LOADING

Type to search

Landsdækkende aktion: Drop Black Friday – husk, hvem du er

Identitære aktivister fra hele landet har ført kampagne mod den amerikanske forbrugsfestdag Black Friday. København, Århus, Aalborg og Horsens er alle blevet dækket til med plakater med budskabet om at droppe det sanseløse forbrug og i stedet dyrke den identitet, vi har fået i arv.

Homogeniseringen af verden

På fredag valfarter mennesker over hele verden til de store butikskæder for at jagte tilbud på Black Friday. En dag, der symboliserer den golde materialisme og det bedøvende forbrug. Fænomenet er amerikansk, men har spredt sig til Europa og store dele af den øvrige verden.

Aktivister sætter plakater op i Aalborg.

De globale virksomheder arbejder for at ensrette verden så meget som muligt, da det er lettest at afsætte produkter på samlebånd til mennesker uden identitet og særegne karakteristika, og de er allerede godt i gang med at lykkes. Således kan man i dag allerede se, hvordan det er de samme store, internationale kæder, som dominerer bybilledet overalt i Europa, ligesom mange mennesker i en rus af materielt masseforbrug har mistet forbindelsen til den historie, de er en del af.

Den globale kapitalisme har i høj grad udslettet små butikker og erhvervsdrivende med forankring i deres lokalområder, og mange lokale arbejdspladser er gået tabt i den forbindelse. De multinationale virksomheder tjener fedt på, at verden bliver mere og mere ens og taber sine historiske rødder og autentiske forskelle.

Opsætning af plakater midt i menneskemylderet på Strøget i København.

Multinationale selskaber skader dig

Man kan tydeligt se, de multinationale higer efter global homogenisering, når de brander sig. Sidste år udsendte flyselskabet SAS en grotesk reklame, der bizart hævdede, at der ikke findes en skandinavisk kultur, men at vi blot har approprieret og stjålet andre folkeslags kulturer.

SAS-reklamen er dog ikke et enkeltstående eksempel. Overalt ser man de store brands tale ind i den progressive tidsånd. Det ses, når den samlede kapitalistiske elite eksempelvis bakker op om Black Lives Matter-bevægelsen eller sætter sine virksomhedslogoer i regnbuefarver til støtte for LGBT-miljøet.

Også i Århus opsættes der plakater med budskabet om at stoppe det sanseløse forbrug.

Den globale kapitalisme promoverer disse samfundsundergravende idéer, fordi de fører til identitetstab. Set med deres øjne er et menneske uden identitetsmæssigt tilhørsforhold en glimrende forbruger, idet vedkommende konstant skal have det forbrugsfiks, som kortvarigt kan dække følelsen af tomhed, man har, når man ikke har bevidsthed om, hvem man er. På den måde kan virksomhederne sælge dig mere og mere ragelse, mens de bilder dig ind, at de gør dig en tjeneste. I bytte for masseproducerede skodvarer tager de vores penge og etnokulturelle identitet.

Husk din arv

Vores største problem er, at vi kollektivt har glemt, hvem vi er, og dét er årsagen til, at mange forsøger at forbruge sig til mening i tilværelsen. De multinationale selskaber hævder, at du kan købe dig til identitet, hvis du har den seneste nye iPhone eller det seneste rigtige modetøj trykt med de destruktive holdninger, som de spreder.

Men det er en løgn, som de sælger dig! Identitet er ikke noget, som du kan købe. Identitet er nedarvet. Du er født ind i en konkret, historisk kontekst, som trækker tråde mere end tusind år tilbage. Du er det seneste slægtled i en lang fortælling og tradition, som skal passes på og videreføres til dem, der kommer efter dig.

Du har et ansvar for, at de multinationale selskaber ikke lykkes med deres ensretningsprojekt, og du kan rent faktisk gøre noget. Frem for at konsumere dårlig mad hos amerikanske fastfood-kæder bør du omfavne egen madkultur. I stedet for at foretage internetindkøb hos virksomheder som Amazon bør du handle lokalt. Opsig dit abonnement hos Netflix og HBO, der alligevel kun vil bedøve dig med tom underholdning og skjult propaganda.

Dyk i stedet ned i den rige kulturelle arv, som dine forfædre har efterladt til dig. Dine forfædre skrev ikke episke fortællinger til sig selv, men til dig og dine børn. Alt det, som de har skabt, lever kun videre i dig, og der påhviler dig derfor et ansvar om at videregive det til dine efterkommere. Kampen mellem global homogenisering og dine forfædres arv er virkelig, og den finder sted hver dag i din stue, dit køkken og i alt, hvad du foretager dig. Dine forfædre lever videre i dig, og ingen Black Friday-tilbud er så gode, at deres arv skal dø for dem.

Drop Black Friday.

Drop materialismen.

Husk, hvem du er!