LOADING

Type to search

Aktion i Nyhavn: Asylstop – det er muligt!

Med romerlys og et banner med påskriften ”Asylstop – det er muligt” indtog identitære aktivister broen i Nyhavn i København mandag aften. I Generation Identitær mener vi, at et totalt asylstop for alle andre end de fordrevne ukrainere, som vi i øjeblikket hjælper, er nødvendigt. Vi må prioritere vores egne og standse befolkningsudskiftningen!

Brev til politikere

D. 31. marts i år fremsendte Generation Identitær et åbent brev til samtlige udlændingeordførere i Folketinget, samt til den daværende Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye. I brevet opfordrede vi til at indføre et fuldstændigt asylstop for alle undtagen de ukrainske krigsflygtninge, som for tiden søger mod Danmark.

Derudover foreslog vi politikerne at lægge en omfattende plan for remigration af migranter og efterkommere med statsborgerskab i MENAPT-landene. Denne plan skal iværksættes snarest muligt.

Banner, ild og røg på broen i Nyhavn

Vores nærområde

Siden krigen i Ukraine brød ud, har danskerne udvist en uforlignelig velvilje til at hjælpe vores europæiske brødre og søstre på flugt. Vi danskere hjælper, fordi ukrainerne er europæere som os selv. Selvom der er kulturelle forskelle på Danmark og Ukraine, kan vi på lange stræk spejle os i dem, og vi deler en fælles arv og historie. Vi ved, at der påhviler os et særligt ansvar, når et folk inden for samme kultursfære sendes på flugt.

Per 1. april var omkring 30.000 fordrevne ukrainere kommet til Danmark, og meldingerne har tidligere lydt, at vi kunne forvente op mod 100.000. Det er rigtig mange mennesker, men det er samtidig en opgave, vi godt kan løfte. Det kræver dog, at vi ikke forværrer de i forvejen enorme problemer, vi har med migranter og efterkommere fra især Mellemøsten og Afrika.

Krav om asylstop

Forskel på folk

Krigen i Ukraine er blevet misbrugt af venstrefløjen til at udpege en påstået racisme, fordi vi gør forskel på folk. ”En flygtning er en flygtning”, har det skingert lydt fra blandt andre Enhedslistens Rosa Lund.

Men Rosa Lund og resten af den yderste venstrefløj tager fejl. Der ér forskel på folk, og vi skal ikke skamme os over at prioritere vores egne og dem, der ligner os selv. Vi hverken kan eller skal hjælpe hele verden. Ukraine er vores nærområde, og derfor hjælper vi ukrainerne.

Asylstop er nødvendigt

For nylig lavede politikerne med et trylleslag en særlov, som sikrede, at ukrainske flygtninge kunne søge asylophold i Danmark uden om det sædvanlige asylsystem. På samme måde er det muligt at indføre et totalt asylstop for alle andre. Det er alene et spørgsmål om politisk vilje.

Vil vi hjælpe ukrainerne og samtidig passe på vores eget lille land, er vi nødt til at bremse forværringen af de problemer, som indvandring fra MENAPT-landene medfører. Vi har i forvejen enorme problemer med dem, der allerede er her, og derfor skal vi sætte en prop i tilstrømningen fra de egne, hvor vi har dårlige erfaringer.

Et totalt asylstop er første, nødvendige skridt mod at bremse befolkningsudskiftningen.

Asylstop nu – det er muligt!

Tags: