Grundtvig for identitære

N.F.S. Grundtvig er en af de største danskere. Alle kender til ham og hans mange bidrag til dansk historie og kultur i form af hans salmer og de danske højskoler. Men alt for sjældent nævnes hans holdninger til det at være dansk, på trods af at det gennemsyrede alt hvad han lavede. Vi mener, at der er mange gode tanker hos Grundtvig, som også kan inspirere unge patrioter i dag. I det følgende vil vi gennemgå nogle af de idéer og begreber hos Grundtvig som vi som identitære finder er vigtige i dag.

Intet menneske uden kultur

“Siden Menneske-Slægten blev delt i mange ’Folk og Stammer og Tungemaal’, da kan der, menneskelig talt, slet ikke være nogen bare og blotte Mennesker til, uden det skulde være de nøgne Vilde, thi ellers finder man kun folkelige Mennesker …” – sådan skrev Grundtvig i 1849. Ligesom Grundtvig, mener vi at idéen om menneskeheden er en abstraktion. Der findes ingen global kultur. Kultur udspringer af mennesker, og de er altid situerede. Vi er altid produkter af særlige steder, forfædre, en unik historie, med mere, og derfor findes det ”rene menneske”, eller det kulturløse menneske, om man vil, ikke.

Særligt det danske sprog fandt Grundtvig vigtigt. Han mente, at kun det danske sprog kunne nå ind til danskerne: “Modersmaal er vort Hjertesprog, / kun løs er al fremmed Tale, / det alene i Mund og Bog / kan vække et Folk af Dvale.” – Grundtvig gjorde med andre ord forskel på folk og kulturer, og mente at netop ens egen kultur og sprog, var det der kunne ramme en bedst, fordi man har en særlig forbindelse til det. En forbindelse, der bygger på lang historie og folkelig kontinuitet.

Forskellig men ikke overlegen

Et af de identitære kendetegn, er det vi kalder etnopluralisme. Vi har som identitære stor respekt for andre kulturer. Vi finder dem ikke objektivt bedre end vores egen kultur, men vi holder naturligvis subjektivt set mere af vores egen kultur, fordi den er vores, ligesom en mand fra Kina nok finder sin egen kultur og tradition bedre end alle andres.

Som Grundtvig skriver: “Naar jeg taler om det Folkelige som det ypperste i hvert Land, da er det jo heller ingenlunde i Modsætning til det Menneskelige, men kun til Skielnemærke fra hvad der kun er folkeligt i andre Lande, og kun i Modsætning til alt hvad der med Magt eller List vil giøre et Folk fremmed for sig selv, uden naturligvis at kunne skabe det om enten til et andet Folk eller til rene, pure Mennesker.” – det er altså det forskellige han lægger vægt på, ikke at nogen folk er født til at bestemme over andre eller er objektivt bedre.

Derimod fremgår det tydeligt af hans forfatterskab, at selv om vi i Danmark måske ikke altid er bedre end andre, så foretrækker vi det danske, fordi det er det folk vi tilhører. Noget der bl.a. træder tydeligt frem i sangen ”Langt højere bjerge så vide på jord”:

”Langt klogere folk er der sagtens om land,end
her, mellem bælter og sunde,
til hus-behov dog vi har vid og forstand,
vi vil os til guder ej grunde,
og brænder kun hjertet for sandhed og ret,
skal tiden nok vise; vi tænkte ej slet!”

For Grundtvig hørte den tyske kultur hjemme i Tyskland, den russiske i Rusland, den kinesiske i Kina, og den danske i Danmark. Det samme siger vi som identitære. Vi ser fortsat gerne en mangfoldig verden med mange forskellige folk og kulturer, ikke mindst vor egen, og netop derfor deler vi Grundtvigs holdning.

Man skal holde af sig selv for at kunne holde af andre

Et af de største problemer i dag er det vi i Generation Identitær kalder etnomasochisme – altså, at man piner sig selv for at tilhøre en særlig etnicitet og nedgør sin egen etnokulturelle identitet. Noget man stort set kun ser hos europæere, eller blandt folk, der nedstammer fra europæere i fx USA. Allerede på Grundtvigs tid, var der mange, der mente at det at have kærlighed til sit eget folk var farligt. Om det skrev Grundtvig:

“Al Erfaring lærer, at hvem der ikke engang elsker sine nærmeste, elsker langt mindre de fjernere, hvem der ikke engang elsker sit eget Folk, elsker endnu langt mindre alle Mennesker” og videre:

“Al den Snak om en almindelig Menneske-Kiærlighed, der skulde enten heelt eller halvt tilintetgiøre Fædernelands-Kiærligheden, det er da (…) kun et Æventyr af samme Slags, som at man, uden engang at elske sig selv, skulle kunne elske sin Næste.”

For Grundtvig, som for de identitære, er det selve forudsætningen for at man kan finde sin plads i verden, at man elsker sig selv. Vi har i årevis i Europa, set hvordan selvhadet har resulteret i en voldsom masseindvandring, der truer med at gøre os til mindretal i vore egne lande. Den kærlighed til sine egne som Grundtvig fandt så vigtig, og som vi må genfinde, for ikke at gå vores egen destruktion i møde.

Stadig relevant

Vi finder, at Grundtvig stadig er relevant, men at hans vigtigste tanker, det der drev ham, ofte udelades, når man i dag lærer om den store mand. Mange af Grundtvigs tanke minder om noget af det, som du kan finde hos identitære bevægelser rundt om i Europa i dag. For os er det vigtigt, at der også i Danmark har været tænkere, som vi kan bygge på, og her kommer man ikke udenom Grundtvig. Vi kan kun opfordre til at man udforsker Grundtvig mere, hvis man ikke er bekendt med hans tanker og idéer.