Værn om minderne – husk på hvem vi er

En gruppe identitære aktivister tog lørdag ud for at rengøre et af de mange monumenter, der i sin tid blev rejst rundt om Danmark i anledning af Genforeningen i 1920 for snavs og graffiti. Generation Identitær oplever, at der er mange af vores fortidsminder, der får lov til at forfalde eller henstå i glemsel. Når det sker, handler det også i høj grad om, at vi ikke kender vores egen historie. Derfor tog vi ud og brugte en eftermiddag på at gøre monumentet rent, både fordi det virkelig trængte, og fordi det er vigtigt at huske.

Nordisk historie

Selv om monumentet blev opstillet i anledningen af Genforeningen i 1920, der som bekendt har jubilæum i år, er det ikke et monument for denne begivenhed. Det er derimod et monument for de nordiske frivillige og faldne i Treårskrigen og Krigen i 1864. Det står på Kastellet i København, og blev i sin tid rejst af Danmarks-Samfundet. Monumentet forestiller et gravkammer og en kvinde med Dannebrog og spyd, der vogter indgangen. På soklen er de norske, svensk og finske rigsvåben repræsenteret. Det er skabt af Anders Bundgaard, der er kendt for Gefionspringvandet.

“Mindesmærket kan i dag minde os om, at der ikke altid har været fred i Danmark, og de tætte bånd, der historisk er mellem de skandinaviske folk. Men det er også et minde om en af de mange konflikter der har været i europæere imellem.”

Der var en del skandinaver, der havde sympati for den danske sag, og både nordmænd og svenskere, og senere også finner og islændinge, meldte sig på dansk side. Senere faldt nogle af disse i de slesvigske krige, og det er for dem, at monumentet er rejst. Der er indgraveret en række navne på de faldne i monumentet.

Mindesmærket kan i dag minde os om, at der ikke altid har været fred i Danmark, og de tætte bånd, der historisk er mellem de skandinaviske folk. Men det er også et minde om en af de mange konflikter der har været i europæere imellem.

Europa og Danmark

Danmark eksisterer ikke i et tomrum, men derimod i et langt forhold til de andre europæiske folk og kulturer på både godt og ondt. Et kendetegn ved Europa er at det besidder en enorm mangfoldighed, og den mangfoldighed findes på forholdsvis lidt plads. Det har betydet megen udveksling af alt muligt, men også mange blodige konflikter igennem tiden. Nogle af dem så store, at de i perioder har været tæt på at slå Europa i stykker.

Vi har i nogen grad levet lidt mere stille heroppe nordpå, end de folk, der bor i hjertet af Europa, men vi har også her kunne mærke bølgerne, når der har været konflikter rundt omkring, og af og til har de også ramt os.

Det er vigtigt, at vi husker dem, der kom før os og hvad de gjorde sig af erfaringer, som vi kan lære af. I en globaliseret verden som i dag, er det blevet mere tydeligt for os end det måske var for vores forfædre, at selv om vi har særskilte kulturer og sprog i de europæiske lande, så er der mere, der samler os end, der adskiller os. Vores fælles historie kan vi ikke undslippe, og vi har også brug for hinanden, hvis vi skal bevare vores egne folk og kulturer. Det er ikke noget vi kan alene. På den måde er vi måske endda mere forbundne end nogensinde.

Det præsentes tidsalder

Moderniteten er kendetegnet ved, at vi aldrig ser os tilbage, og ved, at vi forkaster alt det, som var før i en tro på, at vi altid bevæger os fremad i et evigt fremskridt. Troen på den evige progression gør, at vi glemmer alle dem, der kom før os, og snarere ser os selv i en række af præsente øjeblikke, uden blik for det fundament som vi har brug for, hvis vi skal bygge en fremtid for dem, der kommer efter os. Sagt på en anden måde – hvis vi kun har nuet for øje, så mister vi vores fortid og dermed også vores fremtid.

“Det kan også give anledning til at reflektere over om vi her i Europa virkelig vil forære vores lande væk til folk fra fjerne egne, mens vi bare sidder i sofaen og propper det næste multinationalt producerede syntetiske stykke konfekt i munden og Netflix spørger os om vi stadig ser med.

I Generation Identitær lægger vi vægt på at kende til dansk og europæisk historie. Noget man desværre ikke synes det er værd at undervise særligt meget i, i de danske skoler. For at have en stærk identitet, er det vigtigt at man ved, hvor man kommer fra og dermed, hvem man er. En af årsagerne til, at vi i Danmark og i Vest-Europa har været villige til at åbne for masseindvandringen i en sådan grad, at det i dag truer vores egen eksistens, er netop fordi vi ikke har prioriteret at passe på vores særegenhed. Vi har glemt, hvem vi er.

Når vi ser et monument, som dette over faldne krigshelte, som gik i døden for deres skandinaviske frænder, så kan vi mindes, at også i vores ikke så fjerne historie var der mange, der mente, at der var ting, der var værd at kæmpe for. Det kan også give anledning til at reflektere over om vi her i Europa virkelig vil forære vores lande væk til folk fra fjerne egne, mens vi bare sidder i sofaen og propper det næste multinationalt producerede syntetiske stykke konfekt i munden og Netflix spørger os om vi stadig ser med.

Lad os huske, hvem vi er.