Paula Larrain – En politisk ekstremist

 
Den tidligere reality-TV-medvirkende, Paula Larrain, har på DJØF’s intranet, også kendt som Altinget, skrevet en klumme, hvor hun begræder at Danmark er blevet mere etnocentrisk. Med andre ord, er hun ked af at danskerne, i mødet med en stadigt voksende andel af migranter, som ikke kan integreres, får øjnene op for at det danske folk og den danske kultur rent faktisk er noget, der er værd at bevare.

I klummen påkalder hun både Hitler og Breivik, samt fremmaner dommedagsvisioner om voldsparate højreekstremister mens hun drømmer sig tilbage til sin fjerne ungdom, dengang Dansk Folkeparti endnu ikke var stuerene. I den forbindelse skriver hun:

”Men da man forleden kunne se den etnocentriske – i egen optik patriotiske – gruppe ”Identitær” omfavne Ida Aukens (R) pludselige opvågning til nationalromantik, kan man frygte, at de mere ekstreme gruppers følelse af legitimitet vokser. “

Det er jo påfaldende, at hun anser en demokratisk gruppe, der kun anvender ikke-voldelige midler I form af aktioner og argumenter som ekstrem. Vores mål er at vende migrantstrømmen, og at værne om dansk og europæisk kultur. Det er der heldigvis flere og flere, der er enige med os I. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er kommet med et udmærket bud på en asylpolitik, Dansk Folkeparti har råbt op om problemerne I årevis og ja, selv Ida Auken og Morten Østergaard og andre hos De Radikale, er begyndt at kunne se, at man er nødt til at sætte grænser for indvandring, og at dansk kultur er noget man aktivt er nødt til at bevare.

Det finder vi er glædeligt, men Paula mener det er forfærdeligt. Hvorfor er det at hun gør det? Jo, det er fordi hun befinder sig I en ekstrem position, rent politisk. Paula Larrain mener nemlig, at “Det er nationalistisk, altså chauvinistisk, når man udpeger manglende danskhed hos andre, altså, når man definerer det nationale udfra “danskhed” og som noget, man skal underlægge sig for at være med i den nationale klub og kunne kalde sig dansk. Heri ligger et kulturelt krav og et følelsesmæssigt krav, der dermed gør det nationale til en modsætning for de mange af os, der er kommet hertil med andet kulturelt i bagagen.”

Alle er åbenbart lige danske hvis bare de har papir på det, eller som hun udtrykker det: ”Statsborgerskabet definerer dansk nationalitet. Punktum.  ” – Ekstremisten Paula Larrain, mener altså at dansk kultur, historie og etnicitet er lige meget, for danskhed er for hende en administrativ kategori, varetaget af bureaukrater og politikere.

Hun vender sig ligeledes imod at Danmark skulle være et sted, hvor danske værdier særligt skulle gælde:

”Hvis fællesskabet dikteres af flertallets norm, vil alle ”de mærkelige” føle sig fremmede. Det er sådan, Danmark er ved at udvikle sig. Til et land, hvor der hurtigt bliver sagt: Kan du ikke lide lugten i bageriet, så skrid med dig. Du er mærkelig, bare fordi du er anderledes. Det er din opgave at tilpasse dig, og her er den skabelon, vi har skabt til dig!”

Det er den anti-normativitet vi kender fra yderligtgående venstreradikale miljøer, hvor man forsøger at opløse alle sociale konventioner, fordi alting ”lissom bare er lige godt, ikk?”.

Et af kendetegnene ved en sand ekstremist, er blindheden overfor fakta. Larrain skriver:

”Etnocentrisme er pludseligt blevet normalt, og det unormale er pludseligt at tro på sandheden om, at forskellige mennesker fra forskellige kulturer selvfølgelig kan leve fredeligt med hinanden. Det bevises hver dag hele tiden i hele verden.”

Larrain glemmer, at vi har mere voldelig kriminalitet udført af ikke-vestlige migranter og deres efterkommere, at det er veldokumenteret at integrationen er en løgn og at misogyne og antidemokratiske holdninger er ganske udbredte blandt vores nye beboere. Kast et blik på Paris eller London eller nogen af de andre steder, hvor store dele af den oprindelige befolkning er fortrængt, og man føler at man går en tur på gaden i et arabisk land eller i Afrika, ikke i Europa. Det er at leve i en løgn, der passer til ens egen utopiske vision om multikulturalisme, hvis man lader som om det ”går fint”.

Vi må bare konstatere, at vi er dybt uenige med Larrain. Uden et sted, hvor det er dansk kultur og danske værdier, der er de ledende, uden et sted, hvor danskerne har hjemme, så uddør det danske folk. Den globalistiske dagsorden, som Larrain trygt drømmer om fra sit hjem i det nordsjællandske, hvor stigende mængder migranter bosætter i Europa, har været forsøgt og de fleste ved i dag, at det var en dårlig ide.

De eneste politiske partier, der ikke i nogen grad har indset dette, er vel efterhånden kun de tylskørtklædte fantaster hos Alternativet, og de rabiate marxister hos Enhedslisten. Fantaster og ekstremister, er med andre ord, Larrains allierede. Det er godt selskab, må man sige.

Larrain har ret i én ting: Det ér blevet normaliseret at være kritisk overfor masseindvandring og det ér blevet normaliseret at være glad for sit land. Gudskelov for det, for det betyder at vi måske har en chance for at vende den udvikling som hun og hendes ekstreme kumpaner har arbejdet så hårdt for: Destruktionen af Danmark og Europa.