I årevis har vi set politikere forsøge sig med en række forskellige tiltag, der skulle begrænse masseindvandringen, alligevel stiger andelen af migranter og efterkommere støt i Danmark. Vi mener, at det kræver en anden tilgang, hvis migrationsstrømmen skal vendes. For at politikere og borgere i Danmark kan se, hvordan sådan en tilgang konkret kan se ud, præsenterer Generation Identitær nu ”30 tiltag for remigration og til fremme af dansk identitet”. Vi håber med dette, at kunne give en anden vision for, hvordan en udlændingepolitik kan se ud, end hvad vi hidtil har set, og at vores tilgang med tiden kan inspirere politikere til at gribe problemerne med masseindvandring an på en anden måde.
Læs “30 tiltag for remigration og til fremme af dansk identitet” på ISSUU her.
Generation Identitær er en metapolitisk bevægelse – ikke et politisk parti. Vi er mere optaget af at bevæge samfundet i den retning vi ønsker, end af konkrete politiske tiltag. Det mener vi generelt, er de politiske partiers opgave. Når vi alligevel præsenterer bud på konkret politik, er det fordi vi ofte oplever, at begrebet ”remigration” kan være svært at forstå for mange. Vi har i så mange år været underlagt diktatet om, at vi er magtesløse, og at der ikke er noget at gøre. At det for mange er blevet umuligt at forestille sig andet end det bestående – dvs. at befolkningsudkiftningen er uafvendelig. Derfor præsenterer vi her en række bud på, hvordan konkrete tiltag, der tilsammen udgør en remigrations-indsats, kunne se ud. Forslagene er ment som inspiration for politikere og for de borgere, der måtte have svært ved at forstå, hvad det er vi lægger i ordet remigration, eller som ikke længere har evnen til at forestille sig, at vi kan gå en anden vej, end den vi hidtil har fulgt.
“Remigration er en helhedsindsats, der består af en række elementer. Det kan fx være hjemsendelse af illegale og kriminelle migranter, begrænsning af adgang for nye migranter, sværere adgang til statsborgerskab, begrænsning af islamisters udfoldelse, kampagner og økonomiske incitamenter, der skal få herboende migranter til at rejse frivilligt hjem.”
Forslagene skal således ikke ses som en endelig liste. Der er sikkert mange andre gode remigrations-forslag man kan finde på. Det vigtige at forstå er, at en indsats for remigration nødvendigvis må være omfattende, hvis den skal have effekt. Vi mener, at hvis man gennemførte disse 30 forslag, så ville det have en langt større effekt end de 114 stramninger, som den tidligere regering gennemførte. Mængden af tiltag, er ikke det, der gør en forskel, men det er derimod kvaliteten af dem, der betyder noget.
Remigration er et begreb, der dækker en større sammenhængende indsats, der har til formål at vende migrationsstrømmen, således at andelen af ikke-vestlige og efterkommere i Danmark, for første gang siden masseindvandringens begyndelse falder i stedet for at stige.
Remigration er en helhedsindsats, der består af en række elementer. Det kan fx være hjemsendelse af illegale og kriminelle migranter, begrænsning af adgang for nye migranter, sværere adgang til statsborgerskab, begrænsning af islamisters udfoldelse, kampagner og økonomiske incitamenter, der skal få herboende migranter til at rejse frivilligt hjem. Remigration foregår således på retsstatens grund. Der skal ikke laves en ny grundlov, og vi behøver ikke at gå på kompromis med vores retssikkerhed – det eneste det kræver, er mod og politisk vilje.
“Identitet er noget der skal vedligeholdes igennem traditioner, historie og kultur. Det gør vi ikke i dag, hvor vi i vores skoler lærer mere om livet for fattige børn i den tredje verden, end vi lærer om vores egen historie, og vores identitet i højere og højere grad er baseret på tomt forbrug, snarere end det vi har fået i arv.”
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det ikke er det enkelte tiltag isoleret set, der gør forskellen, men den sammenhængende indsats på flere forskellige områder, som er det, der gør remigration til noget særligt. Remigration er på den måde lige så meget en ændring i mentaliteten hos danskerne, som så kan udmøntes i en ny tilgang til udlændingepolitik, eller et nyt paradigme om man vil.
Overordnet set falder de forskellige tiltag i en række forskellige kategorier: tiltag der skal begrænse yderligere indvandring, tiltag der skal føre til øget hjemrejse blandt migranter, og tiltag der skal fremme dansk identitet og kultur.
I Generation Identitær tror vi ikke på, at alle problemer ville forsvinde, hvis vi fik sat en stopper for masseindvandringen i Europa. Det, at vi har tilladt voldsomme demografiske forandringer i Danmark og Europa, har at gøre med en brist hos os selv. Vi har i høj grad givet køb på vores egen identitet, og det har resulteret i en manglende vilje til at stå fast på vores eget. I en globaliseret verden er det særligt vigtigt, at man ved hvem man er, for ved man ikke det, har man intet værn når andre med en særdeles stærk identitet træder ind over ens dørtærskel.
Identitet er noget der skal vedligeholdes igennem traditioner, historie og kultur. Det gør vi ikke i dag, hvor vi i vores skoler lærer mere om livet for fattige børn i den tredje verden, end vi lærer om vores egen historie, og vores identitet i højere og højere grad er baseret på tomt forbrug, snarere end det vi har fået i arv. Glemmer man det som man har fået af dem, der gik før, så mangler man det fundament, hvorpå man skal bygge det, som skal gives til, dem der kommer efter.
For en varig og holdbar forandring er en begrænsning af masseindvandringen og dens følger ikke nok. En remigrationsindsats må derfor ledsages af tiltag, der skal fremme dansk identitet og minde os om, hvem vi er. Uden dette risikerer vi, at vi ender det samme sted igen.
Samtidigt mener vi, at styrkelsen af dansk identitet i sig selv vil have en positiv effekt på remigration. Vi ser i dag en lang række migrantgrupper, der bor i Danmark, men fastholder en stærk identitet forankret i deres hjemlande. Ved at klart vise at dansk identitet er den herskende i Danmark, vil en del af disse mennesker ikke længere have lyst til at bo her, og det vil samtidigt være lettere for de, der faktisk ønsker at blive en del af det danske folk, at tilpasse sig.
De 30 forslag er af meget forskellig karakter. Nogle af dem er set før, andre er ikke. Visse af dem ville kunne gennemføres uden videre, mens andre vil udfordre forskellige konventioner og aftaler. Generation Identitær mener, at konventioner kun skal gælde, så længe de tjener os. Tjener de os ikke længere, eller er de endda decideret skadelige, så skal vi træde ud af dem. Det bør være de danske borgere, altså det danske politiske fællesskab, der tager beslutningerne for deres egen og deres børns fremtid. Dette skal ikke begrænses af konventioner, der ligger udenfor demokratiets rækkevidde.
“Hvis man virkelig vil gøre det bedste for vores land, så må man som politiker også havde mod og vilje til det. Man kan ikke både tjene abstrakte konventioner og samtidigt løse de konkrete problemstillinger, som vi står overfor i dag. Man er nødt til at vælge sit folk, frem for den utopiske tankegang, der ligger bag en del af konventionerne.”
En lang række af de konventioner, erklæringer og traktater som Danmark igennem årene har tilsluttet sig er såkaldte ”levende dokumenter”. Det betyder at der er nedsat en gruppe, som oftest en domstol, der løbende fortolker indholdet af traktaterne og konventionerne. Dette ender næsten altid med, at der indfortolkes langt mere i de traktater og konventioner der er tale om, end de dækkede da Danmark skrev under. Dette sker blandt andet, ved at domstolene bygger videre på deres egne tidligere domme, og ender med at påstå, at traktaterne og konventionerne giver en lang række rettigheder som de ikke gjorde da Danmark tilsluttede sig dem. Hvis vi i Danmark vælger at vedblive med, at være en del af konventioner, som i på et tidspunkt er trådt ind i, skal vi kun rette os efter dem i den udstrækning som de dækkede da vi tilsluttede os dem.
Hvis man virkelig vil gøre det bedste for vores land, så må man som politiker også havde mod og vilje til det. Man kan ikke både tjene abstrakte konventioner og samtidigt løse de konkrete problemstillinger, som vi står overfor i dag. Man er nødt til at vælge sit folk, frem for den utopiske tankegang, der ligger bag en del af konventionerne.
Fra 1983 og frem til slutningen af 2018 har næsten en kvart million udlændinge fået dansk statsborgerskab. Omtrent halvdelen af disse stammer fra mellemøstlige og afrikanske lande. Mange af disse er dårligt integrerede i det danske samfund. Alligevel fortsætter vi med at give flere statsborgerskab, hvert eneste år. Det er hovedløst at fortsætte med dette, når vi ikke engang har styr på konsekvenserne af de statsborgerskaber vi allerede har givet igennem de sidste mange år.
Danmark har brug for en pause. En tid, hvor vi tænker os om og finder en ny vej for dansk udlændingepolitik i en voldsomt globaliseret verden. Derfor foreslår vi, at man ikke uddeler nye statsborgerskaber i en periode på 10 år. Et moratorium på statsborgerskaber, skal være med til at sikre os muligheden for at tage det rigtige valg for fremtiden.
Ansøger man om statsborgerskab og får det tilkendt, så bør der være en prøveperiode på 10 år før man er fuldt naturaliseret. Begår man kriminalitet behæftet med fængsel indenfor prøveperioden, mister man retten til statsborgerskabet. Således får man først et tilsagn om statsborgerskab, og efter endt prøveperiode modtager man statsborgerskabet.
Når en udlænding først har fået statsborgerskab i Danmark, er det meget svært at sende dem ud af landet, hvis de begår grov kriminalitet. Prøveperioden skal være med til at sikre, at vi ikke uforvarende kommer til at give kriminelle udlændinge rettigheder i vores land, og at kun de som virkelig vil Danmark tager permanent ophold i Danmark.
Modtager man efter de 10 år dansk statsborgerskab, skal man ingenlunde kunne frasige sig sit eksisterende statsborgerskab. Kun folk født med dobbelt statsborgerskab, skal kunne frasige sig deres andet statsborgerskab.
Da den hidtidige praksis for tildeling af statsborgerskaber har stillet for lave krav til ansøgerne, foreslås det, at man gennemgår de sidste 10 års modtagere af statsborgerskab,for, at se om der er begået kriminalitet. Hvis det er tilfældet skal det i hvert enkelt tilfælde undersøges om det er muligt at fratage vedkommende deres statsborgerskab og sende dem tilbage til deres oprindelsesland.
Dette tiltag skal rette op på tidligere tiders løse praksis i forhold til tildeling af statsborgerskaber. Der er ingen tvivl om, at ikke alle, der har modtaget et statsborgerskab, er ønskede borgere i Danmark.
Man bør miste sit statsborgerskab ved selv mildere former for kriminalitet, der ikke normalt medfører udvisning, såfremt man har fået tildelt dansk statsborgerskab, og har dobbelt statsborgerskab. Dette skal ske for at sikre, at man kan sendes til sit oprindelsesland, hvis man senere skulle begå grov kriminalitet. Dette vil i praksis sige, at hvis man fx begår et mindre tyveri, så vil man miste sit statsborgerskab og skulle man senere begå anden kriminalitet er vejen banet for hjemrejse til oprindelseslandet.
Det skal heller ikke være muligt på noget tidspunkt, at opsige sit oprindelige statsborgerskab, når man modtager dansk statsborgerskab. Det vil sikre, at personer, der modtager dansk statsborgerskab, ikke blot kan frasige sig deres oprindelige statsborgerskab, og dermed sikre sig imod fratagelse af statsborgerskabet. Personer der fødes med dansk statsborgerskab vil ikke være omfattet af denne regel.
Der bør på denne måde sættes hårdt ind for at sikre, at kriminelle udlændinge ikke bider sig fast i Danmark, blot fordi de har modtaget statsborgerskab.
I dag modtager såkaldte statsløse personer, automatisk dansk statsborgerskab hvis de fødes her i landet. Det følger af konventionen om begrænsning af statsløshed fra 1961. Denne praksis skal vi standse.
Samtidigt har Danmark tilsluttet sig konventionen og statsløse personers retsstilling af 1954, hvor vi forpligter os til at behandle statsløse på linje med danske statsborgere når det kommer til f.eks. offentlige ydelser. Dette må også høre op.
Når vi tildeler statsborgerskab til statsløse børn født i Danmark, medfører det også at deres forældre er sikret ophold i Danmark. Dette skyldes både FN-konventioner, samt afgørelser fra EU-domstolen, så selv hvis forældrene begår meget grov kriminalitet, ville vi ikke kunne udvise dem. Blandt andet derfor bør statsløse børn ikke få statsborgerskab fra fødslen. Der bør dog heller ikke tildeles statsborgerskab til voksne statsløse, da vi ikke vil have mulighed for at fratage dem det igen, hvis det skulle vise sig, at de ikke ønsker Danmark det godt. Statsløse bør derfor som udgangspunkt slet ikke kunne opnå dansk statsborgerskab.
Vi bør afratificere statsløsekonventionerne, og i stedet arbejde for at de lande, hvor de statsløse befolkninger stammer fra, anerkender deres forpligtigelser overfor egne borgere, og tager dem hjem igen.
I dag sker det ofte, selv ved gentagen og grov kriminalitet, at kriminelle med udenlandsk statsborgerskab ikke bliver udvist. Udlændinge bør udvises så hurtigt som muligt efter dom og/eller afsoning af straf, og fratages ret til genindrejse i Danmark for altid.
I dag er det sådan, at den kriminelles rettigheder vægtes højere end hensynet til Danmarks lovlydige befolkning. Et eksempel er den såkaldte ”sigøjnerboss” Levakovic og hans familie. Hans søn, Jimmi Levakovic, fik i marts 2019 dom i højesteret for, at han ikke kunne udvises trods hans lange synderegister. Baggrunden for dommen er at finde i den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dens regler for retten til familieliv. Det var blandt andet hensynet til hans hustru og tre mindreårige børn, der gjorde at han ikke blev udvist. Dette på trods af at hverken han, hans hustru, eller deres børn, har dansk statsborgerskab.
Det er klart, at den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke altid tjener danske interesser. Derfor bør den skrives ud af dansk lov eller i det mindste ignoreres, hvis den udsætter danske borgere for øget risiko for kriminalitet. Her bør hensynet til Danmark og dets indbyggere veje tungest.
Danmark bør så vidt muligt undgå, at udlændinges afsoning af fængselsstraf finder sted her i landet. I stedet skal der etableres aftaler om at afsoning kan foregå i hjemlandene, eventuelt mod betaling. Når en kriminel udlænding bliver idømt fængselsstraf og efterfølgende udvisning, er der ingen grund til at personen skal tage plads i et dansk fængsel. Derimod giver det fint mening, at vedkommende forlader Danmark så hurtigt som muligt. Den dømte bør ikke kunne rejse lovligt ind i Danmark igen nogensinde.
Et af de problemer vi har i dag, er at vi har svært ved at sende kriminelle migranter tilbage til egne lande, da en del af disse lande ikke tager imod tvangshjemsendte. Der bør arbejdes aktivt for at etablere aftaler med disse lande, så det bliver muligt at hjemsende deres medborgere, skulle det være nødvendigt.
Lande der nægter at tage imod tvangshjemsendte, og som ikke vil indgå aftaler med Danmark om hjemsendelse, bør ikke kunne modtage udviklingsbistand, ligesom vare fra de lande bør pålægges en straftold. Ligeledes bør det under ingen omstændigheder være muligt for personer fra disse lande at rejse ind i Danmark. Det burde være naturligt, at man kun lader folk komme ind i Danmark, hvis man kan sikre, at de forlader landet igen, såfremt de skulle begå kriminalitet.
Hvis vi virkelig skal vende udviklingen, så andelen af migranter med ikke-vestlig baggrund i Danmark skal falde i stedet for at stige, så skal det prioriteres politisk, der skal udvikles politik og der skal være en myndighed til at gennemføre remigrations-tiltag. En selvstændig remigrationsstyrelse er nødvendigt, hvis man har alvorlige intentioner om at dæmme op for masseindvandring og arbejde for at flere herboende migranter vender tilbage til deres oprindelseslande.
Remigrationsstyrelsen vil bl.a. kunne administrere de midler, der gives til migranter, der vælger at forlade Danmark frivilligt, stå for kampagner for remigration, og føre kontrol med at andre myndigheder ikke modarbejdede den samlede remigrations-indsats. Ligeledes ville hjemsendelser af udviste asylansøgere, kriminelle udlændinge, illegale migranter og andre, der ikke længere har lovligt ophold høre under denne myndighed.
Den nuværende regering har allerede taget et skridt i en rigtig retning ved at oprette Hjemrejsestyrelsen. Denne nye styrelse har dog kun til formål at få de mange herboende migranter, der allerede er udvist, til at rejse hjem. Dette er langt fra nok, men er et fint sted at starte, hvis man vil opbygge en egentlig Remigrationsstyrelse, som beskrevet her. Det foreslår vi, at man gør.
Som det er i dag, kan man som herboende migrant modtage et større beløb for at vende tilbage til sit hjemland. I dag er det dog muligt, at man kan vende tilbage til Danmark indenfor en periode. Det foreslås, at ordningen fastholdes, men at beløbet forhøjes og man til gengæld ikke får mulighed for at vende tilbage, skulle man tage imod tilbuddet.
Tilbuddet formidles aktivt igennem oplysningskampagner, der skal få flere til at tage imod tilbuddet. Der etableres en Remigrationsfond, med øremærkede midler, som skal sikre, at der er penge til at finansiere udgifterne.
Der bør føres oplysningskampagner i oprindelseslandene, som opfordrer migranter til at blive hjemme. Dette giver især god mening, hvis man samtidigt vedtager et stop for asyl. Potentielle migranter, bør have mulighed for at få oplysning om, at de ikke længere er velkomne i Danmark.
