LOADING

Type to search

Ideologi

Etnokulturel identitet – Forklaret

Et af de definerende træk ved den identitære strømning, er den måde vi opfatter identitet på. Vi mener at identitet er baseret på både kultur og etnicitet, og er på den måde et samspil mellem noget dynamisk og noget kontinuerligt. Det er det vi kalder etnokulturel identitet.

Vores forståelse bygger på en helhedsopfattelse, hvor vi anerkender at identitet er en kompleks størrelse, der ikke kan reduceres til hudfarve, om du spiser frikadeller eller fejrer jul. I stedet handler det om at være del af en lang historie, og den gradvise udvikling af kulturelle praksisser, der har rod i det folk de er vokset ud af. De forskellige dele kan ikke skilles ad, for det er helheden, der udgør identiteten. Kulturen svæver med andre ord ikke frit i luften.

Vores syn står derfor i modsætning til det gamle højre, hvor man typisk har haft et ensidet syn på identitet, igennem forskellige forståelser af race, IQ-kvotienter og så videre. På samme vis står det også i modsætning til den opfattelse man har indenfor liberalismen, nationalismen og på venstrefløjen, hvor man udelukkende opererer med identitet som et kulturelt produkt, eller som en legalistisk konstruktion der opnås igennem statsborgerskaber eller valgdeltagelse.

Hvorfor er det så vigtigt?

Hvorfor er den etniske del vigtig? Er det ikke nok med kultur?

Helhedsopfattelsen af identiteten er vigtig, fordi det er det der gør at et samfund kan hænge sammen. I diskussioner om dansk identitet i dag, ender det ofte med at der fokuseres på enkelte, løsrevede praksisser, som bruges til at definere vores identitet. Her fremføres det ofte, at man skal være en del af det danske demokrati og stemme til valg, eller at man skal tro på ligestilling og spise nogle bestemte ting.

Debatten om den danske identitet kan derfor nemt komme til at virke lidt fjollet, når den baserer sig på så simple, enkelte praksisser. Den danske identitet er en helhed som er noget man har, fordi man er en del af det danske ”vi”.

Det danske ”vi”, er det ”vi”, der går på tværs af generationer. Det ”vi” der gør at vi kan handle i fællesskab. Det ”vi”, der blev besat af tyskerne under Anden Verdenskrig, og det ”vi” der besejrede svenskerne ved Ölands Odde. Det ”vi” og det etniske element, er det der gør at der er en kontinuitet. For kulturelle praksisser og værdier ændrer sig langsomt over tid, men det er uforanderligt hvem dine forfærdre er.

Havde vi ikke den etniske kontinuitet var vi ikke et folk, men løsrevne individer uden forbindelse til vores lange historie, og de skikke og traditioner vi havde, kunne ikke sættes i forbindelse til en lang række af vores forfædre.

Det er det danske ”vi” der skaber det fællesskab og den homogenitet, som gør at vi kan have et stabilt og demokratisk samfund. Kommer der for mange med helt anderledes kulturer, som ikke er en del af det fællesskab, begynder samfundet at slå revner.

Identitet i flere niveauer

Vi forstår identitet, som noget der består af flere niveauer. Det er det, der gør det muligt at være både dansker og europæer på samme tid. Her skelner vi mellem tre niveauer: Det overordnede, det nationale og det regionale.

Det overordnede niveau er det civilisatoriske. Som danskere er vi en del af den europæiske civilisation, og vi deler delvist historie og kultur med vores naboer i Europa. På det nationale plan, er er vi danskere, og herunder er den regionale identitet. Det er her vi er bornholmere, sønderjyder, københavnere, eller hvad det nu kan være.

På den måde, mener vi ikke at det at være dansk ekskluderer det at være europæer; vi ser det som en supplerende del af vores identitet. Dette er også en af de ting, der adskiller os fra det gamle højre.

Hvad etnokulturel identitet ikke er

Det bliver ofte problematiseret at tale om etnicitet. Selv om de fleste mennesker anerkender, og agerer efter det i deres hverdag, så bliver vi ofte beskyldt for at gå ind for ”racerenhed”.

Lad os slå fast en gang for alle, at vi ikke tror på idéen om racerenhed. Det findes ikke.

Etnokulturel identitet handler derimod om at have forfædre, og om at være et produkt af den historie, den kultur og den slægt der er gået før dem.

Betyder det at man slet ikke kan have indvandring?

Vi mener, at man godt kan have indvandring og at indvandrere godt kan assimileres i befolkningen. Det kræver dog flere ting.

For det første kræver det at den modtagende befolkning ønsker dem, og accepterer deres tilstedeværelse. Ligeledes skal den indvandrende part ønske at blive en del af befolkningen. Det kræver at man gifter sig ind i lokalbefolkningen, og lægger sin egen kultur til side, som migranter i tidligere indvandrebølger har gjort.

Den indvandring vi har set i nyere tid er dog af en anderledes karakter, både i antal og i kulturforskelligheder, og der er tale om decideret masseindvandring. Når der er tale om masseindvandring på den måde vi oplever i dag, kan man ikke assimilere dem der kommer, fordi de aldrig vil kunne gennemgå den proces der er beskrevet ovenfor. I stedet vil de organisere sig i parallelsamfund, som vi allerede ser det nu. Det er dermed kun noget, der kan lade sig gøre med indvandring i meget mindre skala end vi oplever nu.

Tags: