Når konservative afslører sig selv som liberalister

På det sidste har der været en del angreb på Generation Identitær fra medlemmer af Det Konservative Folkeparti (DKF), der i deres retorik vel nok mest har mindet om det, der kommer fra den alleryderste venstrefløj. Det er svært at kalde det en debat, når det mest handler om at tilskrive os holdninger, vi ikke har, eller bare at bruge skældsord. Derfor har vi da også hidtil grebet det humoristisk an, for som man råber i skoven, får man svar.

Men skal man lægge det morsomme på hylden et øjeblik, så er det i sandhed en afslørende debat, der siger meget om, hvor DKF befinder sig i disse år. Et glimrende eksempel finder vi på Jens Kindbergs blog på Jyllandsposten; Kindberg er ikke den mest fremtrædende konservative, men han er FT-kandidat i Nordjylland og beskriver sig selv som ”erhvervsmand”. Det sidste er nok meget sigende for hans positionering for netop købmandsmentaliteten er, hvad der dominerer DKF i disse år, og det har den gjort meget længe.

Tag gerne afstand

Kindberg har som et indlæg i den verserende ikke-debat skrevet noget om, at alle ”borgerlige” bør tage afstand fra Generation Identitær. Her vil vi til at starte med sige, at det, er helt i orden. Hvis dem, der er skyld i de enorme problemer, vi har i Danmark, og her har DKF ikke en ubetydelig del af den, føler behov for at tage afstand fra dem, der med fredelige midler forsøger at sørge for, at der også er et Danmark i fremtiden, så er det fint med os. Tag endelig afstand, og fortsæt med jeres fokus på global kapitalisme, vækst og de dertilhørende dagsordener. Uanset hvor meget afstand I tager, så vil problemerne, forårsaget af masseindvandringen, fortsætte, for I har ingen løsninger på dem, og jeres ansvar for problemerne mindskes ikke af, at I forsøger at tale problemerne ned

DKF finder, at andre ting er vigtigere, end at beskytte selve det land, som konservative burde sætte højest. Man forestiller sig i konservative rækker, at hvis man skruer lidt på udlændingepolitikken, laver den helt rigtige form for integrationstiltag, vælger de rigtige asylmodtagere, osv., så skal det nok gå alt sammen. De tror man kan fortsætte med at drive et forbrugsdrevet samfund, fremme globalt orienterede mål og værdier, og yderligere atomisere befolkningen, der i stigende grad ikke har nogen som helst kontakt til, hvem de er og det folk, som de er en del af, som konsekvens af forbrugsmentaliteten.

“Et af de definerende træk ved den identitære strømning er den måde, vi opfatter identitet på. Vi mener, at identitet er baseret på både kultur og etnicitet, og er på den måde et samspil mellem noget dynamisk og noget kontinuerligt. Det er det, vi kalder etnokulturel identitet.”

Der er med andre ord tale om, at DKF er et managementparti. Der er store ord, moralske domme, men ingen konkrete løsningsforslag, udover at trække på allerede udtømte floskler som ”integrationstiltag”. De har ingen visioner, og det, de mener er konservative værdier, er højest en form for socialliberalisme pakket ind i lidt gammeldaws form. Kindbergs indlæg i Jyllandsposten er sådan set et perfekt eksempel på dette.

Obligatorisk nazikort

Kindberg mener i sit indlæg, at vi i Generation Identitær lyder som ”racetænkere”, når vi ”bruger ord som etnicitet, etnokultur og lignende”. Ja, selve det at bruge ordet etnicitet – eller snarere, som vi rent faktisk gør, tale om etnokulturel identitet – er lig med racetækning, selv om vi holder fast i, at der ikke findes en særligt dansk race. Racetænkning er os fremmed, som vi ofte har gjort klart. Vi tager den lige igen:

”Et af de definerende træk ved den identitære strømning er den måde, vi opfatter identitet på. Vi mener, at identitet er baseret på både kultur og etnicitet, og er på den måde et samspil mellem noget dynamisk og noget kontinuerligt. Det er det, vi kalder etnokulturel identitet.

Vores forståelse bygger på en helhedsopfattelse, hvor vi anerkender, at identitet er en kompleks størrelse, der ikke kan reduceres til hudfarve, om du spiser frikadeller eller fejrer jul. I stedet handler det om at være del af en lang historie og den gradvise udvikling af kulturelle praksisser, der har rod i det folk, de er vokset ud af. De forskellige dele kan ikke skilles ad, for det er helheden, der udgør identiteten. Kulturen svæver med andre ord ikke frit i luften.

