LOADING

Type to search

Skilteaktion i Roskilde: Føler du dig tryg her?

I dag satte identitære aktivister skilte op i Folkeparken i Roskilde med påskriften ”Føler du dig tryg her?”.

Aktionen sker i kølvandet på et groft overfald i parken begået mod en 13-årig dreng, der i samme forbindelse brækkede næsen, blev truet med kniv og fik frarøvet sin iPhone samt dyre bæltetaske. Overfaldsmændene bestod af en gruppe på 7-8 teenagere, hvoraf flere var af anden etnisk herkomst.

Politikernes flirten med det multikulturelle eksperiment har ændret vores samfund radikalt. Dagligt rammes sagesløse danskere, som må leve med vold, skyderier og utryghed i hverdagen. Det finder Generation Identitær uacceptabelt. Derfor kalder vi på den eneste løsning, der kan sikre trygheden og sikkerheden for fremtidige generationer i Danmark: Remigration!

På skiltene står følgende tekst:

Føler du dig tryg her?

Det kan ikke være rigtigt, at både unge og gamle skal frygte for deres sikkerhed i deres eget land. Grupper bestående af unge mænd af anden etnisk herkomst har forandret vores nærområder, og man kan ikke længere færdes sikkert alle steder. Sådan behøver det ikke at være.

Det er tid til forandring – remigration nu!

Et varsel om forandring

Vi hører tit, at kriminaliteten er faldende pga. færre indbrud, tyverier og den slags, men faktisk er voldsforbrydelser mere end fordoblet siden 1997, og hvis vi kigger over Øresund, er der i Sverige dagligt talrige eksempler på personfarlig kriminalitet, såsom vold, overfaldsvoldtægter og brandstiftelser, begået og påsat af migranter og efterkommere.

Den vold, som vi selv i Danmark på efterhånden daglig basis oplever eller hører om, er altså blot et varsel om, hvad der virkelig venter, hvis vi lader stå til og accepterer befolkningsudskiftningen.

Identitære aktivister hamrer et skilt i jorden lige ude foran det toilet, hvor den 13-årige blev overfaldet.

Den eneste mulige løsning

I Generation Identitær vil vi ikke acceptere udviklingen, da den ikke er et naturgivent forhold, men en konsekvens af en fra starten forfejlet udlændinge- og migrationspolitik, der ikke kan løses af flere milliarddyre integrationsprojekter.

Vi ved, at integration er et fatamorgana og aldrig vil lykkes, fordi mennesker ikke er klumper af modellervoks, som man kan forme efter behag, men at de tværtimod er uadskillelige fra deres etnokulturelle baggrund.

Derfor kalder vi på en løsning, der kan vende udviklingen for første gang siden masseindvandringens begyndelse: Remigration! Utilpassede migranter og efterkommere skal – på samfundsniveau – tilskyndes til at rejse hjem.

Kun sådan kan vi ændre den demografiske katastrofekurs, der vil undergrave det trygge og etnisk homogene land, vi har fået i arv.

Tags: