Debat om ytringsfrihed aflyst efter trusler fra venstreradikale
6. juni var vores talsperson, Aurelija Aniulyte, inviteret til en paneldebat i forbindelse med Copenhagen Photo Festival. Emnet var som følger: ”Fotografiet i den offentlige debat – Ytringsfrihed, identitet og demokrati” – i panelet var, udover vores talsperson, flere forskellige fotografer, forfatteren til en ny bog om den identitære bevægelse, samt debattøren Natasha Al-Hariri. En debat, der kunne have været rigtigt interessant.
I Generation Identitær går vi ind for at forskellige synspunkter kan blive hørt, da det er selve betingelsen for de europæiske demokratiers eksistens. Derfor stiller vi også gerne op til debat, hvis vi mener, at der kan komme noget frugtbart ud af det. Det var bestemt tilfældet her, hvor panelet bestod af flere personer med markanter meninger.
De velkendte voldelige ekstremist-grupper Antifascistisk Aktion og Revolutionære Antifascister, bekendtgjorde at de ville forhindre arrangementet i at blive gennemført med Generation Identitærs deltagelse. De offentliggjorde også en liste over festivalens medarbejdere, ligesom de opfordrede til at man skulle give festivalen en ”rådden anmeldelse”, hvilket er en normal chikanemetode den yderste venstrefløj anvender overfor virksomheder.
Dette skræmte festivalarrangørerne i en sådan grad, at de valgte at aflyse arrangementet. De var bange for ikke at kunne garantere sikkerheden til debatten. Ironien i at den yderste venstrefløj truer et arrangement om ytringsfrihed til aflysning, er til at tage at føle på. I de venstreradikales opfordring til aktion mod Copenhagen Photo Festival brugte de ordet ”fascister” om Generation Identitær – selv om det er os, der villigt stiller os op med navn og ansigt og gerne indgår i den demokratiske samtale, som er grundlaget for politik i det samfund vi lever i, mens det er disse mødeterrorister, der altid er anonyme, der uden tøven anvender vold, trusler og chikane for at opnå deres mål.
Således har de såkaldte ”antifascister” endnu engang vist, at deres vision for et samfund er langt fra, hvad vi har tradition for i Europa. De ønsker lukkethed, i modsætning til det åbne samfund, som både vi og langt de fleste andre danskere værdsætter så højt. Derfor lader vi os naturligvis heller ikke stoppe af den slags anti-demokratisk adfærd.
Generation Identitær modtager naturligvis gerne andre invitationer til debatter og møder. I kan kontakte os her, hvis det har interesse.