Vores syn står derfor i modsætning til det gamle højre, hvor man typisk har haft et ensidet syn på identitet igennem forskellige forståelser af race, IQ-kvotienter og så videre. På samme vis står det også i modsætning til den opfattelse, man har inden for liberalismen, nationalismen og på venstrefløjen, hvor man udelukkende opererer med identitet som et kulturelt produkt eller som en legalistisk konstruktion, der opnås igennem statsborgerskaber eller valgdeltagelse.”

(Fra ”Etnokulturel identitet – forklaret”)

Etnicitet, altså det at tilhøre et folk, er et fyord for Kindberg. Vi minder lige om, at der her er tale om en konservativ – i hvert fald på papiret. Men det stopper ikke her, for Kindberg synes faktisk også, det er ret mistænkeligt, når vi nævner forfædre, som vi gør i det følgende:

”[…] For kulturelle praksisser og værdier ændrer sig langsomt over tid, men det er uforanderligt, hvem dine forfærdre er. Havde vi ikke den etniske kontinuitet, var vi ikke et folk, men løsrevne individer uden forbindelse til vores lange historie, og de skikke og traditioner, vi havde, kunne ikke sættes i forbindelse til en lang række af vores forfædre.”

(Fra ”Etnokulturel identitet – forklaret”)

Dertil skriver Kindberg: ”Dette fokus på forfædre lugter foruroligende meget af den metodiske slægtsforskning, der fandt sted syd for grænsen i forrige århundrede for at bestemme, hvorvidt man skulle have frataget alle sine ejendele og sendes i lejr, eller om man skulle være med til at bygge et nyt Stor-Tyskland op.”

“Med sine evindelige nazi-referencer fortsætter Kindberg en fin, (små)borgerlig tradition, for den slags har lydt mange gange fra hans eget parti mod Dansk Folkeparti og andre, der har vovet at tage kampen i de tidlige år (og som fortjener stor tak for det).”

Det lader til, at Kindberg foretrækker det identitetsløse 68’er-samfund, hvor man er helt individualiseret uden forbindelse til det, der kom før, eller det, som kommer efter. Det er netop det liberalistiske forbrugersamfund som, vi lever i nu, hvor maksimering af nydelse og emancipation for den enkelte er i højsædet, der er en stor del af årsagen til, at vi ikke passer på det samfund, som vi har arvet fra dem, som gik os forud. Når vi er kommet dertil, at en konservativ skælder og smælder og griber efter sin revolver, hver gang nogen nævner ordet ’forfædre’, så viser det med al tydelighed, at man har forladt det konservative tankegods og i stedet har bevæget i retning af en form for liberalistisk, utopisk tankegang. Der, hvor mennesker ikke er bundne af deres ophav, kultur, historie m.m., men er fritsvævende abstraktioner, der tager frie valg på markedet.

Det er ifølge Kindberg åbenbart også nazisme når man taler om de demografiske forandringer, der er sket, siden DKF var med til at åbne sluserne for masseindvandringen i 1983. Vi bruger ordet ’befolkningsudskiftning’ om det fænomen, at der er en stigende andel af ikke-vestlige og efterkommere og en faldende andel af de indfødte befolkninger i mange lande i Europa. Man kan synes, at det er en god ting eller en dårlig ting, at dette sker, men det er et statistisk faktum, at det sker. Alligevel synes Kindberg, at ordet ” smager ret meget af racetænkning, med en knivspids kanel for at skjule den dårlige og ret bitre smag af det 20. århundredes største fejltagelse”. Med sine evindelige nazi-referencer fortsætter Kindberg en fin, (små)borgerlig tradition, for den slags har lydt mange gange fra hans eget parti mod Dansk Folkeparti og andre, der har vovet at tage kampen i de tidlige år (og som fortjener stor tak for det).

Demografi betyder noget

For Kindberg er det altså uden betydning, at der sker store demografiske forandringer. En af hans indvendinger lyder ”Man må – ifølge de identitære – forstå, at befolkningsudskiftningen rammer hele den EUROPÆISKE befolkning, og man kan derfor meget hurtigt udlede, hvem man vil undgå. Det er de mellemøstlige og afrikanske folkeslag, man gerne ser så lidt til som muligt. ”

Hertil kan vi kun sige, at folk, der kommer hertil fra fx Mellemøsten og Afrika ikke er ”blanke tavler”, men mennesker, der medbringer deres egen kontinuitet, historie, kultur, etc. Hvis man er fra Ghana eller Pakistan, har man en kultur, der er meget længere væk fra den danske, end hvis man er fra Sverige eller Storbritannien. Derfor er det også nemmere at passe ind i Danmark, hvis man kommer fra en nærliggende kultur, som vi deler historie med, end hvis man kommer fra en meget fremmed kultur. Det, mener vi, er en meget banal sandhed, som selv et skolebarn kan erkende.

At det har skabt enorme problemer at lade så mange fra netop de egne, som Kindberg nævner, komme til Europa, er stort set alle enige om. Kig på Frankrig, kig på Storbritannien, kig på Sverige, kig på Danmark. Det samme billede tegner sig alle steder. Vi har nu områder, hvor den oprindelige kultur er mere eller mindre væk, nye former for kriminalitet, medbragte konflikter fra hjemlandene, dårligere skoler, og man kan blive ved. Det har været et emne i politik i årevis, men det er åbenbart forbigået Kindbergs opmærksomhed.

Så ja, befolkningssammensætningen betyder noget, Kindberg. Det ville enhver, der var ikke kun var konservativ af navn, men også af gavn, kunne sige uden problemer.

Hvad er et folk?

En konservativ, som Kindberg nok må mene minder ham om et eller andet fra tredivernes Tyskland, er Christian Egander Skov. Skov er ingen fan af Generation Identitær, på trods af at han i høj grad deler den måde, hvorpå vi taler om, hvad der definerer et folk. Men vi er ikke så optagede af, hvem der kan lide os, men mere af, hvad de mener om de vigtige spørgsmål. Han har flere gange forsøgt at give et bud på, det og her taler han blandt andet om det slemme ord ’etnicitet’. Skov skrev i 2019:

”Forholdet mellem det etniske og det nationale handler ikke om brud, men om kontinuitet.” og videre:

”Der er gode grunde til at tage afstand fra etno-nationalismens redaktion af nationalitetsspørgsmålet til blod og biologi. Vi kender resultatet. Men også sagligt set er der grund til at afvise anetavle-nationalismen. Etniske identiteter indikerer ikke reelle afstamningsfællesskaber, men en delt myte om fælles ophav og fælles historie.

Det etniske viser sig hurtigt at være et spørgsmål om kultur og historie.Men dermed er vores problemer ikke ovre. For den etniske identitet, vi nu bedre kan forstå som historisk-kulturel, er heller ikke just pivåben. ”Vi” ved, at ”vi” nedstammer fra vikingerne. ”Vi” ved også, at ”vi” tabte flåden til England i 1807, men vandt over Tyskland i fodbold i 1992. Det er ikke i sig selv et problem. Tværtimod.

Men vores nye arabiske nabo deler ikke nødvendigvis denne forestilling. Selvom han er blevet statsborger, og selvom han måtte dele ”danske værdier”, vil han kun vanskeligt trænge ind i den nationale identitets inderste kerne.”

“For os er det uforståeligt, at konservative kan finde det problematisk at ville sikre den tillid og den fortsatte tilstedeværelse af en dominerende dansk kultur i det lille land kaldet Danmark.”

For Skov har dette altså en betydning, men ligesom for os er det ikke alt-afgørende. Som Skov også har sagt, så er nationen ikke en ”hundekennel”. Også det er vi enige i, om end Skov tror noget andet. Vi skrev i 2018 følgende:

”Helhedsopfattelsen af identiteten er vigtig, fordi det er det, der gør, at et samfund kan hænge sammen. I diskussioner om dansk identitet i dag ender det ofte med, at der fokuseres på enkelte, løsrevede praksisser, som bruges til at definere vores identitet. Her fremføres det ofte, at man skal være en del af det danske demokrati og stemme til valg, eller at man skal tro på ligestilling og spise nogle bestemte ting.

Debatten om den danske identitet kan derfor nemt komme til at virke lidt fjollet, når den baserer sig på så simple, enkelte praksisser. Den danske identitet er en helhed, som er noget, man har, fordi man er en del af det danske ”vi”.

