Identitære aktivister troppede fredag aften op foran Aalborg Teater for at møde gæsterne inden forpremieren til ’Morgenlandet’, der forsøger at tegne et falsk billede af, hvem Generation Identitær er. Teatergæsterne blev tilbudt lidt slik til forestillingen og en snak med rigtige, identitære aktivister for på den måde at vise, at vi er nogle helt almindelige, unge mennesker, der bekymrer os for Danmarks og Europas fremtid.
’Morgenlandet’ er tredje og sidste forestilling i trilogien, der også tæller ’Aftenlandet’ samt ’Efter branden’, og i dén har dramatiker Julie Maj Jakobsen forsøgt at undersøge såkaldt højreradikale bevægelser og specifikt Generation Identitær, som teateret skriver på hjemmesiden.
I et interview forud for forestillingen påstår Julie Maj Jakobsen, at vi har kapret en båd – med henvisning til en aktion, hvor vi chartrede et stort skib og lå til ved den libyske kyst, hvor NGO-organisationer har smuglet migranter over Middelhavet – ligesom hun gentager Al-Jazeeras løgne om voldsparathed i vores bevægelse. I interviewet siger hun også, at vi er højreradikale, og at vi betragter vores egen kamp som en modstands- og frihedskamp på linje med den, som blev kæmpet under besættelsen; en reference, som vi aldrig selv har lavet. Hun påstår samtidig, at vores kamp handler om nationalstaten, selvom vi altid gør meget ud af at forklare, at det handler om vores folk, kultur og overordnede europæiske civilisation, før det handler om staten.
Selvom Jakobsen gerne vil give det indtryk, at hun har sat sig ind i, hvem og hvad den identitære bevægelse er, så er det tydeligt, at hun misrepræsenterer os, vores synspunkter og metoder, så de passer bedre ind i det narrativ, som teaterforestillingen tager afsæt i.
På trods af, at Julie Maj Jakobsens påståede formål med teaterstykket er at bidrage til en troværdig fortælling om Det Nye Højre, har husdramatikeren bag stykket ikke helt forstået, hvad Generation Identitær er. Dette viser sig blandt andet ved, at der lemfældigt nævnes en række identitære begreber i løbet af teaterstykket, såsom ‘etnokulturel identitet’, ‘remigration’ og ‘Den Store Udskiftning’, uden begreberne udfoldes eller bruges i meningsfulde kontekster. Det tyder med andre ord på, at hun kort har set begreberne uden at forstå, hvad de dækker over, eller hvordan de bruges. Et essentielt begreb for vores tankegang, som ikke nævnes, er etnopluralisme, formentlig fordi det ikke passer ind i hendes negative, forudindtagede holdning til os. Det er besynderligt, når Jakobsens formål med teaterstykket er at bidrage til en åben debat mod vores verdenssyn med udgangspunkt i en forståelse, som hun så ikke selv besidder. Stykket indeholder da også forudsigelige nazi-referencer – eksemplificeret med en aktivist, der nærer sympati for den nazistiske general Erwin Rommel.
En anden fejl, Julie Maj Jakobsen begår, er karakteristikken af Generation Identitær som nostalgikere, der ønsker at “restaurere” og “vække det gamle til livs”. En forståelse af verden, der stammer fra det gamle højre, som Det Nye Højre netop bryder med. Jakobsens misforståelse er gennemgående for hele stykket og viser sig allerede ved den første – kaotisk planlagte – aktion, der går ud på at lave en menneskekæde for at blokere adgangen til og fra pladsen for at symbolisere de grænser, der “skal tages tilbage”, ligesom det understreges af en anden spontan aktion, hvor en statue skæres fri fra krat og buskads – med en motorsav midt på en befærdet markedsplads for at symbolisere en ønsket restauration af samfundet.
Netop beskrivelsen af flere spontant planlagte aktioner er også noget af det, der giver teaterstykket en stor underholdningsværdi, hvor alle aktivistiske fejl og no-goes bliver begået med manglende engagement og styring, uforberedte taler, afsløring af planer til journalister, spontane planlæggelser, der skifter retning og formål, som vinden blæser, og en ung, gravid aktivist, som ad flere omgange sendes alene i konfrontation med en migrant, der slår hende til blods, hvilket aktivisterne næsten ignorerer. Det er tydeligvis ikke kun Generation Identitær, men også basal aktivisme, som Jakobsen ikke forstår.
Var Julie Maj Jakobsen oprigtigt interesseret i at forstå vores bevægelse og skildre den troværdigt og sandfærdigt, kunne hun have talt med os. På den måde kunne hun få rettet op på de mange misforståelser, hun sidder med.
Mange teatergæster gik i dialog med os for at høre, hvem vi er, når vi nu ikke kan genkende vores bevægelse i Jakobsens forestilling på Aalborg Teater.
Vi oplever gang på gang, at vores bevægelse bliver misrepræsenteret af journalister, og at de sågar lyver om os. ‘Morgenlandet’ er en fortsættelse af den tradition.
Vi vil ikke tie stille, når nogen udlægger os som noget, vi ikke er. Vi insisterer på at fortælle vores egen version og at give modstand til både medier og kultureliten.