I den forgange uge har 30 aktivister fra 4 europæiske lande været i Ungarn for at give hjælp til de mange ukrainere, der for tiden flygter fra den krig, der pludseligt og hårdt har ramt deres hjemland. Som danskere og europæere finde vi det absolut nødvendigt, at vi viser solidaritet med andre europæiske folk, når tragedien rammer. Derfor lavede vi i sidste uge en lynindsamling, og tog afsted mod Ungarn for at hjælpe. Vi siger mange tak til alle dem, der donerede til os. Her kan du læse om, hvordan det gik, og vores indtryk fra turen.
Europæere hjælper europæere
I Europa er vi alle forbundet til hinanden. Vi deler meget i forhold til kultur, historie og arv. Igennem tusinder af år har vi både bekriget hinanden og lavet alliancer. Vores forhold er på godt og ondt, men forbindelsen er tydelig. Når vi ser flygtningestrømmene fra Ukraine, så ved vi alle sammen, at det er noget helt andet end når opportunister bevæger sig langt væk fra deres egne nærområder, for at søge en bedre tilværelse i vores del af verden. Det er folk som os. Den trang som mange danskere for tiden har til at hjælpe, kommer helt nede fra maven. Vi ved instinktivt, at selv om der er forskel på ukrainere og danskere, så er de folk som os. De er europæiske.
Det fællesskab vi har med andre europæere forpligter. Den forpligtelse føler vi stærkt i Generation Identitær. Derfor lavede vi hurtigt en indsamling, så vi kunne tage ned og hjælpe i Ungarn, hvor de lokale identitære aktivister fortalte om de kaotiske tilstande, man for tiden kan opleve i landet. Snart efter blev der også organiseret hjælp fra Frankrig og Tyskland, der også sendte aktivister til Ungarn, hvor flere hundrede tusind i skrivende stund har krydset grænsen. I Generation Identitær mener vi, at det er meget vigtigt, at give hjælp så tæt på hjemlandet som muligt. Derfor kom vi hurtigt afsted, for at afhjælpe situationen dernede, med de midler vi nu engang har. I det følgende kan du læse beretningen fra vores tur.
Afgang
Som aktivister er vi vant til at skulle træffe hurtige beslutninger og tilpasse os uforudsete omstændigheder. Havde vi ikke haft dén erfaring med os i bagagen, havde vi ikke kunne hjælpe så hurtigt og konkret, som vi heldigvis kunne. Med ungarske aktivister til stede ved brændpunkterne, havde vi en konstant finger på pulsen, og kunne reagere hurtigt. Opdateringerne fra Røde Kors og myndighederne, om hvilke former for hjælp og hvilke produkter der var brug for, kom med mange timers, hvis ikke endda dages, mellemrum. På gaden og i modtagecentrene ændrede situationen sig dog time for time. Udover os selv, deltog aktivister fra Tyskland, Frankrig og Ungarn, så vi var godt rustet til de travle dage, der lå forude.
Ved afgang fra Danmark onsdag aften, var der lagt en konkret plan, både for kost og logi, og for hvilken indsats de mange identitære aktivister skulle yde. Allerede inden ankomst havde planen ændret sig. Flygtningestrømmen har ikke kun ramt de polske, slovakiske, rumænske og ungarske grænser. Hele vejen til hovedstæderne oplever de et stor pres af flygtninge i disse timer. Oprindeligt havde planen været at tage til grænserområderne ved Rumænien og Slovakiet, men ved ankomst i Ungarn blev vores indsatsområde ændret til Budapest, som begyndte at modtage flere tusinde flygtninge i timen.
En by som endnu ikke er helet efter corona-politiken, så sig pludseligt konfronteret med titusindvis af flygtninge. Med ukuelige forhandlingsevner formåede en af vores aktivister at fremskaffe en stor varevogn med kort varsel, og ligeledes arrangerede vores franske venner en varevogn. Vi modtog nemlig meldinger om et stigende behov for produkter til spædbørn og mødre, og fik med kort varsel etableret logistik mellem varehuse, Røde Kors’ centrale depot og Hovedbanegården. Her ankommer flygtninge med tog og bus, og netop dette er anledning til en konstrastskildring fra den seneste flygtningestrøm vi har oplevet.
Stor kontrast til 2015
Der ankommer konstant store mængder af flygtninge til Budapest med offentlig transport. Alting foregår roligt, trods omstændighederne, og på trods af den særligt store mængde mennesker som ankommer, var alle områder og faciliteter rene og opryddet. Langt størstedelen af alle flygtninge er kvinder, børn og ældre. Få gange ses en ung mand, og oftest ledsager han store familier, eller støtter ældre og syge. Mændene er blevet for at kæmpe mod en militær overmagt.
I 2015 var alt modsat. Vi gik aldrig en dag uden overskrifter om hvordan de mange unge, mænd, som ankom uden deres familier, havde svinet togene til, som kørte dem gratis ind i landet, og hvordan modtagecentrene blev oversvømmet i affald. Et stærk, og sigende kontrast. Kvinder og børn, hvis fædre og mænd kæmper i Ukraine, modsat unge mænd fra fjerne egne, som har efterladt familierne derhjemme.
Det europæiske sammenhold, som kendetegner vores kulturkreds, var at føle alle steder. Der var hjertevarme og samarbejdsvilje, og stor taknemmelighed for vores fælleseuropæiske indsats. Ved håndteringen af store mængder madvarer og hygiejneprodukter samarbejdede vi med to erfarne mænd fra Røde Kors, og storsmilende fotograferede vores biler, med mange landes nummerplader. Men hjertevarme, ord og flid har sine begrænsninger. Blandt alt det opløftende, som kan fortælles om det europæiske sammenhold, hviler en kerne af dyb ulykkelig og tragedie. På Banegårdspladsen i Budapest, ved et særligt indrettet transitområde, stod vi ansigt til ansigt med en kvinde i midt 30’erne, med et barn på omkring 5 år på skødet. Hun græd, og gråden blev dybere og mere højlydt. En lokal hjælper kom til, men kvinden talte ikke engelsk. Efter en lettere mislykket kommunikation, udbrød kvinden i højlydt gråd “my man … ”
Europæisk sammenhold
En stor krig med mange civile ofre har ramt det europæiske hjerteland,og vi har endnu ikke set, hvordan det ender. Alt tyder på, at dette kun er starten og at det bliver meget værre. I denne svære situation varmer det, at se, hvordan europæere hjælper hinanden. Det lykkedes for os, og de andre identitære fra andre europæiske lande at levere en ordentlig omgang nødhjælp til de organisationer, der er på stedet. Vi er taknemmelige for den støtte, som vi har fået til denne mission. Europa står i en situation, som vi ikke har stået i længe, og her er det vigtigt, at vi husker, hvor meget vi egentlig har til fælles.
