”Queen Mary” har mistet hovedet – smid resten af hende på historiens mødding

Forleden gjorde naturen indsigelser mod en af Københavns hæsligste statuer. Stormen tog til og hovedet blæste af skamstøtten ”I am Queen Mary”. En statue, der har alt at gøre med amerikansk identitetspolitik og afrikansk selvforståelse, og meget lidt at gøre med noget, der har betydning for det danske folk. Den sorte flamingo-dronning er en del af det angreb vi har set på europæisk historie de sidste mange år, hvor man vil skabe et falsk narrativ, der reducerer vores stolte fortid til racisme, sexisme og den slags. Derfor mener vi, at nu når hovedet er blæst af statuen, så bør resten af makværket rives ned og smides på lossepladsen, hvor det hører hjemme.

Kampen om historien

I en årrække har vi set, hvordan ekstreme kræfter på venstrefløjen har forsøgt at nedgøre europæisk historie. Det er sket på universiteter, hvor såkaldt post-kolonialisme har vundet indpas, og man blandt andet kritiserer pensum for at være fyldt med ”døde hvide mænd”, uanset at det hovedsageligt er den slags, der har haft betydning for vores historie, vores idéer og ikke mindst vores civilisations storhed.

Den meget omtalte sag, hvor en statsansat overklassepige smed en buste af Frederik d. 5. i havnen under dække af at det skulle være et kunstværk, er kun det seneste eksempel på den krig, som der føres mod vores identitet og historie, ofte betalt af os selv over skatten. Ligeledes har forsommerens Black Lives Matter-protester, der som så meget andet skadeligt, metastaserede sig fra USA til vores hjemlige himmelstrøg, også indeholdt et voldsomt element af had mod europæisk civilisation.

Mens blege danske demonstranter, der har fået frarøvet enhver forståelse for hvem deres forfædre var, og hvad deres egen forudsætning for at være i verden på grund af 50 års ”progressiv pædagogik”, gik på knæ på for en sort narkoman, der uheldigvis døde i et fremmed land, gik andre mere voldsomt til værks. I USA, Storbritannien og andre steder smadrede man statuer af hvide mænd, der på en eller anden måde havde gjort sig skyldige i ikke at leve op til woke-kultens krav om moralsk perfektion. Således så vi i Oslo, at Ludvig Holbergs statue blev udsat for hærværk, fordi han ”investerede i slavehandel”, og herhjemme vil Rosa Lund have et skilt på Holbergs statue, der står på Kongens Nytorv. Det faktum, at Holberg i alt havde tjent 36 rigsdaler på at købe en enkelt aktie i Vestindisk-Guinesisk Kompagni, som han nåede at eje i omkring et års tid gør ingen forskel for Rosa Lund og de andre værdikrigere på den ekstreme venstrefløj. Til gengæld er det et godt eksempel på, hvad vi har med at gøre.

På trods af at 36 rigsdaler på ingen måde har haft betydning for Holbergs ikke ubetydelige formue, og at hans meget perifere involvering i noget, der havde med slavehandel at gøre på ingen måde har været betydeligt for Holbergs arbejde og indflydelse på det danske samfund og vores historie. Tværtimod var Holberg faktisk modstander af slaveri, og skrev allerede i 1716, at ”ingen er født frie, ej heller nogen født slave … menneskene er af naturen lige og kan ikke skilles fra hinanden.” i sit værk ”Naturretten”. Dermed forsøger man at få Holbergs eftermæle til at handle om den ene aktie, frem for alt det han bidrog med til den danske historie, og det er lige præcis kernen i kampen om historien: Man forsøger konsekvent at reducere alt til et spørgsmål om ”sexisme” og ”racisme” defineret efter nutidens universiteters intersektionelle normer.

Løgn og selvhad

Når septumringsbærende studiner, der i kraft af deres trygge opvækst i parcelhuskvarterer i den danske velfærdsstat, har nydt godt af de døde hvide mænds arbejde igennem generationer, på den måde vender sig imod deres egen arv, er det tydeligt, at der er tale om at de har købt ind i et narrativ, der giver næring til et solidt selvhad.

Den myte, som venstrefløjen ønsker at udbrede, handler om et Europa, der ikke er bygget på vores særegenhed, vores egne anstrengelser eller i det hele taget noget, der er særligt for os som europæere. For den venstreorienterede handler det om, at vi som udgangspunkt alle sammen er ens. Vi er ikke distinkte folk, for det er jo bare magtstrukturer og undertrykkelse. Nej, vi er bare mennesker, og hvis nogen har klaret sig bedre end andre, så er det udelukkende fordi der er tale om en uretfærdighed. Det må det jo være, for ellers kunne man blive nødt til at indrømme, at der er forskel på folk.

Myten fortæller os, at vi er blevet rige på slaveri og undertrykkelse som onde koloniherrer, og at vi derfor bærer en gæld med os, som vi nu skal betale tilbage. Men intet kunne være længere fra sandheden. Slaveriet var ingen stor pengemaskine for den danske nation. Tvært imod gav store dele af driften på De Dansk Vestindiske Øer underskud, hvorfor Danmark da også solgte øerne til USA for et væsentligt mindre beløb, end man havde krævet få år tidligere. Det, som har skabt vores rigdom, er tvært imod vores succes som landbrugs- og handelsnation. Hvis vi skylder nogen noget, så må det være de danske bønder og sømænd, der arbejde hårdt og utrætteligt for at opbygge den velstand vi kan nyde godt af i dag.

