Den store udskiftning er en realitet

Udgivelsen af dette års publikation om indvandrere i Danmark af Danmarks Statistik har fået en del op af stolen. Den mængde indvandrere og efterkommere man i 2008 vurderede, at Danmark ville have i 2050, har vi nået i 2018 – 32 år tidligere end forudset. Andelen af indvandrere er steget hastigt, og det er især ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der fylder i statistikken. Antallet er femdoblet de sidste 30 år.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. De grupper, der er tale om vil vokse yderligere i årene, der kommer. For mange af dem får ifølge den nye rapport mange flere børn end danskerne. Syrere får næsten 4 børn pr. kvinde, for pakistanere er det omkring 3, mens det for danskere er omkring 1,8 – under de nødvendige 2,1, der skal til for at opretholde befolkningens størrelse. Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er generelt unge. Få er over 60, så mange er i den fødedygtige alder.

Mange af de grupper, der udgør det vi kalder ikke-vestlige indvandrere klarer sig dårligt økonomisk, og har lav beskæftigelsesgrad. En del af dem klarer sig dårligt i skolen, og selv om man i år ikke har fået opdateret delen om kriminalitet, så ved vi at også dér er folk fra særlige oprindelseslande kraftigt overrepræsenteret.

Imens holder man op til jul ”24 dage med kultur” på det migranttunge Nørrebro, i et land, hvor vi tager mere og mere hensyn til denne voksende befolkningsgruppe, mens vi tilsidesætter vore egne traditioner, vores folk og vores land. Alt det vi har fået af dem, der gik forud for os. Hvis vi fortsætter sådan, så er der ikke meget tilbage af Danmark.

Jyllands-Posten, der ellers forsøger at profilere sig som en slags jysk udgave af Politiken i disse dage, skriver:

”I en nærmest ufattelig naivitet er man gået ud fra, at indvandrere per automatik blev ligesom alle andre danskere, når de havde været her nogle år. Med den på én gang barnlige og umådeligt selvovervurderende forudsætning, at det bedste i verden måtte være at være dansker, har man ment, at enhver måtte stræbe efter at blive som os – og det er kommet som en stor overraskelse, at tyrkere i grunden var godt tilfredse med at være tyrkere, og somaliere ikke begyndte at synge med på Grundtvigs salmer af bar glæde over at have fået opholdstilladelse. ”

Det er på tide, at vi ser i øjnene, at de ikke bliver som os. Det kommer aldrig til at ske og det bør det heller ikke, for tyrkere og somaliere er som de skal være, men de skal ikke være så stor en befolkningsgruppe i Danmark eller i Europa i det hele taget. Her bor vi. Vi har ikke andre steder, hvor vi kan dyrke vores etnokulturelle identitet, vores traditioner og genfinde os selv efter alt for mange år med de normopløsende dønninger fra 1968, der blæste dørene op for masseindvandringen med udlændingeloven tilbage i 1983. En dør vi har forsøgt at lukke igen lige siden.

Det gode er, at det ikke er for sent at handle. Vi kan faktisk godt vende udviklingen, hvis vi har viljen til det. Men det kræver, at vi er villige til at gennemføre et asylstop. At vi er villige til at starte på en ordentlig remigrationsindsats, så vi kan knække kurven, så der for første gange i mange mange år kommer færre ikke-vestlige migranter i stedet for at andelen bare vokser og vokser.

Det kræver også noget andet: At vi reflekterer over, hvorfor vi har ladet det komme så vidt? At vi husker, at et folk, der tager sig selv for givet er dømt til at blive udvisket og glemt. Dertil må vi aldrig lade det komme.

Heldigvis er det ikke for sent. Men det er nu vi skal ændre indstilling og komme i gang. Lad os huske, hvem vi er.