Etnopluralisme – En introduktion

Et af den identitære strømnings basale principper, er det vi kalder etnopluralisme. Det er en grundlæggende tilgang, der adskiller grupper som Generation Identitær og den bredere identitære bevægelse både fra venstrefløjen, liberalister og den traditionelle højrefløj. Her vil vil gøre rede for, hvad etnopluralisme betyder.

Helt grundlæggende

Etnopluralisme bygger på det faktum, at der ikke findes verdenskultur, men at kultur altid er bundet til et folk: Kultur er altid et folks kultur. Enhver kultur er etnisk kultur; er national kultur. Som mennesker er vi altid bundet af den kultur, hvorfra vi kommer og ser verden derfra. Dette betyder også, at når vi vurderer andre kulturer, gør vi det med vores egne kulturelle briller på. Derfor findes der heller ikke en objektiv målestok for kulturer, for en sådan vil altid have rod i betragterens egen kultur. Som danskere er vi glade for vor egen danske kultur, og den bredere europæiske sammenhæng, som den indgår i. De fleste af os synes (forhåbentlig), at vores kultur og værdier er langt overlegne andre folkeslags. Men dette er ikke et objektivt faktum – det er derimod en subjektiv betragtning.

Ligegyldigt, hvilken målestok man sætter op, fx graden af frihed, antallet af opfindelser, rigdom eller hvad det nu kan være, vil det altid have bund i ens egne kulturelle værdier og forudsætninger – det vil være udtryk for det partikulære i ens egen kultur frem for det universelle. Etnopluralismen er båret af denne erkendelse, og ser nærmere de enkelte kulturer som noget, der har en værdi i sig selv. Den danske kultur er således ikke værdifuld fordi den ”performer” bedst på en række parametre, men fordi den er vores egen. Ligeledes må man med rimelighed antage det samme om andre folkeslags kulturer – at den har værdi for dem, og ikke skal vurderes efter vores egen vilkårlige og kulturelt specifikke målestok. Etnopluralismen taler med andre ord for værdien af de enkelte folkeslags kultur, og dermed for en ægte mangfoldighed, forstået helt anderledes end når fx venstrefløjen eller liberalister taler om ”mangfoldighed”.

Ægte mangfoldighed

De to dominerende ideologier i dagens Europa: liberalismen og marxismen, er begge materialistiske og universalistiske ideologier. De antager, at mennesker uanset etniske og kulturelle tilhørsforhold grundlæggende er ens, og er blinde overfor de enorme kulturelle forskelle der er mellem folkeslag. Men lighederne mellem mennesker på tværs af kulturer er ganske få, og forskellene er enorme. De fleste ligheder ligger i det, som vi har til fælles med dyrene – vores kropslige funktioner, vores basale reaktioner og den slags. Derudover findes der en række ”human universals”som man kalder dem, men det er en forholdsvis kort liste. Det som gør os menneskelige er alt sammen noget, der er partikulært frem for universelt. Mennesket er et kulturvæsen og kultur er aldrig universel, men altid partikulær. De universalistiske ideologier har en destruktiv virkning på de enkelte specifikke kulturer, og arbejder for at udviske dem.

Marxismen i sin rene form har været på retur i Europa siden murens fald, men dengang der var en sammenhængende Østblok med centrum i Moskva, så man hvordan kommunismen forsøgte at skabe en enshed imellem landene på den anden side af Jerntæppet. Stærke lokale kulturelle og religiøse udtryk blev forsøgt afskaffet og måske endda forbudt, og man forsøgte at erstatte det med en internationaliseret ”arbejderkultur”, som skulle skabe troskab til staten frem for folket, og solidaritet med det verdensomspændende proletariat. Østblokken findes ikke mere, men den marxistisk inspirerede venstrefløj lever videre i Vesteuropa, hvor man fortsat forsøger at nedtone de partikulære kulturelle udtryk, og nu forsøger at argumentere for en grundlæggende menneskelig ensartethed, mens man arbejder for at øge masseindvandringen.

En langt stærkere nedbrydende kraft end marxismen, er liberalismen. I sin dyrkelse af markedet som det højeste princip for organiseringen af samfundet, er den helt blind for det kulturelle. Her er tale om ting, der kan måles og vejes, og din kultur er underordnet, så længe du kan indgå som en del af markedet, både som arbejder og som forbruger. Det økonomiske menneske handler rationelt med henblik på egne endemål, og agerer på markedet. Har industrien brug for flere arbejdere, så importerer vi dem da bare fra andre lande, og modtagerlandets borgere må afholde de økonomiske, sociale og kulturelle udgifter, i form af socialhjælp, øget kriminalitet, problemer i skoler og andre institutioner, og et fuldstændigt ændret samfund.

Men liberalismen åbner ikke kun for importeret arbejdskraft, men også for de globale markeder og en strøm af billige produkter, der er de samme ligegyldigt, hvor du kommer hen. Et ensrettet globalt marked, der kvæler det lokale og i dag gør, at det kan være svært at se om du befinder dig i en storby i USA, Europa eller Asien.

I modsætning til disse globalt orienterede tendenser fra venstre og højre står etnopluralismen fast på, at de enkelte kulturers værdier og udtryk bør være styrende, snarere end et globalt markedsprincip eller den internationale socialisme. Etnopluralismen er et ønske om en ægte mangfoldighed, som kun kan findes, hvis der er forskellige levende kulturer og folkeslag, frem for det globaliserede samfund med sin enshed i form af kebabshops, burgerbarer og kædebutikker på hvert gadehjørne, en godt blandet befolkning importeret efter behov for falsk ”diversitet” og efterspørgsel efter arbejdskraft, og kommercialiseret underholdning fra verdensproducenterne bragende ud af alle skærme og højtalere.

Imod overherredømme – for forskellighed

Vi europæere har i høj grad været gode til at udbrede vore egne idéer til andre steder, både igennem krige og erobringer, men også igennem vores kolonier, hvor vi ofte medbragte vores religion, vores værdier og vores måde at indrette samfundet på. Dengang var vi ganske åbne omkring det – de lokale befolkninger skulle lære af os, for vi vidste bedre, mente vi.

Med de universalistiske ideologier følger også idéen om universelle rettigheder og værdier. I dag er kolonitiden bag os, men vi fortsætter med at udbrede europæiske idéer til resten af verden, denne gang mindre åbent end i fortiden. Nu gemmer vi vores udbredelse af egne værdier bag uærlig medmenneskelighed. For menneskerettigheder, det liberale demokrati med mere, er idéer som kommer fra Europa. De er ikke universelle, men opstået her hos os, hvor ting som ytringsfrihed og demokrati er opfundet, og derfor også giver mening. Det er ikke uden grund, at det er de vestlige lande, der lever op til menneskerettighedernes krav. De består i nogen grad af rettigheder, som vi under alle omstændigheder ville have i vores lande, ligegyldigt om der var en menneskerettighedserklæring eller ej. Hos os har vi fx ikke ytringsfrihed fordi det er en menneskerettighed, det er derimod en politisk sikret rettighed, der har dybe rødder blandt europæere.

Vi er endda villige til at gennemtvinge disse i Vesten opfundne universelle rettigheder med vold ind imellem. Eksempelvis var det med henvisning til menneskerettighederne, at et enigt Folketing sendte bombefly til Nordafrika og dermed var med til at kaste regionen ud i den ustabilitet vi siden har set, som også har påvirket os her i Europa.

Som etnopluralist anerkender man, at den forskellighed, der findes mellem folkeslag, også kommer til udtryk i forskellighed i styreform, værdier og rettigheder. Hvad der giver mening for den anden, giver ikke nødvendigvis mening for os, og omvendt.

Store forskelle

Netop forskelligheden fra den anden, er det som er med til at skabe identiteten hos et folk. Selv et folkeslag som det svenske, som vi har så utroligt meget til fælles med, er vi også forskellige fra på mange måder, både i sprog, kultur og derfor også politik. Bevæger vi os udenfor Europa, er forskellene naturligvis langt større.

Hos meget fremmede folkeslag finder man andre opfattelser af tid, fysiske rum og hvordan man systematiserer verden, end dem man har i Europa. Hos os har det sidste sin oprindelse hos Carl von Linné, der satte arter af planter og dyr i system, og dermed lagde grunden for den moderne nomenklatur, hvormed vi organiserer den biologiske verden. Anderledes har det set ud i andre lande, som fx Kina, hvor man inddelte dyr og planter efter andre kategorier end os. Selv den måde, hvorpå vi forstår verden omkring os, hænger i høj grad sammen med den etnokulturelle sammenhæng, hvorfra vi møder den.

De sprog vi taler er i høj grad også med til at forme vores forståelse for verden. Der er ting, der er uoversættelige mellem sprog, fordi samspillet mellem folk, kultur og sprog ikke tillader det. Sprog som ligger udenfor vores egen indo-europæiske sammenhæng, har ofte helt andre grammatiske muligheder og kulturen er således indlejret i sprogets strukturer, og er med til at definere de forskelle, der gør enhver universalisme umulig.

Frisættelse af kulturen

I konservative kredse taler man ofte om at bevare kulturen, og selv om dette er meget sympatisk er det langt fra nok. Bevarelse eller beskyttelse af vores kultur er ikke dækkende, fordi det implicit indebærer, at kulturen er statisk, og at den skal beskyttes fra globaliseringens rivende udvikling for at kunne bevares som den er. Et levende folk har en levende kultur, som er i udvikling. Men for etnopluralisten er det vigtigt, at udviklingen sker på egne præmisser, frem for på præmisser sat af globaliseringslystne eliter. Derfor mener Generation Identitær, at det er bedre at tale om en frisættelse af kulturen, end at tale om bevarelse og beskyttelse.

Frisættelse fra den masseindvandring, der er skabt som resultat af markedssamfundets behov for arbejdskraft eller af humanistisk orienteret asylpolitik drevet af selvhad. Ligeledes også en frisættelse fra den ensrettende globale bølge, der eroderer de lokale kulturer og fylder vores gader, stræder og hoveder med verdensomspændende forbrugerkultur, og kvæler det lokale med en konstant strøm af ensrettede produkter i form af fx maskinproduceret føde eller globaliseringsbegejstrede TV-serier.

Et skift

Etnopluralisme handler således om at skabe plads til, at de enkelte kulturer kan trives og udvikle sig frit. Dette er svært, for ikke at sige umuligt, hvis der pludselig skabes store demografiske forandringer, som vi har set det foregå de sidste mange år i Danmark, siden masseindvandringens begyndelse. Dette nye fænomen, hvor store mængder migrerer på meget kort tid, medfører at befolkningssammensætningen ændres i en sådan grad, at den lokale kultur forandres. Gadebilledet ændres, der fejres andre højtider, fremmede religioner fylder og meget andet. Etnopluralisten fastholder, at en masseindvandring som den vi har set, er og bliver en ødelæggende kraft for det lokale.

Skal kulturen for alvor frisættes, skal den prioriteres både af befolkning og ikke mindst politisk. I en verden, hvor universelle værdier har været normen i så mange år, er etnopluralismens skift mod det partikulære mere end tiltrængt. Det er absolut nødvendigt, hvis der også skal eksistere et Europa i fremtiden.