Venstres nye integrationsudspil har skabt en stor debat om, hvad danske værdier egentlig er for en størrelse. Svaret på det spørgsmål er blandt mange politikere og debattør-typer udlagt med paroler som ”demokrati”, ”ligestilling” og ”frisind”, og landets udlændinge- og integrationsminister, Tesfaye, har toppet platheden med forklaringen af, at man er dansk, når man sætter Dannebrog i lagkagen til børnefødselsdag. Danskhedens rødder stikker dog langt dybere end den overfladiske liberalisme, som vores meningsdannere kvalmende forsøger at fodre os med, i deres komplet manglende forståelse for, hvordan dansk kultur er skabt og formet af det danske folk gennem tusindvis af år.
At være dansk er ikke et værdisæt, men et vilkår
Der, hvor tilhængere af “værdi-danskheden” allerede går galt i byen, er i troen på, at danskhed er et slags parameter, som man kan måle og veje med brug af et arbitrært “danskometer”. For dansk er ikke noget, man bliver ved at opføre sig på en bestemt måde, ligesom det ikke er et værdisæt, man kan hylde eller forkaste. En sådan definition er meningsløs, og derfor er vi nødt til at stadfæste en mere meningsfuld udlægning af danskhed og danske værdier.
At være en del af det danske værdifællesskab er ikke en politisk holdning eller en måde at opføre sig på, men et eksistensvilkår, skabt ved en kontinuerlig fortælling om det danske folk, der deler samme historie, sprog, kultur og deraf affødt fællesskab. Den danske kultur skabes løbende af netop dette folk, som har rødder i landet tusindvis af år tilbage, og den kan ikke adskilles fra os. Vores kultur er ikke er noget fritflyvende derude, som alle mennesker kan tage på og af efter forgodtbefindende. Det er ganske enkelt os, som har skabt den, og som skaber den på ny hver eneste dag, gennem dagligdagens interaktioner.
Ligesom levende mennesker med tiden ændrer skikke og sædvaner, må disse menneskers kultur nødvendigvis også gøre det. Indvandring spiller ikke her en uvæsentlig rolle for kulturændringer, for levende mennesker stifter jo af og til familie med andre mennesker med rødder uden for landets grænser. Hovedsagen i det hele er blot, at forandringerne sker organisk ved, at de udefrakommende har udgjort et lille mindretal og gennem absorption er trådt ind i det danske fællesskab gennem generationer. Den danske kultur som helhed er både dynamisk, idet den skabes og udøves over tid, og kontinuerlig, idet den udøves af en bestemt gruppe mennesker; dem, vi nu engang kalder danskerne.
At være dansk er med andre ord et rodfæstet vilkår, en såkaldt væren. Noget man enten er eller ikke er, alt efter om man er indtrådt i danskernes folkelige kontinuitet, og ikke en præstation eller opførsel. Kulturen er en foranderlig størrelse, og ligesom liberalismen har domineret den nylige brøkdel af vores danmarkshistorie, er det ikke givet, den varer ved, ligesom en række andre tankesæt gennem tiden er kommet og gået. Alene derfor er det problematisk at dele statsborgerskab ud til en lang række fremmede på baggrund af deres opførsel og arbitrære opbakning til et tankesæt. Dertil er de danske værdier alt for komplekse. Logikken må derfor vendes på hovedet:
Det er ikke opbakning til et værdisæt, der er definerende for, hvem, der er dansk. Det er tvært imod det danske folk, der definerer værdisættet, ved at leve i samvær med hinanden hver eneste dag.