Statuer som ”I am Queen Mary” har meget lidt forbindelse til dansk historie. Mary er en ligegyldig person for os danskere, og perioden med slaveriet var en fodnote, hvilket eksemplificeres ved at vi var de første til at forbyde transnational slavehandel. For Danmark var ikke ligefrem en stor og vigtig kolonination, idet vores andel af den globale slavehandel udgjorde omkring 0,2%, og af samme årsag er internationale forskere og historieformidlere næsten bedøvende ligeglade med vores slavefortid.

At vi havde kolonier og at der var slaveri er naturligvis fakta, og det skal vi eje, ligesom vi skal eje hele vores historie på godt og ondt. Men ligesom de 36 rigsdaler ikke definerede Holberg, så definerer hverken trekantshandlen eller de danske kolonier den danske historie. Man bør tage hele sin historie med, også alt det mindre kønne og det grusomme, for det er nu engang også en del af, hvem man er. Men man må for det første aldrig lade sin historie reducere til nogle få politisk udvalgte nedslag, og ligeledes skal man ikke lade historien tage som gidsel i nutidige politiske dagsordener, som den grimme statue på havnen er et glimrende eksempel på.

En ekstremistisk statue

En god grund til at ”I am Queen Mary” skal på lossepladsen er, at den på ingen måde er relevant for dansk historie, men derimod handler om afrikanske og amerikanske temaer. ”Kunstnerne” bag statuen er da heller ikke fuldstændigt danske. La Vaughn Belle er fra den del af USA, der hedder Jomfruøerne og som tidligere var en dansk koloni. Jeanette Ehlers er halvt dansk og halvt fra Trinidad, og har som kunstner stort set ikke fokuseret på andet end hendes egen vestindiske baggrund. Således har hun lavet det ene værk efter det andet om slaveri, voodoo, racisme og så videre.

Selve udformningen af statuen er direkte inspireret af den amerikanske racist og Black Panther-leder Huey P. Newton, der på et ikonisk billede sidder i en lignende stol og i samme positur, som statuen gør. Newton var en voldelig mand, kendt for sine ekstremistiske synspunkter, men det har altså ikke afholdt skaberne fra at lade sig kraftigt inspirere af ham.

På websitet for statuen fremgår det også, at en anden voldelig ekstremist har været inspiration for værket, nemlig Che Guevara. Manden, der stod for en række brutale handlinger under cubanske revolution. Således har den mest drabelige totalitære ideologi, som menneskeheden har kendt spillet en rolle i statuens tilblivelse.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at der fra Københavns Borgerrepræsentation er givet tilsagn om at man gerne vil gøre statuen permanent. Derfor bevilgede man i 2019 ikke mindre end 52.000 kroner, som kunne bane vejen for at statuen blev lavet i et mere holdbart materiale end det nuværende, som er en form for flamingo. Kulturministeriet gav samme år et større beløb til samme formål.

At danske politikere er villige til at give store beløb til en statue, der i bund og grund har til formål at skabe et negativt og løgnagtigt narrativ om Danmark og Europa, skal nok ses som udtryk for det selvhad, som gennemsyrer mange steder i vores land efterhånden. På vores uddannelsesinstitutioner og i vores medier gentages disse løgne til bevidstløshed, og som enhver god propagandist ved, så bliver ting ofte til sandhed, hvis de gentages ofte nok.

Dette gælder også myten om ”Queen Mary” og hendes rolle i ”slaveopstanden” Fireburn på Sankt Croix i 1878, som danner baggrund for diskussionen om statuens opførsel. For alene det, at oprøret udspringer omkring 30 år efter, Danmark satte slaverne fri, bør jo diskvalificere Fireburn fra enhver debat om Danmark som slavenation, uanset hvor mange gange venstresnoede forskere laver marxistiske analyser om Danmarks koloniale fortid. Ligeledes bør det faktum, at opstanden primært blev begået af forhenværende plantagearbejdere fra blandt andet Barbados, der selv havde valgt at komme til øen, og at opstanden ikke engang nåede tilslutning fra 10% af øens indbyggere, fjerne enhver tvivl om, hvorvidt opstanden har noget som helst med slaveri at gøre. For det har den ikke. Lægger vi det nationale selvhad til side, beskrives oprørerne i mange af de klassiske kilder nærmere som nogle fordrukne rebeller, hvis primære motivation var at tømme øen for rom og værdigenstande, mens ældre damer som ”Queen Mary”, der konkret beskrives som en ofte straffet og fordrukken kvinde, råbte, at de ville se “blodet af de forbandede buckraer” (hvide) i baggrunden. Med udgangspunkt i netop dét, er parallellerne mellem hende, Newton og Che Guevara måske ikke helt ved siden af alligevel.

Væk med statuen

Historien om Mary og Fireburn er således en irrelevant historisk fortælling i Danmark, og statuen bør fjernes og hvis ikke den sendes på lossepladsen, så kan det jo sendes til Jomfruøerne, hvor emnet helt sikkert betyder mere for den lokale befolkning. Naturens tilfældige indgriben mod rædslen på havnen bør ikke føre til, at man opfører en mere holdbar udgave af ”I am Queen Mary”, men derimod ses som en kærkommen lejlighed til at slippe af med den øjebæ, som politikere, der har drukket sig fra sans og samling i moderne identitetspolitik har påført de danske borgere.

Send Mary på lossepladsen og lad os i stedet omfavne vores autentiske historie.