Den importerede vold viger ikke for corona-karantæne

Selvom Danmark og det meste af verden har været lukket mere eller mindre ned den seneste måned som følge af corona-krisen, så fortsætter volden begået af migranter nærmest uhindret, som den hele tiden har gjort. Sådan behøver det ikke at være – vi kan vælge at indføre remigrations-tiltag og bygge et Fort Europa, men det kræver politisk vilje.

Ingen ro i karantænen

I de forgangne uger har man kunnet læse næsten dagligt om overfald, drab, planlagte terrorangreb og anden kriminalitet herhjemme, selvom de fleste af disse beretninger drukner i corona-relaterede emner, der selvsagt optager megen spalteplads for tiden.

Sidste mandag blev en 31-årig familiefar knivdræbt i Køge, og i den forbindelse varetægtsfængslede politiet den 10 år yngre Mohamad Youssef Khali.  Samme dag blev en 26-årig, terrorsigtet mand varetægtsfængslet efter to tidligere forgæves forsøg pga. manglende bevismateriale. Mindre end ét døgn senere blev en 17-årig dreng overfaldet af 6-7 unge indvandrere i en skov nær Helsingør. Dagen efter senere blev en blot 22-årig mand slået ihjel med pistol i Brønshøj i, hvad der kunne ligne starten på en bandeoptrapning i København og omegn. Tre forskellige skudepisoder og en forsætlig påkørsel i samme område lå til grund for, at Københavns Politi d. 4. april valgte at indføre en visitationszone. Alt dette foregik, mens flertallet af danskere pænt holdt sig indendørs af hensyn til smittespredningen.

Disse historier udgør blot en brøkdel af det samlede billede, som pressen dårligt nok kan afdække, fordi volden og den latente trussel om terror efterhånden er blevet allestedsnærværende i det gradvist mere multietniske og multikulturelle samfund.

Volden er med andre ord blevet hverdag, og den er en vigtig påmindelse om, hvor stedse mere utrygt vores samfund bliver i takt med den igangværende udskiftning af det danske såvel som de øvrige vesteuropæiske folk. Overfaldene, voldtægterne og drabene vil kun eskalere herfra i både antal og karakter. Det viser al tilgængelig data og erfaring.

I Generation Identitær slår vi på tromme for to helt afgørende tiltag, som skal sikre vores Europas fremtid:

Fort Europa – værnet om europæernes tryghed og sikkerhed

Én ting er at adressere et problem; noget helt andet er at pege på en løsning. Generation Identitær har længe peget på Fort Europa som den eneste mulige løsning for vores fælles sikkerhed. Og med Fort Europa mener vi et ægte og konkret fæstningsværk, der kan holde masseindvandringen ude fra vores særegne, europæiske territorier – og ikke den pseudoløsning, som Den Europæiske Union har søsat under samme navn med uholdbare ydre grænser og en deponering af bevogtningen af disse til præsident Erdogan i Tyrkiet.

En naivitet og ufattelig ansvarsløshed blandt de europæiske magthavere, der også blev udstillet på det groveste, da Erdogan – efter flere trusler – i sidste måned valgte at åbne sluserne til Europa for millioner af flygtninge.

En migrantbølge som den i 2015 kan komme igen før eller siden taget vores nuværende mangelfulde grænsebevogtning, den massive befolkningstilvækst i Mellemøsten og Afrika, samt raserende krige og uroligheder rundt om i verden, i betragtning, og derfor er et fæstningsværk, som kun vi europæere har nøglerne til, altafgørende at få opført hurtigst muligt.

Det gælder selve vores eksistens og børns fremtid.

Remigration – et uundgåeligt greb i den politiske værktøjskasse

At lukke de europæiske grænser hermetisk for masseindvandring fra den tredje verden er uomtvisteligt den eneste mulige politiske beslutning, der kan træffes, hvis vores civilisation skal bestå. Men Fort Europa kan ikke stå alene; tiltag, der skal motivere store dele af de herboende migranter med ophav i den tredje verden til at vende hjem, er således bydende nødvendige, hvis vi forsvarligt skal kunne overdrage det Europa, vi kender, til dem, der kommer efter os.

De demografiske forandringer er voldsomme i hele Vesteuropa. Værst står det dog til i lande som Sverige, Frankrig, Tyskland og England, hvor befolkningsudskiftningsprocessen er nået så langt i flere større byer, at migranter og efterkommere allerede udgør majoriteten af indbyggerne. Men også Danmark bevæger sig beklageligvis i samme retning – blot i et langsommere tempo end i de nævnte lande.

Remigration er en term, der dækker over flere tiltag, som skal tilskynde migranter til at rejse hjem, og det er et uundgåelige greb i den politiske værktøjskasse, som før eller siden må tages, hvis ’Den Store Udskiftning’ skal afbødes.

Spørgsmålet er bare, hvor megen mere smerte vi vil udsætte vores landsmænd og andre folk i Europa for. Desto længere vi venter, desto mere smertelig og omkostningstung vil remigrationen blive – både for dem og for os.

Politisk vilje har der ikke manglet under denne corona-krise, hvor man uden videre har lukket det meste af samfundet ned. Det er sket, fordi en voldsom virus plager os, og politikerne vil naturligvis gerne beskytte borgerne mod følgerne af den. Det er godt med handlekraftige politikere, men man efterlyser den samme iver, når det kommer til beskyttelsen af borgerne til hverdag. Løsningerne ligger klar på bordet til at kopiere og omsætte i praksis, men det er derimod viljen til handling, der fortsat mangler hos vores magthavere.

Her er det op til os alle at vedblive med at insistere på, at Fort Europa må og skal bygges, og at remigration er muligt!