En mand fra fremmede himmelstrøg, der ankom til Europa for ganske få uger siden skærer hovedet af uskyldige mennesker i en kirke i Frankrig mens han råber Allah Akhbar. Det sker kort efter, at den franske skolelærer Samuel Paty blev halshugget på åben gade fordi han havde dristet sig til at vise tegninger af Muhammed til sine elever. Reaktionerne hos mange er stærke, men de to grusomme sager, er blot de seneste i en lang række af angreb. Er vi villige til at tage konsekvenserne af det, der skal til for at forhindre islamiske angreb på europæere, eller vil vi endnu engang ændre vores profilbilleder på sociale medier i et par uger og så vende tilbage til at bedøve os med for meget mad og mere forbrug, mens vi lader krigen mod os fortsætte?
Islamisk terror 101
Islamisk terror har vi set regelmæssigt i Europa siden halvfemserne. Dengang var det også i Frankrig det startede. Dette er ikke overraskende, for her har man længe haft en meget stor befolkningsandel med rødder i islamiske lande. I nullerne tog det til. Her kom de voldsomme angreb, hvor der blev detoneret bomber i toge, undergrundsbaner og i busser i Madrid og London. I Madrid alene døde 193 mennesker og 2000 blev såret.
Det var også i nullerne at filminstruktøren Theo van Gogh blev myrdet. Skudt ned på gaden fordi han havde lavet en film, der var kritisk overfor islam. Gerningsmanden forsøgte i øvrigt at skære hovedet af ham bagefter – det minder lidt om det vi har i Frankrig for nyligt. Også her havde man fornærmet islam, og også her skulle hovedet af.
I tierne bliver der så meget islamisk terror, at det ville blive en meget lang artikel, hvis det hele skulle nævnes. Bombeangreb, skyderier, knivangreb, angreb med biler, osv. Det har været hos os konstant i Europa siden halvfemserne. Altså siden dengang, hvor vi for alvor lukkede store muslimske befolkninger ind i vores lande. Sammenhængen er tydelig. Hvis man kigger på listen over islamiske terrorangreb i Europa, så er det lande som Frankrig, Belgien, Storbritannien, Holland og Tyskland, der dominerer. De østeuropæiske lande, der ikke har taget imod store muslimske befolkninger, men har opretholdt en langt højere grad af etnisk og kulturel homogenitet er stort set fraværende.
Vi er heller ikke sluppet for det i Danmark, hvor både Kurt Westergaard og Lars Hedegaard har været udsat for attentatforsøg, og drabene i forbindelse med Krudttønden og ved Synagogen glemmer vi naturligvis heller ikke. Læg dertil alle de angreb, som politi og efterretningstjenester har afsløret og stoppet inden de blev udført. Islamisk terrorisme er blevet et eksistensvilkår i store dele af Europa, forårsaget af vores egen udlændingepolitik.
Vi forskanser os
Islamisk terror har på kort tid forandret vores åbne samfund. Fjenderne går rundt i blandt os, og hvor vi normalt kunne holde dem ude af vores land ved at stoppe dem ved grænsen, så er det svært når vi allerede har lukket dem ind og budt dem velkommen med ”refugees welcome” bannere, åbne arme og sociale ydelser ad libitum. Men i stedet for at sende dem hjem, så vælger vi at lukke vores samfund, og forskanse os.
Vi har indført mere overvågning og slækket på borgernes rettigheder, så vi bedre kan opdage komplotter imod os i tide. Sikkerheden er blevet forhøjet i lufthavne, på avisredaktioner og alle de andre steder, som kan tænkes at blive mål for det næste angreb. Mange af de steder kunne man før gå ind direkte fra gaden, men de er nu beskyttet af sluser, metaldetektorer og andre sindrige anordninger.
Da disse mål blev for svære at komme til, da bombeangreb på offentlige transportmidler og flykapringer blev for krævende at gennemføre, begyndte de i stedet at køre os ned på gader og pladser. Almindelige køretøjer blev til dødelige våben, der spredte lemmer og blod på asfalten rundt omkring i Europa.
Det fik os dog hverken til at lukke vores grænser, eller til at påbegynde storstilede initiativer, der skulle få flere herboende muslimer til at rejse hjem. I stedet blomstrede en ny industri op – terrorsikring skulle der til, og enhver markedsplads blev omringet af betonklodser, ofte forklædt som blomsterkummer eller andet, for at beskytte os mod den næste gang en person af fremmed herkomst satte sig ind i en bil for at køre den ind i en menneskemængde.
Lige meget hjalp det. Nu skærer de hovedet af os i vores kirker og på vores gader i stedet. Hvor der er vilje til kamp, kan man finde en vej, og det er det de gør – dem, der hader os. Hvad er det næste skridt? At mandsopdække enhver muslim? Hvor langt vil vi gå for at undgå at gøre det nødvendige og lukke for tilvandringen og sætte gang i udvandringen?
Ironien er tyk: I vores insisteren på at holde vores samfund åbent for folk fra islamiske lande, har vi lukket vores samfund for os selv. Sådan som det ser ud i dag, så det ikke ud for bare tyve år siden. Bid for bid har vi lukket vores samfund, mens vi har insisteret på, at de nytilkomnes adgang til vores kontinent var en menneskeret.
Fjenden bor iblandt os
Islamiske terrorister kommer i mange former. Nogen er født i Europa og har levet udsvævende liv, for derefter at opleve en vækkelse. Nogen kommer fra Afrika eller Mellemøsten, som fx den tunesiske gerningsmand i Nice, der lige var ankommet til Lampedusa få uger før angrebet. Nogen er veluddannede, andre er ikke. Nogen kommer fra gode kår, andre fra ydmyge. De ligner med andre ord så mange andre muslimer. Det er ikke muligt for os at skelne imellem dem, der vil os det meget ondt og dem, der vil os det mindre ondt.