Vi ved, at selv de taler og kampagner, som føres af europæiske politikere rettet mod deres egne befolkninger ofte bliver set i hjemlandene og kan inspirere til migration til Europa. Moderne kommunikationsteknologier findes også i lande udenfor Europa, og der bliver fulgt med i, hvad der foregår her. Derfor skal man ikke undervurdere betydningen af målrettede kampagner, der skal mindske motivationen til at migrere til Europa.
Der skal også være et fokus på farerne ved at rejse til Europa, da vi ved at mange bruger flere år på at nå til Europa, og udsættes for grove overgreb af menneskesmuglere, ligesom mange må vende om efter at have brugt alle deres og deres families penge på at forsøge at nå Europa. I værste fald kan det endda betyde døden, som vi har mange gange når migranter er druknet på Middelhavet.
Derudover kan man også have fokus på de mange muligheder der eksisterer i migranternes hjemlande. Der er allerede i dag en lang række samarbejder imellem Danmark og andre europæiske lande, og de lande som migranterne rejser fra. Disse samarbejder handler om, at give uddannelse og fremtidsmuligheder i hjemlandene. Der kan fokuseres yderligere på disse samarbejder ligesom der kan informeres om, at de eksisterer.
Familiesammenføring er en stor kilde til indvandring. I 2019 var der over dobbelt så mange, der har fået fået ophold på grundlag af familiesammenføring, som der er asylansøgere, der har fået ophold på grundlag af asyl. Dette er ganske normalt, og således var mønsteret det samme i 2018. Derfor foreslår vi, at kun personer, der har dansk statsborgerskab kan opnå familiesammenføring i Danmark. Dette vil typisk være danskere, der gifter sig med en person, der er statsborger i et andet land. Asylsansøgere vil således ikke kunne tage deres familie med sig, hvis de har opnået grundlag på baggrund af asyl.
Om dette kan gennemføres kommer an på, hvordan man tolker den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dog skriver Justitsministeriet i ”Notat om internationale forpligtelser på udlændingeområdet og statsborgerretsområdet fra 2012:
”Det kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Der skal i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om familiesammenføring med en herboende person, foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt – bl.a. ud fra Danmarks interesse i at kontrollere indvandringen – at meddele afslag på opholdstilladelse.”
Således kan man argumentere for, at hvis Danmarks interesse i at kontrollere indvandringen bliver meget omfattende, så vil man også kunne begrænse familiesammenføring yderligere, sætte det på pause i en periode eller stoppe det helt.
Alternativt er det selvfølgelig også muligt at træde ud af en konvention, hvis det at opretholde den skader Danmark og danske interesser.
Danmark bør ikke modtage flere migranter på asylophold overhovedet. Der bør derfor vedtages et fuldstændigt asylstop. Ønsker man fortsat at hjælpe, så kan man i stedet yde støtte til hjælp i nærområderne. Ikke alene er leveomkostningerne i Danmark langt højere end i nærområderne, så vi kan hjælpe langt færre mennesker her, men ved at lade folk søge asyl her er vi med til understøtte kriminelle netværk af menneskesmuglere, samt motivere asylansøgere til at udsætte sig selv for fare, ved at forsøge at rejse til Europa.
Hvis migranter ankommer til vores land, og søger spontan asyl bør det føre til en automatisk afvisning og hjemsendelse, samt udelukkelse fra eventuelle hjælpeprogrammer i nærområdet. Vi skal på alle måder forsøge at gøre det så uattraktivt som muligt at søge mod Danmark. Trafikken fra syden mod norden skal stoppes.
Selv hvis man ikke vælger at stoppe fuldstændigt for asyl, men stadig vælger at modtage migranter, som kan få asylophold efter FN’s kvoteordning, så bør man stadig holde fast i et fuldstændigt stop for spontan asyl. Således at, hvis man dukker op ved Danmarks dørtrin og søger om asyl, så fører det til en automatisk afvisning af ens ansøgning og efterfølgende hjemsendelse.
Man anslår at der findes over 20.000 illegale migranter i Danmark. Det er ikke acceptabelt, at vi ikke selv har kontrol over, hvem der befinder sig i vores land. Der er i dag ingen særlig indsats overfor illegale migranter og det er uden større problemer for illegale at opholde sig her i landet.
Der bør foretages en grundig kortlægning af omfanget af illegal immigration og der skal tilføres midler til politiet, så der kan blive oprettet en særlig enhed, der skal finde frem til de illegale migranter, der derefter bør udvises administrativt, ligesom de bør blive pålagt et indrejseforbud.
Det er i dag allerede ulovligt at gøre brug af illegal arbejdskraft. Der er høje bøder og mulighed for at idømme fængsel indtil to år. Dette er dog ikke nok, da der i dag er titusindvis af illegale migranter i Danmark. Danmark ville ikke være tiltrækkende for de illegale migranter, hvis ikke de kunne brødføde sig selv, fx via illegale ansættelser. Ansvaret for at sikre, at der ikke er tale om illegal arbejdskraft skal ligge hos arbejdsgiveren. Vi foreslår at man indfører et register over udlændinge med arbejdstilladelse, hvor arbejdsgivere kan ajourføre sig i forbindelse med ansættelse af udenlandske arbejdere, og derved sikre sig at de ikke ansætter illegal arbejdskraft. Der indføres en minimumsstraf, som indebærer betinget fængsel, hvis de på trods af dette, vælger at ansætte illegal arbejdskraft. Ligeledes skal man miste retten til at drive selvstændig virksomhed, hvis man dømmes gentagne gange for brug af illegal arbejdskraft.
Der findes adskillige organisationer, der under dække af humanitær aktivitet, hjælper aktivt med til illegal immigration til Europa. Enhver økonomisk støtte til NGO’er, der aktivt transporterer eller medvirker til at illegale migranter kommer til Europa, skal forbydes, i det de klart må anses som værende et kriminelt netværk. Vi har i forvejen en lov mod at støtte terrororganisationer økonomisk, og man kunne lade sig inspirere af denne.
En sådan lov vil ikke påvirke støtte til NGO’er i fx Middelhavet, der samler migranter op, der forsøger at krydse havet i gummibåde, så længe de bare sejler dem tilbage til den afrikanske kyst, i stedet for at hjælpe dem til Europa. Et sådant forbud vil derfor ikke have negativ indflydelse på den påståede humanitære indsats, men alene på den illegale immigration til Europa.
For at kontrollere indvandringen til Europa bør der etableres emigrations-zoner i nærområder, hvor migranter opsamles og forhindres i at fortsætte til Europa i samarbejde med nationerne i nærområderne. Zonerne etableres med økonomisk støtte og eventuel militær bistand.
Det er ikke nok at kontrollere Europas ydre grænser. Indvandringen skal stoppes i nærområderne. Vi sender gladeligt soldater ud til fremmede egne, hvor vi ingen interesser har. Skal vi yde militær støtte, så bør det i det mindste være steder, hvor det kommer vores egen befolkning til gavn, ved at støtte lokale regeringer i grænselandene uden for Europa.
Braindrain er et problem i mange fattige lande. De dygtigste forlader deres hjemlande for at søge lykken i Europa, i stedet for at opbygge velstanden derhjemme. Dette braindrain støtter vi pt. med tiltag som beløbsordninger, fast-trak, og positivlisten. Disse har en pull-effekt på ikke-europæere, som ikke er ønskelig, såfremt man ønsker at vende den udvikling som masseindvandringen har påført vores lande.
I stedet bør vi lade hensynet til opbygning af deres hjemlande, veje højere end hensynet til økonomisk vækst og vores lokale virksomheders umiddelbare behov. Disse ordninger gør det muligt for tusindvis af ikke-europæiske migranter og deres familier at komme til Europa hvert år, og bidrager således til de voldsomme demografiske forandringer.
Mangler man ansatte, er der folk, der mangler arbejde både i Danmark og indenfor EU, hvor man kan finde arbejdere, der har en kultur, der er tættere på den danske og derfor nemmere lader sig integrere i det danske samfund.
Det kan stadig være muligt for ikke-europæiske studerende, at komme til Danmark for at læse, men de skal forlade landet efter endt uddannelse. På denne måde vil de både kunne dygtiggøre sig, og hjælpe deres hjemlande, og vi vil kunne drage nytte af dem på vores universiteter og i forskning.
I dag er Europas ydre grænser ikke ordentligt beskyttede. FRONTEX bør tilføres flere midler og udvides kraftigt. Som vi har set i forbindelse med tilstrømningen af migranter ved den tyrkisk-græske grænse, er FRONTEX slet ikke stærk nok til at kunne yde beskyttelse, og det har vist sig ar ofte fungerere mere som NGO end som grænebevogtning. Fra dansk side skal vi kræve, at EU’s ydre grænser skal beskyttes ordentligt og sker det ikke, skal vi i første omgang suspendere vores medlemskab af Schengen-zonen, og hvis der ikke indenfor en overskuelig årrække er sket forbedring endeligt træde ud. Den fri bevægelighed indenfor EU er kun mulig, hvis de ydre grænser bevogtes.
