Mandag aften afholdt Holbæk-afdelingen af Diyanet et reklamemøde i moskéen på Smithsvej, hvor de reklamerede for deres nye stormoské. Mødet er et forsøg på at overbevise lokalbefolkningen om at den nye stormoské er ganske ufarlig. Derfor mødte identitære aktivister op for at sikre, at der også blev oplyst om moskéens tilknytning til Erdogan-styret. Med flyers og skilte stod de udenfor den nuværende moské, og bød gæsterne til reklamemødet velkommen, så de var sikre på at alle blev ordentligt oplyst.
Da aktivisterne havde taget opstilling foran moskéen på Smithsvej, hvor mødet skulle foregå, kom formanden for foreningen ud for at jage dem væk. Hikmet Tuncer, der er formand for Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter, som den lokale Diyanet-afdeling kalder sig, og bror til det radikale byrådsmedlem Emrah Tuncer, var tydeligvis provokeret af aktivisternes tilstedeværelse.
Flere gange beordrede han aktivisterne til at flytte sig, selv om de blot stod helt fredeligt med skilte og delte løbesedler ud til de forbipasserende på offentlig vej. Efter at aktivisterne gentagne gange havde forklaret ham, hvordan loven er i Danmark, og at her i landet, der kan man ikke forhindre andre mennesker i at ytre sig, blev han tydeligt irriteret. Derefter vendte han på en tallerken, og forsøgte i stedet at invitere aktivisterne ind i moskéen så de kunne høre, hvad foreningen havde at sige. Her takkede aktivisterne pænt nej til invitationen, da de har hørt og læst rigeligt om de tyrkiske moskéer i Danmark, og fortsatte i stedet med at dele løbesedler ud.
Onsdag aften afgøres det, hvad der videre skal ske med moskéen. Her skal den nye lokalplan op i kommunalbestyrelsen. Både Venstre og Konservative støtter Erdogan-styrets nye moské, mens det er mere uklart, hvordan Socialdemokratiets medlemmer vil stemme. Borgmesteren stemte nej i Økonomiudvalget, men et tyrkisk socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen, Derya Tamer, har meldt ud, at hun vil stemme for moskéen. Tamer har selv tilknytning til moskéen og foreningen bag den.
Broderen til formanden for Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter, Emrah Tuncer, der sidder i kommunalbestyrelsen for De Radikale, har startet en Facebook-gruppe ved navn ”STØT OS – Lad moskéen i Holbæk få lov til at flytte”. Gruppen har arrangeret en demonstration og fakkeltog onsdag aften i et forsøg på at påvirke kommunalbestyrelsen til at stemme for en moské. Facebook-gruppen har over tusind medlemmer, langt de fleste er af tyrkisk afstamning, men også prominente Holbæk-borgere, som fx den ivrige støtte af Erdogan-moskeen, venstremanden Rasmus Brandstrup Larsen, har meldt sig ind i gruppen. Den tæller desuden også en række venligbo-agtige typer.
Når Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter laver en charmeoffensiv og indkalder til informationsmøde for at overbevise danskere om, at deres nye stormoské er komplet uproblematisk, så mener vi i Generation Identitær, at det vigtigt at give borgerne hele billedet. Derfor mødte vi op for at gøre opmærksom på alt som ikke præsenteres på reklamemøderne.
Herunder at Diyanet-moskéer i Danmark er blevet anvendt til at spionere på modstandere af Erdogan-regimet, at imamer uddannes af Erdogan-styret og prædiker pro-Erdogan budskaber, at disse moskéer er med til at styrke parallelsamfund i Danmark og meget andet.
Vi lader os naturligvis ikke kue af Diyanet-ansatte, der forsøger at opstille regler for, hvor og hvornår folk kan ytre sig her i landet. Generation Identitær mener at den nye stormoské i Holbæk er dybt skadelig for Danmark, og at den skal stoppes. Det vil vi fortsat arbejde for.