Den etniske stemme – en ny trussel
Migranter og efterkommere har længe været dem, der ikke rigtigt stemte til valg, men med dette valg ser vi flere forsøg på at mobilisere den etniske stemme, både fra migrantkredse og etablerede politiske partier. Meget tyder på, at migranter og efterkommere stemmer for at styrke ikke-europæiske værdier og dagsordener, når de stemmer. Efterhånden som befolkningsudskiftningen skrider frem, kan det få alvorlige følger for det danske demokrati.
Muslimer til stemmeboksene
Facebook-gruppen ”Muslimer til stemmeboksene”, som i skrivende stund har over 20.000 medlemmer, er det tydeligste eksempel på den nye udvikling. Her diskuterer tusindvis af muslimer, hvordan de bedst kan stemme som blok, hvilke emner der er de vigtigste for dem, om de i fremtiden selv kan danne et nyt parti og meget andet.
Et af de største emner, er hvordan muslimer kan stemme som en samlet blok, og dermed få maksimal indflydelse på det danske samfund. I diskussionerne er partierne i Rød Blok på tale, men mange bryder sig ikke om Enhedslisten fordi de er for socialistiske og især fordi de ikke vil genindføre blasfemiparagraffen. Radikale Venstre er til gengæld en af de store favoritter, ligesom mange foreslår at man kan stemme på kandidaten Kashif Ahmad. Ahmad var i sin tid kandidat for Ny Alliance, så stiftede han et parti domineret af migranter kaldet Nationalpartiet, og nu er han kandidat for Alternativet.
Et nyt parti?
Andre foreslår, at man stifter et nyt parti. Der har været forsøg på at stifte partier med særligt fokus på migranter og efterkommere. Fx Nationalpartiet, Minoritetspartiet, og Allahs Danske Parti. Ingen af dem har dog været særligt succesfulde. Om tiden er moden til at et sådant parti kan stiftes og have nogen form for succes er uvist. Indtil videre ser det ud til, at man i gruppen tænker, at den mest succesfulde strategi lige nu er at stemme som blok på et etableret parti.
Hvilke mærkesager?
De sager man mener, der skal tages op er ikke overraskende sager, som har med islam at gøre. Holdninger til Israel/Palæstina-konflikten synes at være ret vigtige. Ikke overraskende er andre emner racisme, islamofobi, blasfemiparagraffen, muslimske friskoler, burkaloven, osv. Der er stort set udelukkende fokus på, hvilke partier der bedst understøtter frihed for islam i Danmark. Emner som klima, pension, og den slags, som i høj grad optager danskere, er ikke noget, der fylder hos de herboende muslimer. Til gengæld kan man støde på anti-semitiske opslag.
Alternativet er desperate efter stemmer
Det parti som mest åbenlyst går efter den etniske stemme, er uden tvivl Alternativet. Uffe Elbæk har sendt live i Muslimer til stemmeboksene og besvaret spørgsmål derinde. Udover den nævnte Kashif Ahmad, har Alternativet opstillet en række andre etniske kandidater.
Mest opsigtsvækkende er nok Sikandar Siddique, der er pakistaner og tidligere har været tilknyttet Hizb Ut-Tahrir. Siddique har markeret sig ved bl.a. at afholde en række vælgermøder, hvor der enten stort set kun var mænd til stede eller kønnene var opdelte.
Alternativet står til et dårligt valg, og det er tydeligt, at de er villige til at gå efter den etniske stemme, selv om de ved, at islamiske værdier næppe spiller godt sammen med dickpics og sexgynger. I gruppen Muslimer til stemmeboksene dømmes Alternativet dog ude af mange, fordi de ikke har nogen reel indflydelse. Her foretrækker man i stedet Radikale Venstre.
Fremtidsudsigterne
I Danmark frygter vi især radikal islam. Når muslimerne fra Hizb Ut-Tahrir samles foran Christiansborg gyser vi alle sammen, men samtidig hyldes forestillingen om den moderate muslim. Man håber og ønsker, at disse illusoriske fantasivæsner vil deltage i valget og den demokratiske proces. Men som Muslimer til stemmeboksene viser, så er der helt andre ting på spil når muslimer skal stemme, end når danskere og andre europæere går til valg.
Alt hvad der diskuteres handler om, hvordan en islamisering af det danske samfund kan maksimeres. Det er, naturligt nok, det man ønsker. Midlet er ikke radikal islam, men derimod Det Radikale Venstre eller hvilket parti man nu ellers vælger at stemme på i samlet flok.
I sin bog ”Underkastelse” beskriver Houllebecq, hvordan det først mislykkes for et radikalt islamisk parti at få indflydelse. Det er først når man vælger en mere moderat muslimsk tilgang, at man får indflydelse og masser af støtte fra naive progressive kræfter. Bogen er fiktion, men at det er den måde, som muslimer vil få mere indflydelse på den politiske proces på, er bestemt ikke usandsynligt.
Med de voldsomme demografiske forandringer vi ser i Danmark og Europa i disse år kan man næsten undre sig over, at det har taget så lang tid før migranter og efterkommere er begyndt at mobilisere til en magtovertagelse gennem stemmeurnerne. Men det er uden tvivl det vi ser de første tegn på nu. Det er en ny trussel for europæere, for når først politikere, hvis eneste formål er en yderligere islamisering af vores lande får magt, så bliver det unægtelig sværere, at bevare vores kulturelle særpræg.
Derfor er det vigtigt, at du stemmer ved både EU- og Folketingsvalg, og at din stemme går til et parti, der vil være med til at begrænse befolkningsudskiftningen i både Europa og Danmark.