LOADING

Type to search

Presse

Fokus på venstreradikal vold

Billedet er lånt af Uriasposten. Det viser angiveligt folk fra Antifascitisk Aktion og Redox.

Denne uges udgave af Weekendavisen har en forsidehistorie, der handler om venstreradikal vold og chikane mod aktivister og andre med tilknytning til Generation Identitær. Vi er langt fra de første, der udsættes for den slags. Der sker for stort set alle, der er kritiske over for masseindvandring eller på en eller anden måde befinder sig på den politiske højrefløj.

Nørrebro er tabt

I artiklen bliver det gennemgået, hvordan folk med tilknytning til Generation Identitær er blevet overfaldet og chikaneret. Herunder historien om Christoffer, som vi tidligere har offentliggjort.

”Christoffer Skibild er 25 år og medlem af Generation Identitær. Som den eneste i ungdomsbevægelsen har han adresse på Nørrebro. Den er hemmelig, så han tænkte ikke, at det ville blive et problem, da han flyttede ind hos sin kæreste. I dag har han indset, at han var naiv.

Der gik ikke længe, før antifascistiske aktivister fandt frem til hans adresse. I marts 2018 indgik hans navn og billede i en artikel om Generation Identitær på Redox’ hjemmeside. Efterfølgende oplevede Christoffer Skibild som flere andre i Generation Identitær, at hans arbejdsplads og familie blev kontaktet og spurgt, om de var bekendt med, at han var fascist. Der begyndte at dukke adskillige antifascistiske klistermærker op omkring hans opgang, og i starten af 2018 modtog han et brev med den militante gruppe Antifascistisk Aktion (AFA) som afsender. AFA har siden 1990erne været involveret i flere voldelige overfald på højreradikale.

Brevet var kortfattet:

»Kære Christoffer, Du er medlem af Generation Identitær og derfor er det problematisk at du bor på Nørrebro. Enten flytter du eller også kontakter du os for at komme i et exitforløb. Giv et svar inden d. 30. januar. Kl. 12. på mail afa@antifa.dk«

Skibild valgte at ignorere brevet. Den 4. februar kunne han pludselig se plakater hængeoveralt i kvarteret. »Mød din lokale fascist« stod der med store bogstaver øverst og et billede af ham nedenunder. Weekendavisen har set både brevet og billeder af plakaterne.

Han er ved flere lejligheder tilfældigt stødt ind i grupper af sortklædte aktivister, der har opført sig truende,dog uden det er kommet til fysisk konfrontation. En enkelt gang for to måneder siden var det dog næppe et tilfælde. »Jeg ved ikke, om de havde ventet på mig, men de har stået klar med maskering. Og da jeg skal til at låse mig ind i gården, kan jeg se i øjenkrogen, at der er en, der løber herover. Han tager fat i min skulder og siger, at nu er det ved at være tid til, at jeg flytter herfra,« fortæller Skibild til Weekendavisen. Han har meldt alle episoderne til politiet, som han er i løbende kontakt med.”

Som det vil være de fleste bekendt, så har folketingskandidat for Nye Borgerlige været tvunget til at sige sit job op, efter at netop Antifascistisk Aktion har iværksat en kampagne imod den burgerbar hun arbejdede i. En kampagne, der endte med hærværk mod burgerstedet.

Det er helt tydeligt, at politi ingen kontrol har med den politiske vold på Nørrebro i dag. De er ikke i stand til at yde en beskyttelse af folk, der har holdninger der ligger udenfor det som de venstreradikale opfatter som acceptabelt. Det er et demokratisk problem, og politikerne svigter, hvis de lader disse mennesker fortsætte med at kunne agere frit udenfor de demokratiske spilleregler vi har i vores samfund.

Venstreradikale har ingen moralsk stopklods

Af artiklen fremgår også en anden historie. Den handler om Daniel Beattie, der blogger under navnet Storm over Europa. Han fortæller om, hvordan der er blevet indgivet en falsk anmeldelse til de sociale myndigheder om hans datter. Det er for de fleste mennesker uforståeligt, at nogen kan finde på at bruge en politisk modstanders børn som mål, men det har den yderste venstrefløj ingen problemer med.

Historien understreger, at vi har at gøre med et miljø, der er så rabiat, at de er villige til at gå meget langt. Ekstremismen bunder i en mangel på moral. I det venstreradikale miljø arbejder man aktiv for at gøre op med alle borgerlige normer, og dermed også det som alle andre i samfundet anser for nødvendigt for at vi kan have et frit og fredeligt samfund. Normløsheden fører til en voldsparathed og en forråelse, som vi ikke ser andre steder end i kriminelle miljøer i dag.

Her er det værd at bemærke, at disse såkaldte antifascister i dag i stor grad benytter sig af offentlig støtte til at udbrede deres synspunkter. Således foregår meget af deres radikalisering af unge mennesker i steder som fx Ungdomshuset, som finansiereres af Københavns Kommune. Vi er dermed selv med til at betale for volden.

Antidemokraterne pibler frem

Rigtigt mange udtaler en fordømmelse af de venstreradikale som reaktion på artiklen. Alle der har en demokratisk indstilling kan naturligvis ikke se det rimelige i at en bevægelse, der agerer med fredelige og endda ofte humoristiske metoder, og som står hårdt fast på at politisk vold er uacceptabelt som middel, skal udsættes for den overfald, chikane og hærværk.

