Spark identitetspolitik ud af Statens Museum for Kunst!

Identitære aktivister lagde i dag vejen forbi Statens Museum for Kunst, for at protestere mod politiseringen af Danmarks fremmeste kunstinstitution. For tiden vises en udstilling af de to tyske malere Emil Nolde og Ernst Ludwig Kirchner. Udstillingen handler dog ikke meget om de to malere. I stedet er der snarere tale om en woke identitetspolitisk manifestation, der er fyldt med citater af venstreradikale på væggene, og hvor der kører videoer med identitetspolitiske aktivister. De to tyske kunstneres værker fungerer udelukkende som staffage for udstillingens politiske budskaber, der står i centrum. Dette finder vi ikke acceptabelt. Statens Museum for Kunst skal ikke virke som en venstreradikal propagandacentral.

Woke parade

På udstillingen er der på vægge opsat en række citater af kendte woke personligheder. Her kan man bl.a. læse, at der altid har været sorte mennesker i Tyskland, og at det er et udtryk for hvidt privilegie, når man rejser ud i verden.

På udstillingen er der også en række samtalekort, som de besøgende skal bruge til at tale om udstillingens emner. Ingen af dem handler om kunsternes værker, men derimod handler de kun om identitetspolitik. På kortene står der fx ”I hvilke sammenhænge bliver du opmærksom på hudfarve?”, og ”Hvordan synes du vi skal forholde os til fortidens racistiske sprog- og billedbrug?”. Det er tydeligt, at dette ikke relaterer sig synderligt til Nolde og Kirchners værker, men derimod handler om noget helt andet: at omskrive den europæiske historie i et woke perspektiv, og at fremkalde skyldfølelse hos de europæiske folk.

Indbød hærværkskvinde

I forbindelse med udstillingen er der blevet afholdt en række debatarrangementer. Disse arrangementer har dog ikke haft meget karakter af debat, da der til de fleste af dem udelukkende har været forskellige folk, der er enige i udstillingens grundpræmis, som er forestillingen om de indfødte europæeres iboende og systemiske racisme.

Blandt de indbudte var også Katrine Dirckinck-Holmfeld, som fik meget opmærksomhed da hun som ansat på Kunstakademiet smed en buste i vandet, som en form for protest mod det danske racistiske samfund, som hun tror er funderet på slavehandel eller hvilke vrangforestillinger det nu var, der fik hende til det. Det er tydeligt, at hendes kriminelle gerninger ikke afskrækker Statens Museum for Kunst, der tværtimod inviterer hende netop fordi hun har begået hærværk. Således belønnes man for skatteydernes penge, når man begår kriminalitet.

Det stopper næppe her

Selv om Kirchner og Nolde-udstillingen er den hidtil mest woke udstilling, der har været på Statens Museum for Kunst, så er det ikke den første. Allerede den store guldalder-udstilling, der blev afholdt i 2019, viste tendenser i den retning. Her kunne man opleve perspektivering til dansk udlændingepolitik og Dansk Folkeparti på de samtalekort, der var lagt ud og ligeledes hos de guides, der præsenterede udstillingen for gæsterne.

Næste udstilling på Statens Museum for Kunst bliver da også endnu en stor politisk statement. Den handler om kvindelige kunstnere, hvilket i sig selv ikke er noget problem. Dog er vinklen her klart politisk: ”Med afsæt i 1970’ernes kvindefrigørelse sætter vi fokus på, hvordan kvinder de seneste 100 år har brugt kunsten som kampmiddel til at skabe forandring i verden.” – Her kan man møde en række identitetspolitiske og feministiske kunstnere. Bl.a. de to kvinder af afrikansk afstamning, der står bag den enorme rædsel ”I am Queen Mary”, der stod nede ved Københavns Havn indtil forsynet var så venligt at blæse hovedet af den.

Vi skal ikke finde os i det

Vi skal som danskere ikke finde os i, at der bedrives politisk kamp mod vort land, vor historie og endda vores hudfarve på vores egen regning. Kunstnerne og de folk, der opsætter disse udstillinger hader alt ved Danmark og Europa. Mange af dem er selv fra Europa, men de hader alt ved deres egne rødder, og feticherer i stedet ”den anden”.

Som danskere og som europæere har vi meget at være stolte af. Vi skal eje vores egen historie på godt og ondt. Vi skal ikke skamme os over noget, og aldrig gå på knæ for nogen. Vores kulturinstitutioner er vigtige, og vi skal forsvare dem mod den wokeness, som desværre ser ud til at have overtaget dem godt og grundigt. Derfor siger vi: Spark identitetspolitikken ud!