For man skal ikke tage fejl. Det er ikke kun såkaldte ”islamister”, der ikke bryder sig om os og den måde vi lever på. Kritikken kommer fra brede muslimske kredse. I fredags omkring kl. 15 stod der talere fra Hizb Ut Tahrir på Kongens Nytorv og udspyede had mod Europa. På samme tidspunkt var der en imam i Grimhøjsmoskéen, der sagde ”Det, vi er vidne til i Frankrig og Europa, er en direkte og åben krig mod islam”. For det er sådan de ser det, og det er ikke kun ekstremisterne, der har det sådan. Også de, der tager afstand fra terror og vold har disse holdninger. Fatih Alev, der af nogen anses for at være forholdsvis moderat, skyder på sociale medier skylden på Macron og Frankrig. Ligeledes fordømte det tyrkiske Diyanet, der driver over 30 moskéer i Danmark, muhammedtegningerne samme dag, som angrebet i kirken i Nice fandt sted. Der er ingen tvivl om at muslimer over en bred kam føler sig angrebet af Europa i almindelighed. Hvis vi insisterer på at være herrer i eget hus, så provokeres de. Det eneste, der stiller dem tilfredse er underkastelse.
Problemet er uløseligt, så længe vi lader som om at alle kan tilpasses vores egne kulturer, og at de blot skal mødes med nok venlighed, eller nok krav, eller nok strenghed eller, hvad vi nu finder på skal være det næste desperate greb, der skal sikre de mennesker, der grundlæggende set betragter vores intellektuelle tradition, vores religion og væres væren som et angreb på dem, et fortsat ophold i Europa. Sandheden er at de er ikke som os og det bliver de aldrig.
Kampen er evig
Den liberale orden er grundlæggende utopisk. Francis Fukuyama skrev håbefuldt og fejlagtigt om historiens endeligt. Forestillingen er, at hvis man udvisker alle forskelle, så kan man mindske antallet af konflikter og den universelle udbredelse af det liberale demokrati vil skabe mere fred og ro i verden. Fukuyama tog fejl, for i sin utopiske liberalisme havde han glemt, at vi er bundne væsener. Vi har rod i vores etnokulturelle identitet, og den er ikke lige til at ryste af os. Det gælder både europæere og de mange migranter og efterkommere med rødder udenfor Europa. Demokratiet er en udpræget europæisk idé. Vi holder af det her, men har tendens til at glemme, at andre ikke er som os, og har andre værdier. Hvis de skulle opgive deres værdier til fordel for vores, skulle de opgive deres religion, deres identitet – altså de skulle opgive hvem de er.
I vores liberalistiske rus har vi bildt os selv ind, at alt kan klares med optimisme. Vi skal bare tro på det gode, så går det nok. Men livets barske realiteter rammer os hårdt, når kniven møder halsens kød foran alteret i vores templers tommer lokaler. For livet er en kamp – det er et vilkår, der er uforanderligt. Vi tror vi har afskaffet det, fordi vi har levet godt og trygt så længe. Ja, vi skælder endda vores naboer i Østeuropa ud, når de nægter at åbne deres grænser for masseindvandringen. Den samme masseindvandring, der har bragt terroren indenfor i vores stuer. De er umenneskelige, siger vi, og der trues med sanktioner og rasles med EU-sablen, for de skal lide af samme ideologisk forårsagede blindhed som vi selv gør. Alt andet er urimeligt.
Disse naboer har i modsætning til os ikke glemt, at livet er en kamp. Her har man ingen utopiske tanker om, at historien kan afsluttes, så ingen længere lider og landet flyder med mælk og honning. Der er for mange historiske begivenheder, der står for levende i erindringen til at man kan købe ind i den slags. I vores egen forestillede overlegenhed i Vesteuropa bilder vi os ind, at de blot tager fejl, men det er os, der ikke kan længere huske, hvad livets vilkår egentlig er.
En brat opvågnen
Om den seneste tids terrorangreb vil være en brat opvågnen til handling, eller om det kun vil være en kort blinken med øjnene inden vi igen falder i søvn vil tiden vise. For os er der dog ingen tvivl om, at erkendelsen af at konflikterne ikke forsvinder uanset hvor demokratiske og pædagogiske vi er, men altid vil være der, er vigtig for vores videre færd. Fjenden er iblandt os, det må vi forstå.
Vi har selv lukket ham ind, men vi kan også smide ham ud igen. For at gøre dette, må vi lægge den liberale universalisme på hylden. Vi må indse, at alle de ting vi hylder her alene tilhører os, og ikke hele verden. De vil ikke have det. De er ikke interesserede. De har deres egne kulturer, værdier og så videre. De vil aldrig tilpasse sig os, men altid opfatte vores blotte væren som en anfægtelse af hvem de er.
Det kan ikke løses med mere politi, mere militær, mere overvågning og flere betonklodser. Det kan kun løses ved, at vi sætter en grænse og begynder at forstå, at det vil være et problem lige så længe vi har meget store mængder af muslimer i vores lande. Vi minder her om, at det var med disse store mængder, at terrorismen holdt sit indtog i Europa. Ligeledes vil den aftage, når disse store mængder ikke længere lever i blandt os.
Valget er vores. Vil vi kæmpe den kamp som livet har budt os, eller vil vi stædigt holde fast i at vi kan ændre livets grundvilkår. Kampen er evig.