Black Lives Matter: Multikulturalismens fallit og de progressives hykleri

Siden drabet på George Floyd har man i USA set dagevis med vold, mord og ødelæggelse udført af sorte amerikanere og hvide venstreorienterede i forening. Optøjerne er blevet mødt med sympatierklæringer fra europæiske progressive og multinationale selskaber, der alle har taget den amerikanske sort-hvide retorik til sig, fordømt amerikansk racisme og udtrykt forståelse for de voldsomme reaktioner. Men urolighederne afslører et dysfunktionelt amerikansk samfund og et voldsomt hykleri hos den venstreorienterede-kapitalistiske alliance i Europa.

Multikulturalismens fallit

I 1908 blev det amerikanske samfund beskrevet med en metafor, der siden opnåede en vis popularitet: The melting pot. USA var stedet, hvor folk kom fra hele verden og smeltede sammen til én. Metaforen er for længst holdt op med at have bred anvendelse, for alle kunne se, at den ikke var dækkende for de faktisk forhold, men nærmere udtryk for en utopisk forestilling. Multikulturalismen overtog i stedet som den dominerende forestilling. USA er et land af folk, der for de flestes vedkommende er vandret dertil inden for en forholdsvis kort tidsramme, og den multikulturelle idé virkede tillokkende. Her var landet, hvor du kunne skabe din egen lykke og både holde fast i din oprindelige kultur, tilegne dig det nye lands nye kultur og forenes med andre under en værdineutral og samlende liberalistisk stat.

“De amerikanske problematikker adskiller sig kraftigt fra dem, vi har i Europa. Her identificerer man sig først og fremmest ved farven på sin hud, noget vi ikke gør i Europa”

At også dette var en utopi, er ingen længere i tvivl om. På trods af mange års sameksistens inddeler amerikanerne sig efter deres etniske tilhørsforhold. De stemmer i blokke, bor i blokke, taler måske ikke engang det samme sprog, alt imens der hele tiden lurer spændinger under overfladen, som periodisk bryder ud, når der sættes en tændstik til dem. En tændstik, som da Rodney King blev gennempryglet i 1992, eller som da livet langsomt forlod George Floyd, da en politimand trådte på hans hals. Der er intet, der tyder på, at der skulle blive fred mellem de forskellige etniske grupper i USA, som det ser ud i dag.

Hudfarve som symbol

De amerikanske problematikker adskiller sig kraftigt fra dem, vi har i Europa. Her identificerer man sig først og fremmest ved farven på sin hud, noget vi ikke gør i Europa – eller man bør måske sige gjorde, for det sker oftere og oftere, at man tankeløst importerer den amerikanske racediskurs til Danmark. Det sker, når Black Lives Matter Danmark holder demonstration, når folk med migrantbaggrund, der blander sig i den offentlige debat, omtaler sig selv som ”brune debattører”, når amerikansk identitetspolitik ukritisk overtages på danske universiteter, og det findes også på højrefløjen, hvor nogen har overtaget alt-right-sprog og dertilhørende amerikaniserede analyser.

“Som europæere har vi ikke fokus på hudfarve, men nærmere på vores etnokulturelle identitet: Vores historie, kultur og folkelige kontinuitet. Vi er danskere, tyskere, franskmænd, polakker, osv. Ikke defineret ved noget så overfladisk som vores hudfarve.”

I USA fortaber den oprindelige identitet sig ofte efter generationer i landet, og man begynder at se sig selv som ”hvid” eller ”sort”. For sidstnævnte gruppes vedkommende er en del af deres forfædre blevet solgt som slaver, og de har derfor som regel ingen mulighed for at kende deres ophav. Nye identiteter træder i stedet ind og udfylder det tomrum, der måtte opstå. Problematikkerne i USA er komplekse, men de er også radikalt anderledes end her i Europa.

Som europæere har vi ikke fokus på hudfarve, men nærmere på vores etnokulturelle identitet: Vores historie, kultur og folkelige kontinuitet. Vi er danskere, tyskere, franskmænd, polakker, osv. Ikke defineret ved noget så overfladisk som vores hudfarve. Hvor amerikanere har foretaget et brud med Europa og har startet noget nyt, så har vi været her i årtusinder og har hævd over de områder, vi beboer. Migranterne, der kommer hertil, har ligeledes deres egne etnokulturelle identiteter med sig. De er persere, arabere, somaliere, tyrkere og meget andet. Deres lande eksisterer stadig, og de kan vende tilbage dertil, hvis de skulle ønske det. Således er der enorme forskelle på, hvad der sker i Europa og i USA.

En blind vej

Amerikansk kulturimperialisme er stærk. Vores hverdag er gennemsyret af amerikansk musik og underholdninger produceret af Netflix og Hollywood. Ligeledes kan man se, hvordan der i løbet af ganske få år er sket en amerikanisering af den akademiske verden, og studerende i dag kan nærmest ikke undgå at komme i kontakt med en akademiseret amerikansk racediskurs, uanset om de læser på humaniora, læser til lærer, eller tager en sundhedsuddannelse.

Reaktionen på optøjerne i USA har været enorme. Vi har set stort set alle større firmaer med en stærk amerikansk tilstedeværelse gå i sort, og mange europæiske firmaer har fulgt efter. De har udsendt e-mails om systemisk racisme, postet sorte billeder på deres sociale medier og udtrykt sympati for de sorte i USA, alt imens volden og ødelæggelserne er eskaleret. Den grænseoverskridende kapitalisme og de venstreorienterede har delt de samme budskaber i en alliance mellem de to, der afslører, at forskellen er minimal.

“Vores egne unge i Europa udsættes for vold begået af migranter og efterkommere. Nogle gange endda i form af ekstrem ydmygelse, som optages og deles på sociale medier.”

Rundt omkring i Europa har der været store demonstrationer, som har været fyldt med importerede amerikanske slogans. Nogle steder er der endda også udbrudt mindre uroligheder – typisk de steder, hvor der er et højt antal migranter, fx Paris og London. I den mere mondæne afdeling har de fleste nok observeret, at et stort antal mennesker, der ellers ikke er særligt politiske, tankeløst har kopieret amerikansk mode og opslået kulsorte billeder på deres socialer medier.

Alt dette afslører en stigende identifikation med det amerikanske. Noget, som i høj grad skyldes, at mange befolkninger i Europa har mistet forbindelsen til deres egne rødder. Kultur er ikke længere noget, man laver selv, men noget man forbruger, og det pumpes ud af de verdensomspændende mediekoncerner. Derved virker det amerikanske underligt nærværende, mens det, som findes lige for næsen af en, nemlig ens egen arv, virker fjern og måske endda uvedkommende.

Et enormt hykleri

Vores egne unge i Europa udsættes for vold begået af migranter og efterkommere. Nogle gange endda i form af ekstrem ydmygelse, som optages og deles på sociale medier. Overfaldsvoldtægter begås overvejende af mænd med anden etnisk baggrund. Rundt omkring i Europa er mønsteret det samme: Migranter og efterkommere er voldsomt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, og det er ofte de indfødte folk, der er ofre for dette.

På trods af disse massive angreb på egne folk, tier alle de, der for tiden udtrykker sympati med George Floyd og hærværks- og voldsbølgen i USA. Villigheden til at hæve sin stemme for ens egne er ikke-eksisterende. Selvhadet skinner igennem, og i stedet for at kræve stop for indvandring, hårde indsatser over for de voldelige ”unge” og den slags, så peger de progressive altid på sig selv. Det er integrationen, der er slået fejl, fordi VI ikke har gjort det godt nok, eller det er en reaktion på den racisme, vi udsætter migranter for. Undskyldningerne er mange. Det er dog tydeligt, at den diskurs, vi kender fra de progressive herhjemme, fritager migranter og efterkommere fra ansvar, og påfører den oprindelige befolkning skyld og ansvar. Netop det samme, som vi også ser i disse dage i forbindelse med Black Lives Matter og deres medløbere.

“Med en politisk elite, der ikke ønsker at bremse de demografiske forandringer, kan vi forvente, at vi kun vil se mere vold mod indfødte europæere, flere optøjer og yderligere polarisering af vores samfund. Det hele underbygget af en importeret amerikansk forståelse af systemisk racisme og hudfarve som den mest afgørende faktor.”

Hverken da omkring 1.000 kvinder blev forulempet af migranter nytårsnat i Köln eller ved de mange voldsomme terrorangreb, så vi store virksomheder bruge deres platforme til at kræve forandring og sikkerhed for europæere. Sympatierklæringerne på sociale medier kunne højest svinge sig op til et billede af et grædende øje og et fransk flag. En passiv sorg, der ikke pegede på forandring, men nærmere gentog det samme budskab, som vores magthavere messede igen og igen: At vi skulle vende vreden ryggen og fortsætte som hidtil.

