Demokrati i krise – For mere selvbestemmelse

Demokrati er en stolt europæisk tradition, der har haft mange former igennem tiden. I dag har demokratiet dog trange kår med magtfuldkomne politikere, der mest af alt foragter folket. Samtidigt har vi en voksende gruppe af migranter og efterkommere, der kommer fra lande uden nogen form for demokratisk tradition. For at løse denne tiltagende krise, har vi brug for flere demokrater og mere demokrati.

En Europæisk tradition

De fleste kender til demokratiets oprindelse, og historierne om de gamle grækere. Hvor demokrati har været en sjældenhed udenfor Europa igennem tiderne, så er europæisk historie fyldt med eksempler på mange forskellige former for demokrati. Det er noget, der materialiserer sig igen og igen i vores historie på tværs af epoker og ydre omstændigheder.

I Skandinavien kender vi tinge, som går igen i Folketinget i dag. Tinge var en form for direkte demokrati, som var udbredt i middelalderen. Overalt i Europa har der været andre eksempler – fra Sejm i Baltikum og Polen, over Túath i Irland, til det Schweiziske demokratiske system, der den dag i dag bærer stærkt præg af direkte demokrati. Dette er kun nogle få eksempler en gennemgående demokratisk tendens i Europas historie, men listen er lang.

Den form for demokrati, der dominerer i dag er det liberale demokrati. Dette er ofte er kendetegnet ved lav demokratisk deltagelse af borgerne – i form af andet end stemmeafgivelse – og stigende centralisering, samt en særskilt politisk klasse. Noget vi i høj grad har diskuteret i Danmark, hvor mange af vores repræsentanter i dag nærmere er professionelle politikere, snarere end mænd og kvinder med rod i folkelige. Typisk har de en uddannelse i statskundskab eller lignende, og har brugt det meste af deres ungdom i de subkulturelle miljøer i ungdomspartierne.

Det identitære princip

Som identitære anerkender vi at man både kan være europæer, dansker og have en lokal identitet, som fx bornholmer eller sønderjyde, på en og samme tid. (læs mere om det her). Vi ser ikke disse ting som modsætninger, men som værende på forskellige niveauer.

Vi er modstandere af den politiske centralisering vi har set intensiveret i de seneste år. I stedet advokerer vi for det identitære princip; at det der kan besluttes lokalt, bør besluttes lokalt. Det vil sige, at man i størst mulig grad bør overlade beslutninger til de lokale demokratiske institutioner. Der er ingen grund til at organisering og detailstyring af skoler, eller andet lokalt, udgår fra Christiansborg. I stedet er det nærliggende at de som deltager i det lokale liv, og kender behov og ønsker i højere grad tager beslutninger om deres eget liv.

Ligeledes er der heller ikke nogen grund til at en overnational sammenslutning som EU skal blande sig i de enkelte landes interne anliggender og udforme alt fra politik om barsel, kønsligestilling, landbrug, og hvad EU ellers blander sig i. Skal vi have den slags sammenslutninger, bør de udelukkende tage sig af det, der ikke kan besluttes af de enkelte lande. Sådan er det desværre ikke med EU i dag.

Som identitære ser vi således helst at man i højere grad involverer befolkningen i beslutningerne end man gør i dag. En højere grad af politisk deltagelse er ønskelig, set fra vores synspunkt. Vores familiers velbefindende og vores børns fremtid er for vigtigt til at overlade til den politiske klasse.

Den foragt som politkere i årevis har udvist overfor den brede befolkning gør, at vi mener at det bedre at udvide demokratiet. For den politiske klasse bliver populisme brugt som et skældsord – for dem er der intet værre end de, som udspringer af populus, altså folket. På trods af at 2 ud af 3 danskere i dag ikke ønsker mere muslimsk indvandring, så fortsætter det ufortrødent, fordi der er flertal blandt politikerne for det. Der har ikke været vilje til at lade befolkningen afgøre det eller spørge dem til råds. Det er et tegn på et demokratisk problem.

Når politikerne modvilligt inddrage befolkningen i den politiske proces i form af folkeafstemninger, så skuffer det når vi ”stemmer forkert” og måske gentages afstemningen endda i et forsøg på at få det ”rigtige” resultat, som vi har set det med EU-afstemninger. Vi har brug for mere folkelig indflydelse på politikernes beslutninger og på eget liv, ikke mindre.

Demokrati kræver demokrater

Uanset form, så kræver demokratiet demokrater. Dermed sagt, en befolkning, der respekterer de demokratiske idéer, og finder det vigtigt at deltage i demokratiske processer. Dette er tæt knyttet til etnokulturel identitet. Demokrati er, som nævnt ovenfor, noget der i høj grad er europæisk. Derfor har det også været svært at eksportere det til andre dele af verden, som ellers var en populær tanke da neokonservatismen var udbredt.

Med en stadigt stigende befolkning af migranter og efterkommere med ikke-europæisk baggrund, oplever vi at der kommer flere og flere, der ikke er en del af de demokratiske traditioner, og derfor ønsker de naturligvis et samfund indrettet på en anden måde. Således ønsker en stor del af de muslimer, der bor i Danmark fx at dansk lov bør bygge på koranen i større eller mindre grad.

Deltagelse i demokratiet er meget lavt for ikke-vestlige migranter og efterkommere. Disse grupper stemmer i langt mindre grad end danskere. Heldigvis, fristes man til at sige, da disse gruppers værdier i høj grad er i modstrid med danske og europæiske demokratiske værdier. Demokrati kræver i høj grad en homogen befolkning – en etnokulturel identitet, der bærer demokratiske værdier med sig.

Hvad der skal til

Den største trussel mod demokratiet her og nu er uden tvivl den demografiske ændring, som følge af masseindvandringen. En masseindvandring, der stadig foregår på trods af at den ikke er ønsket af den brede befolkning. Vi har endnu ikke set en stor demokratisk deltagelse af ikke-vestlige migranter og efterkommere, men når det begynder at ske, så vil det føre til at disse grupper vil forsøge at forme samfundet efter deres egne etniske gruppers interesser. I multietniske samfund er der en tendens til at, man stemmer efter sin egen etniske gruppe. Noget der er kendt fra fx Malaysia og USA, men som vi højst sandsynligt også kommer til at se mere og mere i Europa, såfremt migranter og efterkommere involverer sig mere i det politiske system.

For os er løsningen remigration, hvilket vi forklarer om her. Udviklingen skal vendes og andelen af ikke-vestlige migranter og efterkommere skal blive mindre, i stedet for større.

At masseindvandringen har fået lov til at have at så massivt omfang ser vi som et tegn på, at der ikke er nok demokratisk kontrol med politiske beslutninger. Man åbnede sluserne, og Danmark ændrede sig for altid. Noget der aldrig kan ændres tilbage igen, men som vi heldigvis stadig kan nå at begrænse mange af skaderne af, hvis vi vil.

På intet tidspunkt har befolkningen fået lov til at tage stilling til om det var noget de ønskede. Politikere havde i stedet travlt med at bevise deres humanisme og tage afstand til dem, der ikke var ”stuerene”.

Derfor er det absolut nødvendigt, at vores demokrati der, lige nu bevæger sig mod mere centralisering, magtkoncentration og professionalisering, bevæger sig henad en anden vej. En vej mod mere folkelig kontrol med politiske beslutninger. Hvordan vi beskytter vores kultur, arv, traditioner og folk har vist sig at være alt for vigtigt, til at det kan overlades til en sluttet gruppe af elitære magtmennesker.