Folkeskolen har i for lang tid overladt seksualundervisning til køns- og normkritiske aktivister fra Sex og Samfund og Normstormerne. Det retter Generation Identitær op på i anledning af Uge Sex, der finder sted i folkeskoler landet over. Vi tilbyder nu undervisningsmateriale til skoler og folkeskoleelever fra 0.-9. klasse, som kan rekvireres helt gratis, og det er endda, selvom vi ikke modtager én eneste krone i offentlig støtte. Undervisningsmaterialet består af en farverig plakat, der opklarer mange af de myter og misforståelser om familie, køn og seksualitet, som børn og unge ofte støder på i dag. Et nødvendigt alternativ til Sex og Samfunds samt Normstormernes skattefinansierede og kønsaktivistiske propaganda, som skolerne primært benytter sig af, når det kommer til seksualundervisning. Er du skoleelev, eller arbejder du på en skole, så skriv til os i dag og få dit eget eksemplar, som du kan hænge op i klasselokalet, på skolegangen eller andre relevante steder.
I årevis har Sex og Samfund og Normstormerne haft frit spil til at indoktrinere skoleelever i hele landet for millioner af skattekroner, uden at nogen har stillet spørgsmål. Organisationen, der længe har været brugt som uvildige ekspert af adskillige medier, mener f.eks., at børn skal kunne få foretaget juridisk kønsskifte, og at køn kun er noget, man oplever og identificerer sig som. Når man ser på deres sprogbrug, bliver det ligeledes tydeligt, at de hører til på den yderste venstrefløj og abonnerer på radikale queer-teorier.
I sommer fik Normstormerne stor mediebevågenhed, fordi de hemmeligholdte deres undervisningsmateriale. Kort efter blev det dog lækket ved en fejl. Her blev det åbenlyst, at der ikke var tale om formidling og læring, men derimod kønsaktivisme forklædt som undervisning.
Sex og Samfund har dog uhindret kunne sprede deres skadelige idéer i skolerne, og for nylig kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at Normstormerne trods den offentlige kritik i sommer nu rykker ind i de mindste klassetrin for at hjernevaske små børn.
Dette kan vi i Generation Identitær naturligvis ikke sidde overhørigt, og derfor har vi udarbejdet vores eget undervisningsmateriale i form af en plakat med overskriften ”Det’ Uge Sex – myter og misforståelser!”.
Plakaten er farverigt designet med små, enkle illustrationer, og teksten er skrevet i et letforståeligt sprog, så alle kan være med. Plakaten opklarer de mange misforståelser, som bl.a. Sex og Samfund samt Normstormerne spreder, og den kan kvit og frit rekvireres til alle klassetrin fra 0.-9. klasse.
Er du skoleelev, skolelærer eller arbejder på en skole, så send os en mail her og få et eksemplar til din skole.
Vi har sammen med et brev sendt plakaten til udvalgte skoler. I brevet forklarer vi baggrunden for at tilbyde et bedre alternativ til det materiale, som de normalt anvender i seksualundervisningen.
Når hverken politikere, skoleledere eller samfundet som sådan formår at skåne elever for skadelige og forkerte idéer, såsom at køn er noget “oplevet” og en social konstruktion, at normer skal nedbrydes osv., så ser vi i Generation Identitær det som vores pligt at stoppe vanviddet og tilbyde et bedre alternativ.
Nej til Sex og Samfunds indoktrinering – ja til seksualundervisning, der stemmer overens med virkeligheden!