Det danske ”vi”, er det ”vi”, der går på tværs af generationer. Det ”vi”, der gør, at vi kan handle i fællesskab. Det ”vi”, der blev besat af tyskerne under Anden Verdenskrig, og det ”vi”, der besejrede svenskerne ved Ölands Odde. Det ”vi” og det etniske element er det, der gør, at der er en kontinuitet. For kulturelle praksisser og værdier ændrer sig langsomt over tid, men det er uforanderligt, hvem dine forfærdre er.

Havde vi ikke den etniske kontinuitet, var vi ikke et folk, men løsrevne individer uden forbindelse til vores lange historie, og de skikke og traditioner, vi havde, kunne ikke sættes i forbindelse til en lang række af vores forfædre.

Det er det danske ”vi”, der skaber det fællesskab og den homogenitet, som gør, at vi kan have et stabilt og demokratisk samfund. Kommer der for mange med helt anderledes kulturer, som ikke er en del af det fællesskab, begynder samfundet at slå revner.”

(Fra ”Etnokulturel identitet – forklaret”)

Der er jo mere end én ting, som vi har til fælles i vores argumentation. Har vi for mange af Skovs arabiske naboer, der kun vanskeligt kan træde ind i den nationale identitets inderste kerne, så bliver det et andet samfund.

Skov har ret, når han siger, at det ikke er en slægtstavle. Mennesker fra andre folk er igennem tiden vandret til, og de er trådt ind i det danske folk og er blevet en del af det igennem generationerne. Det kan for os at se dog kun svært gøres, når der er tale om den moderne masseindvandring, der på ingen måde kan sammenlignes med tidligere tiders begrænsede indvandring:

”Vi mener, at man godt kan have indvandring, og at indvandrere godt kan assimileres i befolkningen. Det kræver dog flere ting.

For det første kræver det, at den modtagende befolkning ønsker dem, og accepterer deres tilstedeværelse. Ligeledes skal den indvandrende part ønske at blive en del af befolkningen. Det kræver, at man gifter sig ind i lokalbefolkningen og lægger sin egen kultur til side, som migranter i tidligere indvandrebølger har gjort.

Den indvandring, vi har set i nyere tid, er dog af en anderledes karakter, både i antal og i kulturforskelligheder, og der er tale om decideret masseindvandring. Når der er tale om masseindvandring på den måde, vi oplever i dag, kan man ikke assimilere dem, der kommer, fordi de aldrig vil kunne gennemgå den proces, der er beskrevet ovenfor. I stedet vil de organisere sig i parallelsamfund, som vi allerede ser det nu. Det er dermed kun noget, der kan lade sig gøre med indvandring i meget mindre skala, end vi oplever nu.”

(Fra ”Etnokulturel identitet – forklaret”)

Vi anbefaler i øvrigt, at man læser ”Hvem er dansk? – eller “Folkets vandring i historien” af Christian Egander Skov, så kan man jo helt selv afgøre, om der er stor forskel på det, vi siger, og det han siger. Desuden er det flot skrevet, og så kan man jo også nyde det flotte sprog.

Remigration og etno-nationalisme

Lidt uærligt synes vi nok, det bliver, når Skov og den liberale Kindberg mener, at vi er etno-nationalister. Vi tager eksplicit afstand fra racerenhed, vi ønsker ikke at rense landet for ikke-vestlige udlændinge, og vi ønsker ikke en såkaldt etno-stat. Vores brug af begrebet ’etnokulturel identitet’ lægger ikke kontinuiteten særlig forrang, men ser den i sammenhæng med det kulturelle og historiske, og på den måde har vi, som vist, ret meget til fælles med Skov. Vi har også gjort grund rede for, hvorfor vi ikke er etno-nationalister andetsteds.

Det, som til gengæld adskiller Skov og os, er, hvad vi mener, der skal gøres. Remigration, altså et paradigmeskifte i udlændingepolitikken, hvor man fokuserer på at vende udviklingen, så flere ikke-vestlige migranter og efterkommere vandrer ud af landet, samtidigt med at man stoppe for indtag af flere, er den retning, som vi mener, man skal gå. Vi har for nyligt lagt hovedet på blokken og præsenteret ”30 tiltag for remigration og til fremme af dansk identitet” for at vise, hvordan remigrationstiltag kan se ud. Vi mener, at sådanne tiltag, som vi har præsenteret, kun vil påvirke dem, der er i landet uden lovligt ophold, og de migranter og efterkommere, der ikke vil tilpasse sig et liv i Danmark.

For os er det uforståeligt, at konservative kan finde det problematisk at ville sikre den tillid og den fortsatte tilstedeværelse af en dominerende dansk kultur i det lille land kaldet Danmark. Vi anbefaler, at man læser vores forslag igennem, hvis man gerne vil se eksempler på, hvad det er, vi vil.

“På første side i Götz Kubitscheks vigtige, lille værk ”Provokation”, står der: Når vi samles, så lad os aldrig tale om det, som er harmløst”. Det er vigtige ord, og det er ord, som vi tager alvorligt i Generation Identitær.”

DKF og andre konservative har i høj grad malet sig selv inde i et hjørne, hvor de lider af en opgivenhed, som til forveksling ligner den, som Mattias Tesfaye har, og som fik ham til at sige, at man ikke kan ”fortryde en omelet”. Hertil vil vi bare sige, at omeletten altså ikke er helt blandet endnu. Som vores forslag viser, så kan man, indenfor de rammer, vi har i Danmark, gøre meget for, at de, som ikke vil vores land og skaber enorme problemer i form af kriminalitet og den slags, eller insisterer på at indføre radikalt anderledes skikke og i høj grad forandre vores land med deres livsform, tager et sted hen, hvor de passer bedre ind.

Det står vi på mål for, og er man uenig med os, kan man kritisere os på dét grundlag. Det burde ikke være nødvendigt at kalde os hipsterfascister, nazister, etno-nationalister eller andet, som man bruger som skjul for, at man forsøger at undgå debatten.

Provokation er en god ting

En ting, som Kindberg kritiserer os for i sit indlæg, er, at vi er aktivister. Ja, han medgiver, at vi er fredelige, men alligevel er det slemt for ham. For vi minder ham om … Greenpeace. En organisation, som Kindberg i sit liberalistiske hjerte nok finder ganske forfærdelig, for naturbeskyttelse kan jo gå ud over profitten. Han skriver:

”Vi ser fra GI’s side en aktivisme, hvor der bliver kastet bannere ud, ledsaget af romerlys og tilråb, fra steder og på tidspunkter, der er nøje planlagt til at give mest mulig opmærksomhed og provokere mest muligt, nøjagtigt som Greenpeace gjorde på f.eks. køletårne på diverse a-kraftværker. Vi ser crashing af en fredelig ramadanmiddag på sociale medier med budskaber om at stoppe islamisering. ”Den gode tone i debatten”-kortet er næsten værre end nazikortet nu om stunder, men vi må alligevel stoppe op og tænke et øjeblik på, hvad det er for en utroligt destruktiv sti, vi er på vej ned ad, når den blå ungdom begynder at finde dette tiltrækkende.”

Når flere og flere fra den danske ungdom (og såmænd også alle andre aldersklasser) bakker op om Generation Identitær, så er det netop, fordi vi provokerer. Vi tør sætte det på dagsordenen, som sådan en som Kindberg fuldstændigt ignorerer. Vi synes, man skal kigge igennem Kindbergs blog på Jyllands-Posten og se på de emner, han skriver om: skattepolitik, vækst, at Venstre ikke er liberalistiske nok (!) og meget andet. Kære Jens, du trænger til provokationen, for du er baseret af det uvæsentlige.

På første side i Götz Kubitscheks vigtige, lille værk ”Provokation”, står der: Når vi samles, så lad os aldrig tale om det, som er harmløst”. Det er vigtige ord, og det er ord, som vi tager alvorligt i Generation Identitær. Når man ikke taler om det harmløse, men derimod det, som har betydning, så vil det nødvendigvis være provokerende. Skulle det forstyrre folk, der arbejder for at opretholde management-staten og business as usual som Kindberg, så har det den tilsigtede effekt. For kun ved provokationen, kan man tvinge opmærksomheden væk fra forbrugsrusen og hen på de ting, som er vigtige.

Vi har tænkt os at fortsætte med at provokere, aktionere og argumentere lige så højlydt, som vi kan. De, der er optaget af pænheden, deres CV’er, den gode stemning, vækstsamfundet og ligegyldigheden kan tage lige så meget afstand, de vil. Det er ikke dem, der kommer til at skabe forandring.