Mattias Tesfaye har bekendtgjort, at Danmark sender pigtråd til Litauen, der er hårdt presset af migrantstrømmen fra Hviderusland. Få dage før udtalte han, at det havde været en fejl at kritisere Victor Orban for at opføre hegn i Europa, og han har anstrengt sig meget for at signalere, at regeringen vil arbejde hårdt for at forhindre et nyt 2015. Alle hans anstrengelser vil dog være forgæves, så længe man stadig kan møde op i Europa og have krav på at få sin sag behandlet.
Meget tyder på, at vi står overfor en ny kraftig migrantstrøm til Europa. Verden er ved at åbne efter Corona, begivenhederne i Afghanistan, Hviderusland, der anvender migranter som et våben mod EU, stigningen i ankomster af migranter på Middelhavet, de såkaldte ”nærområder”, der er ved at være trætte af at huse millioner af migranter, der egentlig mest af alt ønsker at komme til et vestligt land, og meget andet, er alt sammen faktorer, der tyder på, at de sidste mange måneders mere rolige vejr på migrantområdet er forbi, og det er ved at blæse op til storm.
Mange frygter et nyt 2015, især fordi man i EU ikke har anvendte de sidste 6 år til at forberede sig på at afværge en sådan situation. I stedet har man fokuseret meget på fordelingen af migranter landene imellem. Frontex er ikke blevet væsentligt styrket, og når nogen rent faktisk har afvist illegale migranter ved Europas grænser, som det er sket i Grækenland, er kritikken heglet ned over dem. Den politiske vilje til rent faktisk at gøre noget, for at beskytte Europa, kan således fortsat ligge på et meget lille sted.
Tesfaye har i den forbindelse været i medierne, og her har han sagt, at den hårde kritik, som Ungarn fik, da de valgte at opsætte hegn, der skulle værne landet (og resten af Europa) mod migranter var forfejlet. Nu sender Danmark så forstærkninger til Litauen, der for tiden oplever et øget pres deres grænser fra Hviderusland. Migranter vælter ind i det lille land, og i medierne kan man læse, at de ingen interesse har i at blive dér. De vil videre – videre til Sverige, Tyskland, Frankrig og måske Danmark.
Det er ubetinget positivt, at den danske stat nu har den holdning, at grænsemure er en god og nødvendig ting. Det er også helt rigtigt, at de andre lande i Europa skal sende hjælp til de lande, der ligger yderligt i Europa, og således modtager det største pres, når migranterne kommer væltende i stort antal. Det vil vi gerne rose Tesfaye for. Desværre er lidt pigtråd i Litauen langt fra nok til at løse de udfordringer vi står overfor i Europa i forhold til migrantstrømmene.
Regeringen har nogle bud på, hvordan vi kan undgå et nyt 2015. Mattias Tesfaye har været ude og pege på tre ting, som han mener er nødvendige, hvis vi skal undgå migranter på motorvejene.
Først og fremmest mener han, at det er nødvendigt at retorikken skal være anderledes. Der skal helst ikke være nogen, der igen siger ”Wir Schaffen Das”, som jo var en varm velkomst til alle verdens migranter. Det er svært at være uenig, men det er bare udenfor et lille land som Danmarks indflydelse at påvirke, hvad politikere i et land som Tyskland siger. Den nye tyske kansler vælges i slutningen af september. Om det bliver SPD, CDU eller måske De Grønne, der kommer til at bestride den post vides ikke. Til gengæld ved vi, at tyske politikere er mere angst end noget andet for at virke væmmelige og racistiske. Kommer der nye migrantstrømme, så vil de næppe være hårde som Krupps stål, men nok nærmere bløde som smør, og det er nu engang sådan, at Tyskland er stærkt dominerende i Europa.
Tesfayes næste vigtige pointe er at nærområderne skal styrkes. Der skal sendes mere nødhjælp, siger han. Det er også meget fint, men sagen er at de steder vi tænker på som nærområder ofte har rigtigt mange migranter boende. Lande som Pakistan, Iran, Tyrkiet og mange andre er fyldt med folk, der er på vej til Europa, og de er trætte af det. Hvor mange millioner kan de rumme? Og har det vist sig at være en god idé, at gøre sig afhængig, af at disse stater virker som bufferstater for Europa? Vores erfaringer med Tyrkiet fortælller os, at det ikke er tilfældet. Man kan sagtens hjælpe, hvis det er det man ønsker, men det kan på ingen måde afløse et stærkt Europa, der kan tage vare på sig selv.
