Identitære aktivister mødte onsdag aften d. 4. maj op på Rådhuspladsen i København for at uddele løbesedler til de hundredevis af danskere, som var samlet for at tænde lys for Ukraine og høre Volodymyr Zelenskyj og Mette Frederiksen tale. Arrangørernes budskab var, at det på Danmarks befrielsesdag i år ikke handler om danskerne, men om ukrainerne. Modsat ønsker Generation Identitær at slå til lyd for, at invasionskrigen i Ukraine er en oplagt lejlighed til at bevidstgøre os selv om, at frihed kun er noget, man har, hvis man er villig til at kæmpe lige så bravt, som ukrainerne gør for tiden. Vi skal ikke glemme Danmark – tværtimod. Livet er en kamp, og det, der ikke kæmpes for, mistes for altid.
Hvert år d. 4. maj mindes vi danskere, at Danmark igen blev frit, da den nazistiske besættelsesmagt i 1945 kapitulerede. Om dagen mindes man de faldne modstandsfolk i krigen med taler og fællessang i blandt andet Mindelunden Ryvangen, og om aftenen tændes der landet over stearinlys i vinduerne i de danske hjem.
Befrielsesdagen er en vigtig mindedag for os danskere, fordi den markerer et skelsættende kapitel i vores fælles historie. Vi skal huske, hvem vi er, og hvilke trængsler vi har været igennem som folk. På denne dag skal vi minde hinanden om, at frihed og ret til eget land ikke er selvfølgeligheder, men kræver forsvarsvilje.
Mange danskere kigger lige nu med stor fascination på ukrainernes heroiske kamp mod en invasionsstyrke, som forsøger at undertvinge sig landet. Med livet som indsats kæmper ukrainerne for de territorier, som retmæssigt tilhører dem.
Dette heltemod bør minde os om de mange danske modstandsfolk, der under Besættelsen kæmpede for et frit Danmark. Ligesom ukrainerne i dag kæmper for deres ret til eget land, kæmpede modstandsfolkene for danskernes suverænitet i 40’erne.
Vi har meget at lære af ukrainerne og vores egne forfædre. Benzinen på den motor, som holder kampgejsten og forsvarsviljen oppe hos ukrainerne, er stoltheden over at være dem, de er. En stolthed, som mange danskere i dag tror, at de ikke må føle. Men vi skal være stolte! Vi har – ligesom ukrainerne – ret til at eksistere i eget land.
I dag står vi danskere ikke overfor en invasions- og besættelsesstyrke, men overfor radikale, demografiske forandringer, som er ved at ændre vores land for altid. Udskiftningen af vores folk har stået på i årtier, og vi har intet gjort for at bremse den og vende udviklingen.
Dén mangel på forsvarsvilje står i skærende kontrast til det ukrainske folk i dag og vores egne forfædre under Anden Verdenskrig.
Vi skal selv genopdage den livsdrift, som kan sikre vores børns fremtid. Ingen andre gør det for os. Det er tid til forandring.Danmark og Europa har brug for dig – bliv aktiv nu!