De svageste danskere bør kunne leve i trygge omgivelser. I dag tilbydes de boliger i områder, der ofte er domineret af parallelsamfund og medfølgende utryghed. Socialt boligbyggeri bør derfor udelukkende være for danskere og herboende borgere i europæiske lande. Skal en med statsborgerskab, der ikke er dansk eller er hjemmehørende i et europæisk land bo i et socialt boligbyggeri, skal vedkommende være gift med en dansk statsborger og bo der sammen med sin ægtefælle.
Det samme bør gælde for alle sociale overførselsindkomster. Er man her som ikke-vestlig migrant, er man forpligtet til at kunne forsørge sig selv. Ligesom socialt boligbyggeri, bør disse være fortrinsvis være beregnet til de svageste danskere.
Muligheden for at modtage billig bolig og overførselsindkomster er med til at gøre Danmark tiltrækkende for mange ikke-vestlige migranter. Det vil være langt mere tiltrækkende at modtage et beløb for at rejse tilbage til sit oprindelsesland, hvis den mulighed ikke længere er til stede. Samtidigt vil det give bedre mulighed for at vi kan tage os ordentligt af de danskere, der har brug for hjælp.
Offentlige arbejdspladser bruger tid og penge på at udarbejde mangfoldighedspolitik og opfordrer særligt ansøgere med anden etnisk baggrund til at søge. Dette skal afskaffes fuldstændigt i det offentlige. Det er i forvejen ikke tilladt for arbejdsgivere, at vælge ansøgere på baggrund af deres etniske herkomst, at offentlige arbejdspladser derfor bruger ressourcer på særligt at tiltrække og tilgodese ansøgere med anden etnisk baggrund er spild, de skal ikke have særbehandling, men skal søge på lige fod med alle andre.
Det skal være muligt at forbyde udenlandsk finansiering af religiøse foreninger og organisationer, hvis pengene kommer fra særlige lande. Det kan være lande, som har radikalt anderledes værdier end vi har i Danmark, og som kan være til skade, hvis de udbredes i Danmark. Ligeledes kan det være lande, som anvender de religiøse foreninger til udbredelse af radikale politiske synspunkter eller ulovligheder.
Et eksempel kan være de tyrkiske moskeer, der har fungeret både som steder, hvor Erdogan-styrets ideologi er blevet udbredt, og som centrum for spionage mod herboende tyrkere, der er modstandere af styret. Selv om der ingen tvivl er om at dette foregår, så har man i dag ingen muligheder for at mindske det tyrkiske styres kontrol med moskeerne i Europa. Dette kunne være en måde, at begrænse denne indflydelse på.
Alle nye bygninger og større tilbygninger skal leve op til et sæt retningslinjer, der skal garantere, at der bygges således, at bygningen ikke afviger væsentligt fra dansk og europæisk byggetradition. Hvis der skal søges dispensation fra disse retningslinjer, så skal det i offentlig høring, for på den måde at sikre, at lokale beboere har mulighed for at gøre indsigelser inden der bygges bygninger med et radikalt anderledes udtryk i deres område.
Det er vigtigt at vi værner om vores særlige danske og europæiske arkitektoniske traditioner. Det ses tydeligt i mange kvarterer rundt omkring i de større danske byer, at tilvandrende traditioner har sat sit præg på bybilledet. Dette er med til at skabe rum for parallelsamfund, samtidigt med at det erodere vores traditionelle arkitektur og bybillede.
Hvis der foreligger en mistanke om, at der prædikes radikale religiøse ideer hos en religiøs organisation eller hos en forening, skal det være muligt at kræve afskrifter af prædikener/taler fra organisationen, ligesom det skal være muligt at komme på uanmeldt besøg og overvåge prædikener og taler, samt besigtige religiøst materiale hos organisationen. Er sproget et andet end dansk eller engelsk, kan man kræve, at organisationen selv afholder udgifterne til oversættelse.
Da radikale religiøse aktiviteter i høj grad foregår udenfor officielle religiøse organisationer, fx i såkaldte kulturelle foreninger og lignende, er det afgørende, at der er mulighed for også at undersøge og kortlægge aktiviteterne disse steder. Oplysningerne skal anvendes til at vurdere det generelle trusselsbillede fra radikale religiøse miljøer, og til at iværksætte anti-radikaliseringstiltag. Det er ikke ønskværdigt, at vi har en mængde radikale religiøse grupper her i landet, som er fjendtlige overfor stat og folk, som vi ikke har mulighed for at føre kontrol med.