Hykleriet er overvældende. Når en sort mand bliver dræbt i en anden verdensdel, så mobiliseres man og kræver forandring, mens man ikke giver en døjt for sine egne. Det er et enormt svigt fra venstrefløjen.

#OurLivesMatter

Det amerikanske multikulturelle eksperiment har fejlet. Selv om problematikkerne er anderledes i Europa, så er der årsag til at tro, at vi med årene vil nærme os amerikanske forhold. Når vi ser, hvordan den amerikanske racediskurs overtages af især venstrefløjen, men også af migranter og efterkommere, så giver det anledning til bekymring.

I forvejen har vi enorme problemer med herboende migranter og efterkommere, og vi har også set, hvordan disse ofte laver optøjer i Europa. Værst står det til i lande som Storbritannien og Frankrig, hvor de største optøjer har fundet sted, men vi ser det også herhjemme i mindre skala. Tænk på, hvor ofte politi eller brandbiler angribes i ghetto-områder, biler stikkes i brand og bygninger vandaliseres.

“Hvis ikke vi vender den demografiske udvikling, vil alle de negative følgevirkninger, som vi allerede ser, kun stige i intensitet og omfang. Her er det vigtigt at huske på, at der rent faktisk er noget, man kan gøre. Det kræver dog noget af os alle.”

Med en politisk elite, der ikke ønsker at bremse de demografiske forandringer, kan vi forvente, at vi kun vil se mere vold mod indfødte europæere, flere optøjer og yderligere polarisering af vores samfund. Det hele underbygget af en importeret amerikansk forståelse af systemisk racisme og hudfarve som den mest afgørende faktor.

Universalisterne og de progressive vil forsøge sig med det, de altid har forsøgt sig med for at fikse problemerne: Mere integration og mere selvhad, og de vil undre sig, når det igen ikke virker, og pege fingre af de partier og personer, der igennem årene har budt ind med reelle løsninger, og førstnævnte vil igen påstå, at det hele er sidstnævntes skyld.

Modgiften

Generation Identitær mener, at modgiften til disse tendenser består af flere elementer. Først og fremmest skal vi insistere på ikke at overtage amerikansk diskurs, men holde fast i det europæiske. Vi har en historie, der går langt tilbage i Europa. Her har vi en enorm mangfoldighed af kulturer og folk, der har eksisteret side om side i årtusinder – på godt og ondt. Det er vores historie, det er vores arv, og det skal vi holde fast i. Det skal ikke overskygges af forsimplet raceretorik formuleret af yderligtgående amerikanske venstreorienterede. Vi skal insistere på vigtigheden af, at europæere lærer om egen historie, kultur og egen rødder frem for at opsluges af fordummende universel forbrugskultur.

De europæiske folk skal holde fast i retten til egne lande. Hvis vi skal undgå den polarisering og de deraf følgende konflikter, som det multikulturelle samfund medfører, så skal den demografiske udvikling vendes. Lader vi den fortsætte, så vil vi uvægerligt se et mere uroligt samfund. Generation Identitær mener, at det er nu, vi skal agere, hvis vi skal undgå situationer, som kan ligne dem, vi ser i dagens USA. Her er remigration den nødvendige og fredelige forandring, som der er brug for. Vi har netop udsendt ”30 tiltag for remigration og til fremme af dansk identitet”, som vi opfordrer dig til at læse.

Hvis ikke vi vender den demografiske udvikling, vil alle de negative følgevirkninger, som vi allerede ser, kun stige i intensitet og omfang. Her er det vigtigt at huske på, at der rent faktisk er noget, man kan gøre. Det kræver dog noget af os alle. Her kan vi kun opfordre til, at man rejser sig fra sofaen og holder op med at bruge tid på at sidde og vride hænder. Forandring sker gennem handling. Derfor siger vi til dig: Er du ung, så bliv aktiv i Generation Identitær, hvis du gerne vil have et Danmark i fremtiden. Er du ikke aktivist-typen, eller har du ikke alderen til at blive aktivist hos os, så meld dig ind i et politisk parti eller bliv aktiv på anden måde. Tiden er forbi, hvor der er undskyldninger for at forholde sig passivt. Tiden til handling er nu.