med andet kulturelt i bagagen.”

Alle er åbenbart lige danske hvis bare de har papir på det, eller som hun udtrykker det: ”Statsborgerskabet definerer dansk nationalitet. Punktum.  ” – Ekstremisten Paula Larrain, mener altså at dansk kultur, historie og etnicitet er lige meget, for danskhed er for hende en administrativ kategori, varetaget af bureaukrater og politikere.

Hun vender sig ligeledes imod at Danmark skulle være et sted, hvor danske værdier særligt skulle gælde:

”Hvis fællesskabet dikteres af flertallets norm, vil alle ”de mærkelige” føle sig fremmede. Det er sådan, Danmark er ved at udvikle sig. Til et land, hvor der hurtigt bliver sagt: Kan du ikke lide lugten i bageriet, så skrid med dig. Du er mærkelig, bare fordi du er anderledes. Det er din opgave at tilpasse dig, og her er den skabelon, vi har skabt til dig!”

Det er den anti-normativitet vi kender fra yderligtgående venstreradikale miljøer, hvor man forsøger at opløse alle sociale konventioner, fordi alting ”lissom bare er lige godt, ikk?”.

Et af kendetegnene ved en sand ekstremist, er blindheden overfor fakta. Larrain skriver:

”Etnocentrisme er pludseligt blevet normalt, og det unormale er pludseligt at tro på sandheden om, at forskellige mennesker fra forskellige kulturer selvfølgelig kan leve fredeligt med hinanden. Det bevises hver dag hele tiden i hele verden.”

Larrain glemmer, at vi har mere voldelig kriminalitet udført af ikke-vestlige migranter og deres efterkommere, at det er veldokumenteret at integrationen er en løgn og at misogyne og antidemokratiske holdninger er ganske udbredte blandt vores nye beboere. Kast et blik på Paris eller London eller nogen af de andre steder, hvor store dele af den oprindelige befolkning er fortrængt, og man føler at man går en tur på gaden i et arabisk land eller i Afrika, ikke i Europa. Det er at leve i en løgn, der passer til ens egen utopiske vision om multikulturalisme, hvis man lader som om det ”går fint”.

Vi må bare konstatere, at vi er dybt uenige med Larrain. Uden et sted, hvor det er dansk kultur og danske værdier, der er de ledende, uden et sted, hvor danskerne har hjemme, så uddør det danske folk. Den globalistiske dagsorden, som Larrain trygt drømmer om fra sit hjem i det nordsjællandske, hvor stigende mængder migranter bosætter i Europa, har været forsøgt og de fleste ved i dag, at det var en dårlig ide.

De eneste politiske partier, der ikke i nogen grad har indset dette, er vel efterhånden kun de tylskørtklædte fantaster hos Alternativet, og de rabiate marxister hos Enhedslisten. Fantaster og ekstremister, er med andre ord, Larrains allierede. Det er godt selskab, må man sige.

Larrain har ret i én ting: Det ér blevet normaliseret at være kritisk overfor masseindvandring og det ér blevet normaliseret at være glad for sit land. Gudskelov for det, for det betyder at vi måske har en chance for at vende den udvikling som hun og hendes ekstreme kumpaner har arbejdet så hårdt for: Destruktionen af Danmark og Europa.

Identitær lukker Venstre ned


Identitære aktivister foretog i dag en symbolsk lukning af Venstres hovedkvarter i Søllerød, for at protestere mod regeringens ghettoudspil, der ikke kun vil ramme migranter, men også nogen af de fattigste danskere. Vi mener, at patriotisme betyder solidaritet imellem medlemmer af et folk, men Venstre er villige til at ofre de svageste danskere på multikulturalismens alter, mens de stædigt forsøger at realisere deres utopi om integration.

For at komme parallelsamfund til livs, er regeringen kommet med et ghettoudspil, der blandt andet indeholder forslag om at rive ganske udmærkede boliger ned, at det bliver muligt at sætte beboere ud så man kan privatisere de almennyttige boliger, at man kan sætte kontanthjælpsmodtagere (også danske) på integrationsydelse hvis de bor i ghettoer, dobbelt strafudmåling for forbrydelser begået i ghettoer, at folk med bedre uddannelser og job kommer foran i køen til boliger i disse områder, og meget andet.

I stedet for at ramme dem, der udgør problemerne med parallelsamfundene, migranterne, har regeringen besluttet at ramme de beboere, der bor i områderne uanset etnicitet. Således bliver danskere i disse områder behandlet som om de er en del af et parallelsamfund, selv om det er deres eget land. Hvor skal de fattigste etniske danskere bo, hvis man river dele af boligmassen ned? Hvorfor skal etniske danskere risikere at modtage lavere ydelse fordi de bor et forkert sted?