Hvis en forening eller organisation beviseligt samarbejder med internationale terrornetværk, fx ved at støtte dem på forskellig vis,bør det være muligt at nedlægge organisationen, samt at beslaglægge deres ejendom. Det bør ligeledes være muligt at fører et skærpet opsyn med de ledende medlemmer, og nedlægge forbud imod at de igen stifter eller indgår i organisationer i fællesskab.
Det er i dag forbudt at slagte efter den traditionelle halal-metode i Danmark. I stedet slagtes der efter en modficeret halal-metode, hvor dyrene bedøves først, som det er påkrævet ifølge dansk lov, for at sikre dyrevelfærd. Traditionelt halal-slagtede produkter kan dog fortsat importeres. Der er ingen grund til at ændre på disse regler. Til gengæld bør alle halal-produkter, både de der er produceret efter danske regler, og de der er produceret på traditionel vis, pålægges en statslig afgift.
Indtægterne fra denne afgift anvendes til at finansiere økonomiske incitamenter til remigration som i forslag 10. Midler som kommer ind via denne afgift går således til den øremærkede Remigrationsfond, og dermed bliver udgiften ikke pålagt danske skatteydere.
Det bør ikke være muligt at tilvælge halalkød i offentlige institutioner. For at modtage en halal-certificering, betales der afgifter til internationale islamisk organisationer, disse organisationer bør ikke støttes af den danske stat. Derimod bør offentlige institutioner være steder, der fremmer dansk identitet, også når det kommer til madkultur. Derfor bør disse fokusere på at servere mad baseret danske madtraditioner, frem for et globaliseret køkken.
Parallelsamfund har en uheldig pull-effekt på migranter. Er der allerede et veletableret parallelsamfund, er det nemmere at komme til at land og etablere sig som migrant, ligesom flere vil søge mod de lande, hvor sådanne findes. Derfor er det vigtigt, at man fra myndigheders side er opmærksom på geografiske koncentrationer af migranter, samt på etableringen af institutioner af herboende migranter og andet, der kan være tegn på at parallelsamfund er ved at opstå.
Vi har allerede i dag regler for hvor migranter på asylophold må bo, for at forhindre at de samler sig i ghettoer. Denne praksis bør der bygges videre på, så der sættes regler for, hvor ikke-europæiske migranter må bosætte sig i de første ti år de bor i Danmark. Dette vil være med til at forhindre, at der skabes parallelsamfund, ligesom det vil tvinge migranterne til at indgå i relationer med det danske samfund, og dermed reducere risikoen for at de isolere sig i enklaver med deres landsmænd.
Der bør også etableres regler, der sikrer, at kulturforeninger og lignende institutioner der opstår med store koncentrationer af migranter, aktivt inddrager dansk kultur i deres arrangementer og arbejde. Ligeledes bør sådanne foreninger ikke kunne modtage offentlige midler, eller benytte offentlige lokaler, da de har til formål at fastholde folk i en fremmed kultur.
I årevis har vi indrettet undervisningen i vores skoler efter globalisering og kosmopolitisk kultur. Samtidigt har vi i flere generationer skruet ned for undervisning i egen historie, myter og kultur i en sådan grad, at de færreste har et ordentligt kendskab til deres egen baggrund og tradition. I en tid, hvor alle muligheder står åbne, er det særligt vigtigt, at have et godt fundament for egen identitet – at vide, hvem man er.
I dag står der i Folkeskolelovens §1 at Folkeskolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der ”gør dem fortrolige med dansk kultur og historie”. Dette skal skærpes, således at det er tydeligt, at Folkeskolen har til formål at give eleverne et indgående kendskab til egen kultur og historie, og at disse aspekter skal have forrang i alle de fag, hvor det giver mening.
I praksis kan det fx betyde flere undervisningstimer dedikeret til både dansk, men også bredere europæisk historie, et dansk kulturfag og flere dansktimer med tid til at lære om både klassisk og nyere dansk litteratur.
I en globaliseret verden med stærke kulturelle impulser udefra, består dansk identitet ikke af sig selv. Det er noget, der skal arbejdes for at fremme. Det kan være kampagner og indsatser, der fremmer viden om egen historie og baggrund, fremme fejringen af danske traditioner, madkultur, og meget andet, der er med til at udgøre den danske identitet. Ligesom det kan være fremme af dansk identitet i mange forskellige sammenhænge, således at det tænkes ind i de politikker man måtte have i offentlige institutioner, politiske tiltag på mange områder, etc.
I forhold til indvandring, er det langt nemmere for de migranter, der måtte blive boende i vores land, at tilpasse sig et samfund med en stærk og levende dansk identitet.