Den tredje ting, som Tesfaye taler om, er at sikre Europas grænser bedre. Sagen er bare, at det har EU været elendige til. Det har været op til nationalstaterne at bygge grænsemure, som de så endda er blevet kritiseret på det groveste for at opføre. Ligeledes har lande som Grækenland skruet bissen på overfor migranter, der forsøger at komme ind i landet, og i stedet for at tak, har de mødt kritik og der er blevet himlet op om abstrakte menneskerettigheder af selvgode typer i lande længere nordpå, der ikke selv skal leve med problemerne – så længe det varer, altså. Med den indstilling bliver det noget af en opgave at opbygge et reelt forsvar af Europas ydre grænser. Men udover det, så mangler Tesfaye noget helt grundlæggende i sit oplæg til, hvordan man undgår et nyt 2015.
For det er stadig sådan, at enhver migrant, der kommer anstigende ved Europas kyster eller som lister sig forbi grænsevagterne, og beder om asyl har krav på at få deres sag behandlet. Dette er nok den allervigtigste faktor, som gør at vi vil få store strømme af migranter igen og igen. Man kan bare møde op, og så har Europas lande en forpligtelse til som minimum at forholde sig til de historier man fortæller, uanset om de er sande eller ej.
Hvis man vil sikre Europa, eller bygge Fort Europa om man vil, så er det nødvendigt, at vi gør op med den idé, at hele verdens befolkning skulle have krav på noget hos os. I stedet bør det ganske simpelt være sådan, at man med det samme sendes tilbage til der, hvor man kommer fra. Illegale migranter bør ikke kunne få adgang til Europa under nogen omstændigheder.
Ingen NGO-skibe bør kunne samle migranter op i Middelhavet og aflevere dem i Europa. I stedet kan de jo sejle dem tilbage til de nordafrikanske kyster. Her man kan med fordel se på erfaringerne fra Australien, der har haft succes med at nedbringe antallet af illegale migranter ved netop at fjerne muligheden for, at de på nogen måde kan komme til at bo i Australien, hvis de kommer sejlende i et menneskesmugler-skib. Tesfaye har slet ikke fokus på den slags, og det er et kæmpe problem. Så længe vi ikke ændrer på pull-faktorerne, så vil millioner af mennesker fortsat søge mod vores kyster.
Der er ingen villighed til at gøre op med vanetækningen hos regeringen. Man holder desperat fast i menneskerettighederne, uanset om de tjener danskerne eller ej. Tesfayes holdning opsummerer han selv således:
”Det her er ikke et spørgsmål om enten humanitær hjælp eller mure rundt om Europa – det er begge dele, siger Mattias Tesfaye.
Han mener at løsningen er todelt:
– Vi må ikke ende i en situation i Europa, hvor det enten handler om at hjælpe mennesker på flugt eller at bevare europæiske velfærdsstater. Vi skal kunne begge ting.” (kilde TV2)
Bevares, der er intet til hinder for at Danmark kan sende nødhjælp til migranter, der gerne vil til Europa, hvor af de fleste mest er ”på flugt” fra fattigdom. Vi skal også være de første til at være begejstrede for, at ministeren nu ser meningen i at bygge mure rundt om Europa. Vi har trods alt ført kampagne i årevis for at man skulle bygge Fort Europa, og politikere og meningsdannere ser endelig ud til at have fattet nødvendigheden af det.
Sagen er dog, at en sådan europæisk fæstning ikke kan bygges med pigtråd alene. For så længe vi ikke gør op med den naive humanisme, der foreskriver, at vi fortsat skal tage imod migranter på de europæiske folks bekostning, så vil vi være forsvarsløse. Fæstningen er kun så stærk som vores vilje til at forsvare den, og lige nu ser det skidt ud med den.
Hvis Tesfaye virkelig ønsker at forsvare Danmark mod endnu et 2015, så kræver det derfor langt mere end han tror. Det kan ikke gøres uden et opgør med den hidtidige politik og indstilling, og vi tvivler på at Socialdemokratiet har modet til at gå forrest, når det kommer til dette. Hertil lider de i for høj grad af mangel på mod og vilje.