Sand patriotisme handler om tage sig af vores egne først. Politikerne har åbnet dørene for mennesker fra hele verden, der nyder godt af massive overførselsindkomster, og samtidigt skal danskere i ghettoområderne udsættes for at blive behandlet som om de ikke hører til her, for at Venstre og de andre regeringspartier kan fastholde deres utopiske forestilling om integration.

Vi opfordrer politikerne i Venstre til at opgive løgnen om integration, og i stedet arbejde målrettet for remigration af herboende ikke-vestlige migranter, så vi for første gang kan få vendt migrantstrømmen. Det ville for alvor løse problemerne med parallelsamfund, frem for tiltag som ghettoudspillet, der bedst kan beskrives som et angreb på de fattigste danskere.

Patriotisme = Solidaritet!

#RemigrationNu

Hinsides præstestuens varme vægge fryser danskere

Mediepersonligheden Marie Høgh havde forleden en uoriginal kritik af Identitær i Kristeligt Dagblad. I dag bringer avisen vores svar, men det er noget kortere end det vi oprindeligt havde skrevet, da Kristeligt Dagblad ikke mente, at vi skulle have samme plads at udfolde vores svar på, som Høgh havde fået til komme med sine mange kritikpunkter. Den korte udgave kan du læse her. Vi bringer her det oprindelige svar i fuld længde.

Fra præstestuens varme, værdsættes det ikke når danskere fryser, og derfor kan de let gives i offergaver på multikulturalismens alter.

Af Jonas Zuschke og Jeppe Veibel Jensen, medlemmer af Identitær.

Kristeligt Dagblad bragte d.13/2 en kronik af Marie Høgh(MH), hvor Identitær omtales med alskens skældsord. Hun ser os mest af alt som ildevarslende, hvor belægget synes at være at vi har potentiale. Denne selvmodsigelse, som præger hele kronikken, skal formane politikere til handling, for ellers vil den ulmende vrede i folket gå i udbrud. Men hvordan skaber man bedst handling?

Ja, der findes en ulmende vrede i det danske, som truer med at komme til udbrud. Men MH’s løsning mangler årsagssammenhæng. De tiltagende problemstillinger som er kommet som konsekvens af masseindvandringen, er kun blevet mødt med tiltagende retorik – ikke handling. MH skriver sig ind i denne tradition af handlingsforladt retorik, og afviser den faktiske handling som studentikos og ligegyldig. Faktum er, at vi netop igennem handling talte ind i et reelt problem, da vi i sidste uge på kvindernes kampdag, hang et 32 meter langt banner fra toppen af KVINFOs bygning. På banneret var et opråb mod den importerede vold mod kvinder, samt et løsningsforslag: Remigration nu.

Hvorvidt dette så rykker noget, er et interessant spørgsmål. Men svaret er ikke det, som MH foreslår. For ja, det rykker. Det skaber ikke lovgivning, men det rykker den offentlige debat, og det er den, som slutteligt fører til lovgivning. Det er metapolitik, ikke partipolitik. Vi er ikke hæmmede af partipolitiske retningslinjer og normer, men søger igennem ikke-voldelige aktioner og happenings, at påvirke den offentlige debat. Så når unge aktivister, i isnende kulde, med romerlys i hånden bestiger en bygning, og hænger et stort banner foran sig, er det ment som en provokation. En provokation der har formået at trænge igennem selv præstegårdens mure, og medført at der fra dennes varme rammer, forfattes anklager. Interventionernes ophavsmand, som Høgh selv flittigt refererer til; den tyske Götz Kubitschek, har udtrykt det som følgende: „Vores blotte tilstedeværelse er nok” Tag, om nødvendigt, denne udveksling som vidnesbyrd derom.

Netop varmen og kulden, er ikke blot et tomt billede, men den faktiske beskrivelse af den meningsudveksling, der finder sted om de, af Identitær, italesatte emner. MH’s kritik af brugen af ”etno” er ganske forståelig, for inde i varmen, findes sådanne emner slet ikke. Man må ofre varmens tryghed, for at kunne tale om, at etnicitet som del af folks etnokulturelle identitet ikke blot eksisterer, men er en essentiel faktor heri.

Et blidt offerlam

Som præst kender MH unægteligt til ofringer. Hun forstår, at når man virkelig mener noget, så er man villig til at ofre noget for det – og det gør hun, sammen med hele den politiske klasse.

I ofrer de svagest stillede danskere, når I ikke er villige til at tale om etnicitet. I boligblokkene, hvor huslejen er lavest, kan de snart ikke længere flytte hen. For når de herskende holdninger taler henover etnicitet, så rammer ghetto-planer hele området, og alle som bor der – også de etniske danskere, som har mistet allermest ved det utopiske masseindvandringsprojekt, og den efterfølgende handlingslammelse. Derfor er det også paradoksalt, at MH anerkender problemerne, vreden og den manglende handling, men blot, i en sidebemærkning, opfordrer vores folkevalgte, til at handle. Intet, som politikerne gør indenfor de aktuelle rammer, vil være andet end symptombehandling. For at komme problemerne til livs, skal vi flytte rammerne. Vi skal tale om problemerne som de er, før vi kan løse dem, og ikke som nu, blot skabe flere for etniske danskere med trange kår, ved at gøre dem til en del af det ikke-vestlige, parallelle samfund.

En for alle

Paradokser er der nok af, som når MH mener, at den tyske afdeling af Identitær skulle være noget andet end den danske. Den identitære bevægelse er pan-europæisk og fælles. Vi samarbejder tæt, og har samme ideologiske ophav. Om det er Kubitschek og Weissmann i Tyskland, eller De Benoist og Faye i Frankrig, er vi en manifestation af et politisk-teoretisk projekt, som langt transcenderer højre-venstre spektrummet. Om vi ikke endnu har et slogan, som udtrykker dette i en enkelt sætning, måtte være forhindring for at kunne analysere sig frem til dette, så kan vi afsløre: Vi er hverken højre eller venstre. Vi er for alle, som vil gøre en indsats for at bevare den europæiske etnokulturelle identitet, og vi har medlemmer fra alle dele af det politiske spektrum.

Paradoksalt er det også, når MH på blot få linjer, hævder at de tyske identitære „(…)ikke som sådan er en trussel mod den offentlige orden eller forbundsrepublikkens Grundgesetz” og kort forinden skriver at „(…) det er klogt i Tyskland. Her holder BfV (Bundesamt für Verfassungsschutz) et vågent øje med den identitære bevægelse, af frygt for radikalisering, og har til lejligheden opfundet begrebet ’kulturel racisme’.” Sådan går det, når man -mere eller mindre – kopierer den aldrende, såkaldte ”højrefløjsekspert”, Hajo Funke, fra tyske 3Sats dokumentar ”Die Rechte Wende”, – hvor Høgh ligeledes har lånt, blandt andet, sin indledningsvise beskrivelse: „De er ikke kronragede, de bærer ikke bomberjakker, men forsvinder velklædte og ubemærkede i byens vrimmel”.

Sådan tankeløs gengivelse er symptomatisk for den offentlige debat, og det er derfor heller ikke en reel kritik, når MH påpeger, at Identitær ikke har ”debatdanmarks” brede opbakning. Den ønsker vi heller ikke, for her taler man hinandens holdninger efter munden.

Identitær er ikke sat i verden for, at vi skal tale den dominerende diskurs efter, men for at være en spydspids. De identitære har valgt Spartanernes Lambda som symbol. Den spartanske krigers sande styrke var, som bekendt, den kriger, der stod ved hans side. Ikke den individuelle præstation, men den fælles indsats. Vores positive projekt, er styrkelsen af det fællesskab vi har tabt, og en genopdagelse af vores etnokulturelle identitet, der stadig eksisterer derinde under karriereræset, eksamenspresset, muligheden for at vælge mellem 67 køn og præster der går i strejke for mammon.

En af Identitærs mærkesager, forsvaret for den brede befolkning, nemlig Fort Europa, italesætter Høgh som ’en drøm’, selvom fæstningen er begyndt at rejse sig for øjnene af os. Sådan er metapolitik; alt imens vi taler sammen, og begreber normaliseres, så rejses fæstningen, af nu ikke blot Ungarn, men også snart i Frankrig og Østrig. Så vi fortsætter.

Alle for en

MH anklager Identitær for at være modstandere af den herskende åndløshed, men ude af stand til at tilbyde et alternativ, da vi som organisation hverken er kristne eller konservative. Kampen for Europas overlevelse kæmpes af europæere sammen, med forskellige holdninger til politik og religion, men side om side, forenet af Europæisk ånd. For det er her, vi kan overkomme forskelle, og arbejde sammen. Europa opstod ikke med kristendommen, men den er en stor og vigtig del af vores historie. Vi er ikke konservative, da det indbefatter en besættelse af at bevare den bestående orden, alt i mens man piberygende sidder i varme diskussionsklubber, og diskuterer om 1950’erne eller 1850’erne var bedst. Vi taler for en fremsynethed. En fremtidsorientering. Vi tror på at Europa har en fremtid, men kun hvis ungdommen handler nu. Når vi ser ud mod fremtidens horisont, foregår det i lyset fra det, der kom før os. For os er det ånden, når vi ikke desperat hænger os i en tilbageskuende konservatisme, men derimod smeder det nye ud af det gamle. Ikke tilbeder asken, men holder ilden i live, som klichéen lyder.