I Ekstra Bladet skriver Mads Kastrup:

”Hertil må man spørge: Hvad er det nu, man kalder det, når enkeltgrupper i et samfund på grund af race, religion eller politisk overbevisning enten bortvises, straffes eller skal omvendes?

Historien er desværre ikke overraskende. Vi taler det selvsamme Nørrebro, der gik i koordineret angreb på politiet for at beskytte Rasmus Paludan. Tilsyneladende for at hævde Nørrebros mangfoldighed og samfundssind. Det selvsamme Nørrebro, der i årevis husede Ungdomshuset, som i en selvindbildning om at smadre fascismen og racismen, ofte angreb McDonalds på Nørrebros Runddel. Et af få foretagender, der konsekvent og altid har ansat alle uanset køn, religion, seksuel observans eller hudfarve.

Ungdomshuset, Jagtvej 69 var heller ikke ligefrem inkluderende. Det vendte ryggen til samfundet. Samfundet vendte dog aldrig ryggen til brugerne. De autonome forlangte et nyt hus efter rydning af Jagtvaj 69, fik det og har det stadig. På Dortheavej i Nordvest.

Vi taler om en venstrefløj, der nægter at forholde sig til sin egen vold. Den slags taler man ikke om på venstrefløjen.

Blandt rige mennesker er det upassende at tale om et stort forbrug af penge. Selv om pengene er der – og anvendes. Det er en uskrevet regel, der tjener at lægge afstand mellem virkeligheden og et ønske om virkeligheden, hvor man ikke er defineret ved sin rigdom, men ved mere ædle karakteristika. Så som viden, ære, dygtighed, osv.

På venstrefløjen er det upassende at tale om voldelige ’antifascister’ og fænomener, der byder forestillingen om lykkelig mangfoldighed imod. Man tysser ytringer om volden i egen baghave og taler så højt, man kan, om godheden i fællesskabet.”

Ligesom vi så under sagen om Anahita Malakians burgerbar, så er det ikke alle, der tager afstand fra venstreradikal vold. I kommentarsporet hos Weekendavisen er flere fx stærkt ophidsede over at avisen bringer historien, og antidemokrater forsøger at mistænkeliggøre Generation Identitær eller ligefrem at opdigte historier om os. Man forsøger at få det til at fremstå som om vi skulle være voldsparate, som om vi har holdninger vi aldrig har fremsat og meget andet.

Generation Identitær er netop stiftet som en ikke-voldelig bevægelse, der fungerer indenfor demokratiets rammer. Vi er positivt indstillede og mener, at de stærkeste midler der er, er de ikke-voldelige. Vi tror også på demokrati som en del af den europæiske tradition, og derfor mener vi at det er værd at forsvare. Derfor siger vi gerne igen, og med stolthed: Vi er modstandere af enhver form for politisk vold og terror.

Det er nemt for os at sige, uden at tilføje noget ”men” eller noget, for det er det vi står for. Grunden til at vores modstandere ofte forsøger at miskreditere os ved at insinuere, at vi skulle være voldelige selv om de ingen beviser har for dette og vi altid udtaler os imod det og agerer fredeligt, er netop fordi ikke-voldelige aktivisme er så stærkt et middel.

Vi stiller os frem med åbent ansigt, som man nu engang gør i et demokrati. Vi står ved vores synspunkter og enhver der er uenig med os, kan sige os imod og tage dialogen op. Sådan fungerer det i et demokratisk samfund.

Udenfor samfund og demokrati

De venstreradikale fungerer netop ikke på samme måde. Ganske få af disse bøller stiller sig op med navn og ansigt, men gemmer sig bag anonyme betegnelser. Et godt eksempel er det venstreradikale medie Redox, der kun har en navngiven medarbejder. Alle andre er anonyme. Mediet er tilmeldt Pressenævnet og er det medie i Danmark, der har fået mest kritik i 2019. De stille aldrig op til interviews eller kritiske spørgsmål.

Det samme gør sig gældende for de antifascistiske grupper, som ikke har offentligt kendte talsmænd eller andre navngivne repræsentanter. De indgår ikke i den offentlige demokratiske debat, men opererer kun i deres egen lukkede subkultur. De er helt udenfor samfundet.

I modsætning til dette, er vi i Generation Identitær offentlige omkring hvem vi er, og hvad vi står for. Vi stiller op til kritiske spørgsmål, når medier ringer og du kan læse interviews med os i stort set samtlige større dagblade, høre dem i radioen og se det på TV. Det er for os helt essentielt, at vores aktivister har det nødvendige mod til at stå frem og sige deres mening. For vi ved godt, at vi og vores familier bliver til mål for venstreradikale, når vi gør det.

Sådan burde det naturligvis ikke være. Der er en skarp skillelinje mellem dem, der forsvarer vold mod anderledes tænkende på den ene side, og os på den anden, er agerer med fredelige og demokratiske midler. Det er på tide at politikerne vågner lidt op af tornerosesøvnen og kommer med et bud på, hvad de vil gøre ved den ret omfattende venstreradikale vold. Den er en trussel mod demokratiet.

Til sidst vil vi opfordre dig, derude. Dig, der er patriot, til at stå frem med dine meninger og holdninger. For jo flere af os der gør det, jo svagere bliver de venstreradikale. De er få og vi er mange. Så find modet og frem og bliv aktiv: meld dig ind i et parti, hos os i GI, start en blog eller noget helt fjerde.

Tags: