Hinsides præstestuens varme vægge fryser danskere

Mediepersonligheden Marie Høgh havde forleden en uoriginal kritik af Identitær i Kristeligt Dagblad. I dag bringer avisen vores svar, men det er noget kortere end det vi oprindeligt havde skrevet, da Kristeligt Dagblad ikke mente, at vi skulle have samme plads at udfolde vores svar på, som Høgh havde fået til komme med sine mange kritikpunkter. Den korte udgave kan du læse her. Vi bringer her det oprindelige svar i fuld længde.

Fra præstestuens varme, værdsættes det ikke når danskere fryser, og derfor kan de let gives i offergaver på multikulturalismens alter.

Af Jonas Zuschke og Jeppe Veibel Jensen, medlemmer af Identitær.

Kristeligt Dagblad bragte d.13/2 en kronik af Marie Høgh(MH), hvor Identitær omtales med alskens skældsord. Hun ser os mest af alt som ildevarslende, hvor belægget synes at være at vi har potentiale. Denne selvmodsigelse, som præger hele kronikken, skal formane politikere til handling, for ellers vil den ulmende vrede i folket gå i udbrud. Men hvordan skaber man bedst handling?

Ja, der findes en ulmende vrede i det danske, som truer med at komme til udbrud. Men MH’s løsning mangler årsagssammenhæng. De tiltagende problemstillinger som er kommet som konsekvens af masseindvandringen, er kun blevet mødt med tiltagende retorik – ikke handling. MH skriver sig ind i denne tradition af handlingsforladt retorik, og afviser den faktiske handling som studentikos og ligegyldig. Faktum er, at vi netop igennem handling talte ind i et reelt problem, da vi i sidste uge på kvindernes kampdag, hang et 32 meter langt banner fra toppen af KVINFOs bygning. På banneret var et opråb mod den importerede vold mod kvinder, samt et løsningsforslag: Remigration nu.

Hvorvidt dette så rykker noget, er et interessant spørgsmål. Men svaret er ikke det, som MH foreslår. For ja, det rykker. Det skaber ikke lovgivning, men det rykker den offentlige debat, og det er den, som slutteligt fører til lovgivning. Det er metapolitik, ikke partipolitik. Vi er ikke hæmmede af partipolitiske retningslinjer og normer, men søger igennem ikke-voldelige aktioner og happenings, at påvirke den offentlige debat. Så når unge aktivister, i isnende kulde, med romerlys i hånden bestiger en bygning, og hænger et stort banner foran sig, er det ment som en provokation. En provokation der har formået at trænge igennem selv præstegårdens mure, og medført at der fra dennes varme rammer, forfattes anklager. Interventionernes ophavsmand, som Høgh selv flittigt refererer til; den tyske Götz Kubitschek, har udtrykt det som følgende: „Vores blotte tilstedeværelse er nok” Tag, om nødvendigt, denne udveksling som vidnesbyrd derom.

Netop varmen og kulden, er ikke blot et tomt billede, men den faktiske beskrivelse af den meningsudveksling, der finder sted om de, af Identitær, italesatte emner. MH’s kritik af brugen af ”etno” er ganske forståelig, for inde i varmen, findes sådanne emner slet ikke. Man må ofre varmens tryghed, for at kunne tale om, at etnicitet som del af folks etnokulturelle identitet ikke blot eksisterer, men er en essentiel faktor heri.

Et blidt offerlam

Som præst kender MH unægteligt til ofringer. Hun forstår, at når man virkelig mener noget, så er man villig til at ofre noget for det – og det gør hun, sammen med hele den politiske klasse.

I ofrer de svagest stillede danskere, når I ikke er villige til at tale om etnicitet. I boligblokkene, hvor huslejen er lavest, kan de snart ikke længere flytte hen. For når de herskende holdninger taler henover etnicitet, så rammer ghetto-planer hele området, og alle som bor der – også de etniske danskere, som har mistet allermest ved det utopiske masseindvandringsprojekt, og den efterfølgende handlingslammelse. Derfor er det også paradoksalt, at MH anerkender problemerne, vreden og den manglende handling, men blot, i en sidebemærkning, opfordrer vores folkevalgte, til at handle. Intet, som politikerne gør indenfor de aktuelle rammer, vil være andet end symptombehandling. For at komme problemerne til livs, skal vi flytte rammerne. Vi skal tale om problemerne som de er, før vi kan løse dem, og ikke som nu, blot skabe flere for etniske danskere med trange kår, ved at gøre dem til en del af det ikke-vestlige, parallelle samfund.

En for alle

Paradokser er der nok af, som når MH mener, at den tyske afdeling af Identitær skulle være noget andet end den danske. Den identitære bevægelse er pan-europæisk og fælles. Vi samarbejder tæt, og har samme ideologiske ophav. Om det er Kubitschek og Weissmann i Tyskland, eller De Benoist og Faye i Frankrig, er vi en manifestation af et politisk-teoretisk projekt, som langt transcenderer højre-venstre spektrummet. Om vi ikke endnu har et slogan, som udtrykker dette i en enkelt sætning, måtte være forhindring for at kunne analysere sig frem til dette, så kan vi afsløre: Vi er hverken højre eller venstre. Vi er for alle, som vil gøre en indsats for at bevare den europæiske etnokulturelle identitet, og vi har medlemmer fra alle dele af det politiske spektrum.

Paradoksalt er det også, når MH på blot få linjer, hævder at de tyske identitære „(…)ikke som sådan er en trussel mod den offentlige orden eller forbundsrepublikkens Grundgesetz” og kort forinden skriver at „(…) det er klogt i Tyskland. Her holder BfV (Bundesamt für Verfassungsschutz) et vågent øje med den identitære bevægelse, af frygt for radikalisering, og har til lejligheden opfundet begrebet ’kulturel racisme’.” Sådan går det, når man -mere eller mindre – kopierer den aldrende, såkaldte ”højrefløjsekspert”, Hajo Funke, fra tyske 3Sats dokumentar ”Die Rechte Wende”, – hvor Høgh ligeledes har lånt, blandt andet, sin indledningsvise beskrivelse: „De er ikke kronragede, de bærer ikke bomberjakker, men forsvinder velklædte og ubemærkede i byens vrimmel”.

Sådan tankeløs gengivelse er symptomatisk for den offentlige debat, og det er derfor heller ikke en reel kritik, når MH påpeger, at Identitær ikke har ”debatdanmarks” brede opbakning. Den ønsker vi heller ikke, for her taler man hinandens holdninger efter munden.

Identitær er ikke sat i verden for, at vi skal tale den dominerende diskurs efter, men for at være en spydspids. De identitære har valgt Spartanernes Lambda som symbol. Den spartanske krigers sande styrke var, som bekendt, den kriger, der stod ved hans side. Ikke den individuelle præstation, men den fælles indsats. Vores positive projekt, er styrkelsen af det fællesskab vi har tabt, og en genopdagelse af vores etnokulturelle identitet, der stadig eksisterer derinde under karriereræset, eksamenspresset, muligheden for at vælge mellem 67 køn og præster der går i strejke for mammon.

En af Identitærs mærkesager, forsvaret for den brede befolkning, nemlig Fort Europa, italesætter Høgh som ’en drøm’, selvom fæstningen er begyndt at rejse sig for øjnene af os. Sådan er metapolitik; alt imens vi taler sammen, og begreber normaliseres, så rejses fæstningen, af nu ikke blot Ungarn, men også snart i Frankrig og Østrig. Så vi fortsætter.

Alle for en

MH anklager Identitær for at være modstandere af den herskende åndløshed, men ude af stand til at tilbyde et alternativ, da vi som organisation hverken er kristne eller konservative. Kampen for Europas overlevelse kæmpes af europæere sammen, med forskellige holdninger til politik og religion, men side om side, forenet af Europæisk ånd. For det er her, vi kan overkomme forskelle, og arbejde sammen. Europa opstod ikke med kristendommen, men den er en stor og vigtig del af vores historie. Vi er ikke konservative, da det indbefatter en besættelse af at bevare den bestående orden, alt i mens man piberygende sidder i varme diskussionsklubber, og diskuterer om 1950’erne eller 1850’erne var bedst. Vi taler for en fremsynethed. En fremtidsorientering. Vi tror på at Europa har en fremtid, men kun hvis ungdommen handler nu. Når vi ser ud mod fremtidens horisont, foregår det i lyset fra det, der kom før os. For os er det ånden, når vi ikke desperat hænger os i en tilbageskuende konservatisme, men derimod smeder det nye ud af det gamle. Ikke tilbeder asken, men holder ilden i live, som klichéen lyder.